09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skuffende handlingsplan

Skuffende handlingsplan

Onsdag, 12. februar, 2003, 00:00:00

En tynd kop kaffe. Skuffelsen er stor i Dansk Handicap Forbund. Tilgængelighed bliver overhovedet ikke sikret i ´Handlingsplan for handicapområdet´

af Arly Dalgaard, formand for BTPU i Dansk Handicap Forbund
Så kom den! Den længe ventede handlingsplan for handicapområdet i anledning af Handicapåret 2003. Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen har fremlagt regeringens handlingsplan. I den spår regeringen, at mange bygninger vil være tilgængelige om 20-25 år. Regeringen vil gerne ændre byggeloven, men oplyser ikke hvordan.
Dansk Standard 3028 om tilgængelighed, som er anvisningen til, hvordan man skal bygge korrekt vil regeringen ikke gøre til lov. Men vil gerne udbrede kendskabet til publikationen. Hvordan det skal ske, sådan rent konkret oplyses heller ikke.
Sikken en tynd kop kaffe - og så i et europæisk handicapår!
Når nu regeringen ikke kan komme med konkrete henvisninger, så vil vi da gerne:
Vores forslag er, at regeringen sørger for, at DS 3028 lægges ud på internettet. Den koster knap 650 kroner, men den pris kommer den aldrig ud til den brede skare, der tegner, bygger og projekterer bygninger i Danmark.
Vi kan også udpege et par steder i DS 3028, som bør overflyttes til bygningsreglementet. Som det er i dag, bygges der for eksempel handicaptoiletter, som vi ikke kan benytte, selv om de er bygget til os. De seriøse i byggefagene er også godt trætte af vores vedvarende kritik. Deres frustrationer kunne undgås, hvis de fik klar besked i bygningsreglementet, om hvordan de skal indrette nye bygninger.
Et andet tiltag bør være, at alle de byggefaglige uddannelser skal undervise i tilgængelighed, som en del af deres pensum.
Vi syntes, det kunne have været fornemt, hvis regeringen havde benyttet lejligheden til en gang for alle til at få stoppet nyt byggeri, som er behæftet med de kendte fejl, når det gælder handicaptilgængelighed. Hvis regeringen ikke har mod til det, men vil basere tilgængelighed på frivillighed og gode viljer, så spår vi, at man om 20-25 år ikke er nået særligt længere end i dag, når det gælder tilgængeligt byggeri.
Vi vil ikke udelukke, at der måske er gode tiltag på andre områder i handlingsplanen, men på tilgængelighedsområdet er vi skuffede. Meget skuffede!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. feb. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp