Teaterlov: Provinsen og publikum bliver taberne
af Jan Middelbo Outzen, generalsekretær Danmarks Teaterforeninger
Publikumsorganisationerne, der sørger for formidlingen af teater ude i provinsen, er fuldstændig fraværende i kulturministerens nye kunstrådsstruktur. Med andre ord: man har stadig ikke fattet, at teater ikke kan eksistere uden et publikum.
Tidligere havde Danmarks Teaterforeninger via næstformandsposten i Teaterrådets Kontaktudvalg en reel mulighed for at sikre publikums indflydelse på det teater, der skulle rundt i landet.
Kontaktudvalget vil man af med og ifølge det nye forslag til lov om Kunstrådet, bliver organisationen ikke en gang anset for at være udpegningsberettiget til repræsentantskabet. Og det på trods af, at Danmarks Teaterforeninger på frivillig basis løfter en opgave, der egentlig er statslig: Nemlig formidlingen af cirka 450.000 teaterbilletter over hele landet - og på trods af at Danmarks Teaterforeninger i øjeblikket er centralt placeret i Kulturministeriets arbejde med at udvikle en afløser for abonnementsordningen, en ny model for den regionale teaterformidling.
Hvordan det hænger sammen med kulturministerens udmelding om at styrke provinsens kulturliv kan være svært at se. Kulturministeren ser ud til at være i færd med at centralisere sig frem til nogle endnu større skel mellem hovedstaden og provinsen. Og hvad der er endnu værre: Det der kunne være en sammenhængende og perspektivrig revision af teaterloven på områder som Kunstrådet og abonnementsordningen ser ud til at blive noget underligt miskmask uden helhed og gennemgående tanke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278