EU´s store pengekrav til Norge i EØS-forhandlingerne handler ikke om solidaritet med Østeuropa, men om overførelser til EU-systemet. Og om flere efterfølgende norske regeringer, som ikke vover at stille krav til vore aftaler med EU.

af Sigbjørn Gjelsvik, Leder i Nei til EU
EU og Norge forhandler nu om revidering af EØS-aftalen. EU kræver, at Norge skal betale 3,5 milliarder kroner om året for aftalen. Pengekravet øger modstanden mod en aftale, som i forvejen er ret upopulær. Også Hallvard Bakke, som tidligere har været en klar EØS-tilhænger, mener nu, at Norge hellere bør opsige EØS-aftalen end at acceptere EU's pengekrav.
Bakke slår fast, at de økonomiske fordele for Norge med EØS-aftalen næsten ikke kan mærkes. Norge vil, på grund af WTO-reglerne, kunne sælge sine varer uden told og andre handelshindringer akkurat som før. EU havde desuden et handelsoverskud med Norge på 49 milliarder kroner i fjor. Måske burde EU hellere betale os for den markedsadgang?
Medlemskabsaftalen, som EU nu har indgået med ti lande, er på ingen måde generøse. Aftalerne indebærer netto-overførelser fra EU på kun 3-3,5 milliarder euro om året. Langt mindre end ansøgerlandene havde regnet med.
Et norsk EØS-bidrag på en halv milliard euro om året ville da udgøre en sjettedel af EU's samlede overførelser til de nye lande til trods for, at Norges befolkning kun udgør 1,2 procent af det nuværende EU. Det siger sig selv, at det norske bidrag hovedsageligt vil blive brugt i de nuværende 15 EU-lande.
Overførelserne fra EU vil selvfølgelig kun gå til de lande, som faktisk siger ja til et medlemsskab via folkeafstemninger. Det vil være helt uhørt om økonomisk hjælp fra udenforlandet Norge skal være afhængig af, at landene faktisk siger ja til EU. Derfor siger vi ja til at øge bidraget til udvikling i Østeuropa, men ikke gennem EU-systemet.