Terroren er et resultat af det stadium af barbari, som imperialismens forrådnelsesfase er ved at føre verden ind i. Det gælder både terroren ´fra neden´, og den officielle statsterrorisme.

af Sven Tarp
Sidste uges terrorangreb i Kenya har atter sat fokus på spørgsmålet om den internationale terrorisme og kampen imod den.
Et israelsk hotel ved en populær badestrand nord for Mombasa blev ødelagt af en selvmordsbombe. 16 blev dræbt, heriblandt 11 kenyanske arbejdere og kunstnere, tre israelske turister samt de formodede attentatmænd. Næsten samtidig blev et israelsk passagerfly med 261 turister, der lettede fra lufthavnen i Mombasa, beskudt af to missiler, som dog forfejlede deres mål.
Det er anden gang, at Kenya er blevet offer for kampen mellem terrorister på den ene side og USA og dets allierede på den anden side. I 1998 blev den amerikanske ambassade i Nairobi sprængt i luften ved et andet terrorangreb. Ved den lejlighed omkom 213 kenyanere og 12 amerikanere.

Hvad ligger der bag...
Det nyeste attentat kommer efter en række lignende angreb på 'bløde mål'. I april i år blev 21 mennesker, heriblandt 14 tyske turister, dræbt af en lastbilbombe i Tunesien. I oktober blev over hundrede gidsler dræbt i et teater i Moskva - de fleste, da de russiske sikkerhedsstyrker under en aktion for at befri dem fra deres tjetjenske gidseltagere brugte 'uskadeligt' giftgas. Samme måned blev over 200 mennesker - heriblandt mange turister - dræbt og mere end 300 såret ved et attentat mod en bar på Bali.
Det er svært at sætte sig ind i den syge tankegang, som ligger bag sådanne terrorhandlinger. De rammer ikke først og fremmest Vesten, det vil sige USA og dets allierede.
I Kenya var de fleste ofre civile kenyanere, heriblandt flere muslimer. De materielle tab for de israelske hotelejere er til at overse, om end det israelske luftfartsselskab må se frem til lavere passagertal i den kommende tid. Derimod kan det betyde et alvorligt slag mod Kenyas i forvejen svage økonomi, hvor turismen udgør 19 procent af bruttonationalproduktet.
På Bali ligger turistindustrien allerede i ruiner, og tusinder er blevet arbejdsløse og banket ned i forarmelse.
En mulig årsag til, at netop disse mål er blevet udvalgt, kunne være ideologisk, nemlig at terroristerne principielt ønsker at holde vestlændinge borte fra muslimske samfund. At de betragter dem som en slags smittekilder og bærere af dekadent vestlig kultur.
I Kenya har det i hvert fald givet bagslag. Man så jublende muslimer uden for enkelte moskeer. Men hovedparten af det store muslimske trossamfund i Kenya har taget klart afstand fra terrorhandlingerne, som også ramte medlemmer af deres egen trosretning.

15 måneders 'krig mod terrorisme'
Det er nu næsten 15 måneder siden, at verden oplevede de forfærdelige angreb mod World Trade Center i New York. Men det er ligeledes næsten 15 måneder siden, at præsident Bush proklamerede sin 'krig mod terrorismen'.
Hvis man skal dømme denne 'krig' på dens resultater, har den været en fiasko. Bomberne sprænger stadig rundt omkring, og uskyldige mennesker mister livet som aldrig før.
Angrebet mod Afghanistan, der startede for et år siden, var ildprøven for Bush's kampagne. Målet var angiveligt det middelalderlige Taliban-regime, der gav husly til bin Laden og hans al-Qaeda netværk.
Men talibanernes øverste leder, sheik Omar, er stadig i live og aktiv i kampen mod USA og dets allierede. Og det samme er bin Laden, hvis man skal tro vedholdende rygter. Al-Qaeda arbejder stadig på alle kontinenter.
Derimod har tusinder af civile afghanere mistet livet. Landet og dets økonomi er smadret. Den lovede hjælp til økonomisk genopbygning er udeblevet. Situationen er ustabil. Der er stadig borgerkrig i dele af landet. Og som kronen på værket er Afghanistan igen blevet verdens førende opium-producerende land.

Afrika som terrormål
Et synligt resultat har Bush's 'krig mod terrorismen' dog haft, nemlig at terroren er søgt til den tredje verden.
De sikkerhedsforanstaltninger, som er taget i USA og andre udviklede lande, har gjort det sværere for terroristerne at operere i disse lande. Selv om nye angreb givetvis er i støbeskeen, kræver planlægningen mere arbejde og dermed længere tid.
Ønsker man knaldeffekter hen ad vejen, er intet nemmere end at kaste sig over lande i den tredje verden, hvor kontrollen er svagere. Og hoteller og barer gør bestemt ikke tingene sværere.
'Et hotel er per definition åbent for offentligheden, det et let at komme ind i', udtalte Alex Standish fra analyseinstituttet Jane's Intelligence Digest i sidste uge. Det er 'bløde mål', som kun kræver 'lavteknologisk udstyr og giver enorm mediedækning'.
I Afrika er vreden stor over, at man nu skal være ofre i en krig, som man ikke er part i. Man er vrede på terroristerne, men også på Vesten. Man føler sig såret over, at de vestlige medier hovedsagelig har beskæftiget sig med de israelske tab, ikke med de kenyanske ofre, som var hovedparten.
Det bringer minder frem om attentatet i Nairobi i 1998. Dengang blev et højt specialiseret amerikansk lægehold fløjet ind for at behandle sårede amerikanere. Sårede kenyanere - flertallet - måtte derimod stille sig i kø ved de dårligt udrustede lokale hospitaler.

Reaktionen vejrer morgenluft
Efter angrebet på World Trade Center 11. september sidste år var der kræfter, tilmed på venstrefløjen, som udtalte, at sådanne attentater kunne retfærdiggøres, fordi de repræsenterede de undertryktes kamp imod imperialismen. Sådanne holdninger er forhåbentlig forstummet nu.
De virkelige ofre for terroren er som hovedregel uskyldige civile, retssikkerheden og de demokratiske rettigheder i almindelighed. De høje herrer, der er skyld i verdens genvordigheder, går som regel fri. Og omvendt bruger de anledningen til at styrke deres egne positioner.
Straks efter sidste uges angreb mod et turisthotel, fløj flere hundrede svært bevæbnede israelske soldater og efterretningseksperter til Kenya for at efterforske attentaterne og finde bagmændene. Man tiltroede ikke det korrupte kenyanske politi evnen til at udføre denne opgave på egen hånd.
Dermed er Israel rykket ud af sin traditionelle sfære og ned i kontinent med en stor og voksende muslimsk befolkning, hvor fundamentalismen vinder frem i disse år som følge af de håbløse sociale forhold. Det vil kun yderligere skærpe konfrontationerne.
Hvorvidt det også vil skabe problemer for den alliance med arabiske lande, som USA arbejder for i sine forberedelser af krigen mod Irak, er det endnu for tidligt at sige noget endegyldigt om. Men USA har i hvert fald ikke protesteret over denne strategiske nyorientering. Og israelske kilder hævder selv, at det sker med amerikansk billigelse: 'Vores hænder er ikke bundet, og der vil ikke blive nogen problemer med amerikanerne. De vil værdsætte, at vi samarbejder mere og mere med dem', har Sharons rådgiver Zalman Shoval udtalt.
USA har selv smedet, mens jernet er varmt. Kenyas præsident Daniel Arap Moi er ilet til Washington for at koordinere terrorbekæmpelse med præsident Bush. Og han får følgeskab af Etiopiens premierminister Meles Zenawi, hvis land indtager en vigtig plads i USA's strategi i Afrika.
Men også uden for Afrika har attentaterne i Kenya fået de mest rabiate kræfter til at vejre morgenluft. Den australske sherif-premierminister, John Howard, der ser sig selv som en lokal Bush, har således udtalt, at han ikke vil tøve med på egen hånd at sende tropper til lande, hvor han får kendskab til terroristiske celler. Selv om han senere har trukket i land, er budskabet afleveret.
De omkringliggende lande har naturligvis protesteret over denne manglende respekt for deres nationale suverænitet. Malaysias regering har direkte meddelt, at den vil betragte det som en krigserklæring, hvis noget sådan skulle ske. Spændingerne i området vokser.

Cover-up
Det er efterhånden en almindelig kendt sandhed (som stadig forties af de vestlige massemedier), at USA udnytter terrorismen til at forfølge egne lyssky mål.
Kort efter 11. september, som blev brugt til at retfærdiggøre overfaldet på Afghanistan, kom det frem, at dette angreb havde været forberedt længe i forvejen. Det virkelige mål var ikke 'krig mod terrorismen', men at oprette baser i Afghanistan og andre centralasiatiske republikker, hvorfra USA kunne lægge et geostrategisk pres mod Kina, Rusland og Indien og sikre sig kontrol med nogle af verdens største olie- og gasforekomster.
Dette er som bekendt sket - og til overmål. USA har inden for det seneste år sikret sig baser ikke alene i de nævnte lande, men også i Kaukasus, på Filippinerne og andre steder. Og de er nu kørt i stilling til en krig mod Irak, hvis rige oliekilder skal privatiseres med militære midler. I den forstand kunne 11. september ikke være kommet mere belejligt.
Det hele bliver da også mere og mere mystisk. Det er for længst kommet frem, at både FBI og CIA havde viden om, at et større terrorangreb var under opsejling, men intet foretog sig for at forhindre det. Det har givet anledning til utallige spekulationer, rygter og mistanker om, at den amerikanske regering på forhånd havde kendskab til attentatplanerne.
Nu har regeringen foretaget en undvigemanøvre for at komme rygterne til livs. Den har nedsat en særlig undersøgelses-kommission, der skal komme kritikerne i møde. Og som formand for denne kommission er udnævnt ingen ringere end den tidligere udenrigsminister, Henry Kissinger.
Kissinger er ikke hvem som helst. Han var udenrigsminister under Nixon, var med til at beslutte terrorbombningen af Nordvietnam i begyndelsen af 1970'erne og var direkte involveret i Operation Condor, som i 1970'erne stod bag forsvindinger og mord på venstreorienterede i Latinamerika. Han er i en nylig bog blevet beskyldt for at være krigsforbryder.
Mark Weisbrot, direktør for Centret for Økonomiske og Politiske Studier, har sagt, at man ikke kan stole på Kissinger, og tilføjede: 'Kissinger havde en katastrofal rolle i Chile i 1973, løj gentagne gange om Vietnam, er blevet indkaldt til afhøring i flere lande og anklages for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden.'
New York Times skrev i sidste uge, at det er 'usandsynligt, at Kissinger med beslutsomhed vil aflægge rapport om, hvad regeringen, indbefattet Bush, foretog sig'.
Man kan nemt forestille sig, at der er indgået en politisk deal, hvor Kissinger er blevet lovet opbakning og eventuel immunitet af regeringen til gengæld for endnu engang at lyve. Alt tyder i hvert fald på, at der er noget rigtigt skident linned, som for alt i verden skal skjules.

USA - verdens største terrorist
Mediernes nuværende behandling og dækning af den 'internationale terrorisme' har den fordel eller bagdel - alt efter hvordan man ser på det - at den fjerner fokus fra det største terrorproblem i verden, nemlig statsterrorismen.
USA gøres til offer og præsenteres som en ihærdig forkæmper for friheden imod terrorismen, mens det i virkeligheden selv er den største terrorist, verden endnu har kendt.
Alene inden for det seneste år har USA dræbte flere afghanske civile end terrorangrebene gjorde den 11. september. Det har - sammen med Storbritannien - næsten dagligt bombet Irak med det resultat, at fabrikker, huse og infrastruktur er blevet ødelagt og hundreder af irakere dræbt. Det har givet omfattende støtte og træning til Colombias hær og politi, som senest har gennemført en barbarisk massakre mod beboerne i et af Medellins store fattigkvarterer.
Mens det angriber Irak for angiveligt at besidde biologiske masseudryddelsesvåben, har det ifølge amerikanske aviser selv produceret og lagret sådanne våben. Senest har det saboteret den internationale konference mod biologiske våben, fordi det ikke accepterer inspektion på eget område.
USA har støttet og udrustet Israel og Pakistan, som begge besidder atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben, som begge gennemfører terrorangreb mod deres nabofolk (Palæstina og Indien), og som begge har overhørt et utal af FN-resolutioner.
Der er indført en ny politisk-militær strategi, 'USA's Nationale Sikkerhedsstrategi'. Denne strategi åbner op for førstegangs brug af atomvåben. Den indfører begrebet 'forebyggende angreb' mod stater, der angiveligt er en trussel mod USA. Den giver USA ret til at forfølge, straffe og udrydde nationer og folk, som betragtes som 'civilisationens fjender'. Den tilsidesætter international lov, aftaler og forpligtelser, som begrænser USA's evne til at handle effektivt. Den sætter sig det mål at styrke og fastholde USA's militær som verdens stærkeste gennem hele det 21. århundrede og så videre.
USA har taget afgørende skridt til at ophæve det gamle borgerlige princip om magtens tredeling (lovgivende, udøvende og dømmende). Det ophæver sig selv til international lovgiver, anklager, dommer og bøddel. Det kom senest til udtryk ved missilangrebet mod en bil i Yemen, hvor fire mennesker, der var mistænkt for terrorisme, blev henrettet med koldt blod. Og nye henrettelser af samme skuffe er angiveligt under forberedelse.

Demokratiet begrænses
USA har taget afgørende skridt til at begrænse de demokratiske rettigheder for såvel emigranter som landets egne indbyggere. Det har holdt tilfangetagne talibanske soldater på en militærbase uden nogen som helst form for retssikkerhed eller menneskerettigheder.
Senest har det oprettet et nyt 'Ministerium for National Sikkerhed', den største administrative omorganisering i de sidste 50 år. Dette superministerium indbefatter 22 eksisterende agenturer og 170.000 ansatte og skal under parolen om 'kamp mod terrorismen' spionere mod emigranter, besøgende og amerikanske borgere i almindelighed. Intet under, at det har fået ublide ord med fra borgerrettigheds-forkæmpere.
Under det nye superministerium er der oprettet en særlig spionageafdeling, 'The Total Information Awareness', der skal snage i alt, hvad 'frie' amerikanere foretager sig og skriver til hinanden. Som leder af denne afdeling er udnævnt ingen anden end den pensionerede, piperygende viceadmiral, John Poindexter, der var national sikkerhedsrådgiver under Reagan og kendt for sin rolle i den kriminelle Iran-Contra skandale.
Og for at det ikke skal være løgn, tog den amerikanske regering i sidste uge tilmed skridt til miljøterror, da den ophævede de eksisterende grænser for luftforurening i nye virksomheder. Det fik New York Times kendte kronikør, Paul Krugman, til at skrive en bidende kritisk artikel med titlen: 'Bush indleder en ny æra af miljømæssig ødelæggelse.'
Lenin betegnede imperialismen som reaktion over hele linjen. De ord er ikke blevet mindre aktuelle i dag.

Ondets rod
Terroren er et resultat af det stadium af barbari, som imperialismens forrådnelsesfase er ved at føre verden ind i. Det gælder både det, der misvisende kaldes den internationale terrorisme, det vil sige terroren 'fra neden', og den officielle statsterrorisme. Begge former for terror er lige ækle.
Undertrykkelse, ydmygelse, udplyndring, forarmelse, håbløshed og desperation er den frodige grobund, som fører til umenneskelige og barbariske terrorhandlinger uden noget fornuftigt perspektiv og uden udsigt til en bedre verden.
Profitbegær, frygt for at miste privilegier, herskesyge, fanatisme og et desperat forsøg på løse den afgrundsdybe krise, som det kapitalistiske og imperialistiske system befinder sig i, er det, der kaster stater som USA og Israel ud i statsterrorismens hængedynd. Det eneste perspektiv er en endeløs skrue af fanatisme og vold, kort sagt barbari.
Konflikten mellem den israelske stat og det palæstinensiske folk er i lilleputformat et billede af den internationale kamp mellem terror og statsterror. Det drejer sig om en voldsspiral, hvor israelsk statsterror fører til palæstinensiske selvmordsattentater, som atter forstærker den israelske aggression. Det samme forhold kan registreres mellem USA og dets fjender på internationalt plan.
Det drejer sig ganske bestemt om en ond cirkel. Men som Lenin sagde, er der altid en udvej, nemlig at kappe cirklen. Men det er ikke ligegyldigt, hvor den kappes.
Det er ikke nok at slå ned på terrorismen 'fra neden'. Hvis man ikke samtidig ændrer de forhold, som frembringer den, vil den til stadighed vokse frem igen, spontant, dagligt.

Socialisme er løsningen
Man må med andre ord ændre hele det imperialistiske verdenssystem, der ligger til grund for de nuværende ulykker.
Man kan selvfølgelig bilde sig ind, at man kan 'vende tilbage' til en mere human form for kapitalisme, en kapitalisme med et 'menneskeligt ansigt'. At den nuværende barbariske fase intet har med kapitalismen som sådan og dens afgrundsdybe krise og modsætninger at gøre, men blot skyldes en 'afvigelse' fra den 'normale' tilstand.
Det kan man gøre. Og det er der mange, der gør på nuværende tidspunkt. Som kommunister er vi selvfølgelig indstillet på at arbejde sammen med folk, der har disse synspunkter, i den fælles kamp mod imperialismens uhyrligheder.
Men vi gør samtidig klart, at den eneste varige løsning er en radikal løsning, som afskaffer kapitalismen og indfører socialistiske produktionsforhold, der bygger på et humant og solidarisk menneskesyn.
I kampen for denne ide mobiliserer vi fremfor alt fra neden, hvormed vi også politisk og ideologisk forsøger at tage brodden ud af alle forsøg på at lede kampen i en perspektivløs, terroristisk retning.
Kampen for socialismen er en kamp for at bryde den onde cirkel og forhindre barbariet.