Så blev det overstået! Det danske formandskab og det afsluttende topmøde, hvor alt forløb planmæssigt - næsten som en velsmurt maskine. Og det var måske også, hvad det egentlig var.

af Susanne Arends, Lønstrup
For os, der var tvunget til at overvære topmødet gennem de landsdækkende medier, var tv-udsendelserne en skræmmende oplevelse. Teknisk/strategisk kørte det vel, som det skulle, men indholdsmæssigt og politisk virkede det hele som et uhyggeligt billede på alt det, en meget stor del af danskerne og en stigende del af borgerne i de nye og gamle EU-lande frygter.
I Bella Centrets røde zone sad statscheferne og planlagde fremtiden for en halv milliard mennesker helt uden indblanding eller påvirkning i øvrigt udefra. Rundt om dem var medierne placeret. Tilsyneladende følte disse, at deres eneste opgave var at formidle de velsynkroniserede og totalt styrede budskaber videre fra rød zone til 'folket'.
En gang imellem forsøgte medierne at få lidt farve på budskaberne - helst rødt som blod - og de vendte kameraerne udad mod en verden, der ikke var nålestribet. De evnede dårligt nok at skjule deres fortrydelse over, at kampene i gaderne udeblev, og at politiets star wars dragter ikke fik lejlighed til at bevise deres kampdygtighed.
De kom ikke engang til prøve, da demonstranter nærmede sig den anden cirkel uden om de politikere, som forskansede sig i rød zone - men i stedet vendte brat om, når de nåede de dyrt indkøbte 'hollændervogne', der var opstillet som forsvarsmur mellem folket på den ene side og politikerne samt deres lydige medier på den anden.

I det seneste år har tusindvis af EU-modstandere i udlandet, men først og fremmest i Danmark forberedt sig for deres små midler på at arrangere debatter, boder, materialer med videre, der alle skulle illustrere EU-modstandens mangfoldighed og åbenhed.
Der er brugt måneder på at sikre afviklingen af demonstrationerne på en måde, så det blev budskaberne, der kom ud, og ikke nogle få tåbers voldelighed. Møderne blev vellykkede, og der var en opbakning bag de fredelige demonstrationer, som vi længe ikke har set i Danmark. Det var der bare ingen medier, som ønskede at vise.
Medierne gjorde ikke det mindste forsøg på at høre, hvad der foregik på Holmen, hvor tusinder af EU-modstandere gjorde et kæmpearbejde for at formidle deres budskaber ud til resten af verden: Nemlig alternative meninger og holdninger til dét, politikere og medier, havde døbt 'historiens vingesus'.
Eliten ville ikke se - og det skulle resten af Europa så heller ikke - at historiens vinger var hårdt stækkede.

Vi, der af den ene eller den anden grund var forhindrede i at deltage i København, oplevede i stedet via tv, hvordan topmødet blev et billede på alt det, en megen stor del af befolkningerne i de forskellige lande ser som EU's største fejl: Statslederne i selvvalgt isolation med medier og politi i kampuniformer som stødpude mod alt, hvad der måtte komme udefra. Dermed bliver politikerne så bekvemt fritaget for at høre og se de mennesker, de lovgiver for eller imod, og medierne kan køre videre med statslig støtte i et politisk magtgreb og helt uden behov for folkelig påvirkning.
Spørgsmålet er så bare, om historien stadig kan flyve, når vingerne stækkes så stærkt af statsmagten, og når advarslerne udefra ikke bare dæmpes, men kvæles.