Topsøe-Jensen placerer - korrekt - en god del af skylden hos EU-kommissionen og tilføjer, at Kommissionen får hvisket disse elendige ideer i øret af de ekstremt magtfulde sufflører, lobby´erne.
af Enid Riemenschneider, 66 år, socialrådgiver, efterlønner, medlem af KPID's landsledelse, medlem af Folkebevægelsen mod EU.
I begyndelsen af denne måned bragte Arbejderen et debatindlæg af Jens Topsøe-Jensen (T-J) med en kritik af den for vores velfærd ødelæggende, men også selv på kort sigt tåbelige politik, der føres i EU-landene.
Han placerer - korrekt - en god del af skylden hos EU-kommissionen og tilføjer, at Kommissionen får hvisket disse elendige ideer i øret af de ekstremt magtfulde sufflører, lobby'erne.
Ja, lobby'erne. De tælles i tusindvis i Bruxelles - ikke personer, men kontorer. Visse af dem er virkelig ekstremt magtfulde.
Vi kan godt tillade os at kalde dem noget mere end sufflører: De sætter dagsordener, og de sikrer de beslutninger, de ønsker. Den største af dem, som T-J netop nævner, European Round Table (ERT), kalder det britiske tidsskrift The New Internationalist (NI) i juli 2002 for 'EU-politikkens formgiver'. Og videre:
Diskret Klub
'Denne meget diskret arbejdende klub - bestående af omkring 47 bestyrelsesformænd og administrerende direktører for Europas største transnationale selskaber - har igennem to årtier været en af de politiske hovedkræfter på den europæiske scene.
Et af dens medlemmer, baron Daniel Janssen, beskriver selv ERT's indflydelse som 'en dobbelt revolution', der 'på en gang reducerer statens og den offentlige sektors magt igennem privatiseringer og de-reguleringer' og 'overfører mange af nationalstatens beføjelser til en mere moderne og internationalt minded struktur på europæisk plan'.
En begunstiget adgang både til regeringerne og til EU-Kommissionen har været nøglen til ERT's nærmest dramatiske succes med hensyn til udformningen af EU's politiske dagsorden.
ERT høstede sine mest bemærkelsesværdige resultater i slutningen af 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne, da dens ønsker med hensyn til et indre marked og en trans-europæisk infrastruktur for transportnettet blev opfyldt.
Store fingeraftryk
Lobbyens fingeraftryk på Maastricht-traktaten, der lagde grunden til den Europæiske Monetære Union (ØMU'en), er også umiskendelige.
At den stadig er aktiv, ses af EU's handlingsplan 'Lissabon' fra marts 2000, der inkluderer yderligere privatisering af energi, transport, telekommunikation og postservice, foruden nyliberale reformer af arbejdsmarkedet og pensionssystemerne.
Det diskrete, personlige brev, som ERT sendte til hver af statslederne forud for EU-regeringskonferencen i 1997, hvor østudvidelsen var på dagsordenen, er offentliggjort på dansk (DKP/ML's Tekster i Tiden). Brevet er underskrevet af ERT's daværende formand og bestyrelsesformand for Nestlé-koncernen.
Nestlé indgår i øvrigt også i den allerstørste internationale lobby, International Chamber of Commerce.
Denne lobby har formået at sabotere både Rio-konferencen og Kyoto-protokollen, og mon ikke den også var med i Johannesburg, hvor EU gjorde en rigtig dårlig figur.
Og nu kan vi så herhjemme harmes over, at EU nok en gang med et elendigt miljødirektiv har forhindret beskyttelsen af mennesket og den øvrige natur mod skadelige og farlige stoffer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278