Højredrejningen skyldes ikke nej´et til euroen - men at banen overlades til Pia Kjærsgaard

af Karen Sunds, medlem af DKP/ML's landsledelse.
Her et svar til Claus Pedersens kritik (Dagbladet Arbejderen den 5. december) af avisens tirsdags-leder.
Lad os nu snakke ærlig snak, Claus. Vi har ikke i Dagbladet Arbejderen beskyldt Globale Rødder for aftalebrud eller deslige. Men at der er en splittelse, er åbenbar for enhver. Globale Rødder har i næsten et år været en del af forberedelserne til de forskellige aktiviteter i Københavns midte.
Nu meddeler Globale Rødder, at man ikke vil deltage i den store fællesdemonstration lørdag eftermiddag. Her demonstrerer de to store unionsmodstanderbevægelser. Her er alle de fagforeninger fra hele landet, der vil markere modstand mod EU's indgriben i det danske arbejdsmarked. Her er kommunisterne og andre revolutionære. Men Globale Rødder er der ikke.

Du siger, at I ikke vil slås i København. Det tror jeg heller ikke, at I vil. Men i det gamle BZ-slogan: 'Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås', ligger der jo meget mere, end hvornår vi selv løfter hånden. BZ'erne forudså dengang, at de var på vej ind i en politisk fælde. Og de valgte, ikke at gå i fælden.
Prøv at se på erfaringerne fra Göteborg. Her var der efter min opfattelse tale om en fælde. Politiet ønskede vold i gaderne. De havde selv politiprovokatører i mængden for at fremme sagen. Desværre fik de held til det.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad Lene Espersen har givet af ordrer til sine politifolk i København. Men jeg ved, at de kan andet end at dele kaffe ud til demonstranter. Hvorfor skulle det danske politi være så meget flinkere end det svenske? Eller hvorfor skulle de danske EU-politikere ikke ønske at gentage tricket fra Göteborg? Nu får de chancen ved Bella Centeret.

Der hersker ikke tvivl om, at kampen bliver stadig mere international. Ser du på Folkebevægelsen mod EU, fylder det internationale arbejde stadig mere i vores virke. Fagforeningerne er optaget af diskussioner om, hvordan man kan styrke den internationale solidaritet, og matche kapitalens skalten og valten. Der udveksles erfaringer på tværs af landegrænser. Alt sammen yderst påkrævet.
Men på hvilket plan kan arbejderklassen og de anti-imperialistiske kræfter få adgang til at ændre magtfordelingen, og sætte kæppe i hjulet for kapitalen? Organisationer som IMF, WTO, EU er totalt styret af de store monopoler. De kan aldrig blive redskaber for os.
Derfor er det gamle ord - 'kampen er international i sit perspektiv, men national i sit udgangspunkt' - stadigvæk dækkende.
Et eksempel: Vi kan demonstrere og aktionere mod den amerikanske imperialisme. Godt, at vi gør det. Men vi kan ikke knække den. Det kan kun den amerikanske arbejderklasse. Ligeledes er arbejderklassen i de europæiske lande de eneste, der kan knække EU-imperialismen.
På det nationale plan har vi stadig nogle muligheder for at opstille barrierer for den internationale monopolkapital, ad politisk vej. I Danmark har vi brugt vores politiske styrke til at gennemtvinge kollektive velfærdsordninger, faglige rettigheder med videre. De er en torn i øjet på de transnationale, og derfor bruger de nu EU som løftestang, for at fjerne de nationale barrierer.
Derfor er der så voldsom en politisk hetz mod alle, der vover at forsvare den nationale selvbestemmelse.

Med folkeafstemningen om unionsforfatningen i 2004, har vi en sjælden mulighed for at kunne ændre magthavernes planer. Oven i købet via stemmesedlen. Jeg har ingen som helst problemer med at kaste EU-eliten ud i politisk stormvejr i dén situation. Vinder vi et nej i 2004, så gør vi det, fordi vi har evnet at skabe en velorganiseret politisk kampagne, der har samlet tusindvis af nye politisk aktive på en god og fremadrettet politisk platform. Det er en udmærket position til at udfordre magten.
Du mener, at nej'et til euroen skulle være årsagen til, at Pia Kjærsgaard har vundet så stor politisk indflydelse. Det er en meget interessant konklusion. Hvilke slutninger drager du af dén konklusion? Mener du så, at nej'et til euroen i virkeligheden var skadeligt?
Jeg mener, at du tager fuldstændig fejl. Nej'et til euroen blev vundet, fordi almindelige folk forstod, at euroen ville blive en bombe under det velfærdssystem, og de rettigheder, vi har bygget op i Danmark. Der var intet reaktionært i dét nej.
Når Pia Kjærsgaard siden hen har fået uhyre meget spillerum, så er hovedårsagen, at venstrefløjen er så skidebange for at tage fat i de nationale spørgsmål. Vi drives rundt i manegen, af skræk for at blive slået i hartkorn med damen. Hvorfor overlader vi til Pia Kjærsgaard at definere de nationale værdier?
Hvorfor går vi ikke selv offensivt ud og siger: Ja, vi kæmper for national selvbestemmelse. Vi kæmper for at forsvare det solidariske velfærdssystem, som den danske arbejderklasse har opbygget og sikret gennem årtier? Der ligger hunden begravet! De revolutionære og antiimperialistiske kræfter skal stille sig klart og tydeligt i spidsen for den nationale kamp. Så skulle Pia K. nok få armene ned.
Og derfor er jeg faktisk også fuldstændig enig med dig i, at den antikapitalistiske EU-modstand bør markere sig stærkere og klarere. Ikke i modsætning til den brede nationale modstand, men som en del af denne. Det bør vi kunne samles om i det kommende år.

Du spørger, hvorfor spænder den ene kampform ben for den anden, netop i København? Fordi Danmark bliver et af de få lande i EU, der får en folkeafstemning om unionsforfatningen i 2004. Desværre lykkes det næppe at tilkæmpe sig folkeafstemning i Tyskland, Italien eller andre lande. Derfor har vi en anden politisk situation, at gebærde os i, end de italienske og tyske antiimperialister har. Vi bliver nødt til at tænke et par år frem i tid, og handle derefter. Klogt, taktisk. Det kan man ikke forlange, at folk fra andre lande skal have indsigt i. Men for os danske antiimperialister er det en forbandet pligt.
Med hensyn til splittelsen i de antiimperialistiske kræfter: Jeg regner såvel os selv, kommunisterne, som Globale Rødder for at være progressive og antiimperialistiske kræfter. Vi har været uenige i, hvad der var rigtigt og forkert i København. Så er det vel lige ud af landevejen, at der er en splittelse.
Men jeg skal afslutningsvis slå fast, at jeg regner med, at vi står side om side, når vi til i 2003 skal i gang med kampagnen for et nej til unionsforfatningen.