27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pia-spray

Pia-spray

Tirsdag, 19. november, 2002, 00:00:00

Med en spray formet som en læbestift løser vi volden her i verden - medierne hopper på den, mens de fleste politikere tankeløst løber efter

af Susanne Arends, Lønstrup
Man må næsten beundre Pia Kjærsgaards evne til at ramme mediernes reflekser, så de helt uden videre eftertanke kolporterer alle fruens numre - samt de øvrige politikeres stafetløb for at lade som om, Pia's budskaber er som talt ud af deres munde.
Forestillingen i medierne forleden, hvor Pia Kjærsgaard fremviste sin læbestift som erstatning for det smarte redskab, der problemfrit kunne hjælpe kvinder gennem byen. Læbestiften blev brugt i mangel af den peberspray, hun ulovligt havde importeret fra udlandet, men som hun angivelig havde afleveret hos politiet efter at have truet en kvinde, der ikke talte pænt til hende. Successen var sikker. De danske medier var ved at vælte over hinanden for at komme først med denne exceptionelle nyhed, og politikerne ligeså for at vise, hvor 'nytænkende' de alle er.
Ingen af dem gad sætte sig det mindste ind i emnet, der ellers er meget omfattende beskrevet på internettet. Peberspray, der består af knust cayenne blandet med forstøver (der kan sammenlignes med malingsfjerner), har ganske rigtigt været brugt i nogle år i mange af 'de lande, vi plejer at sammenligne os med'. Dog i de fleste tilfælde ikke som en lille fiks taskemodel for ældre damer, men som et våben i visse politistyrker og sikkerhedstjenester.
Den smarte spray har officielt dræbt op mod 70 mennesker i USA og mange i Europa, Latinamerika og andre lande, hvor de har været brugt mod lovlige demonstrationer, ved arrestationer og såmænd også i amerikanske skoler til at stoppe slagsmål mellem 12-årige.
Dødsfaldene er sket, selvom sprayen er brugt af politi, der har fået undervisning i brugen, fordi den kan være dræbende for mennesker med astma eller hjerteproblemer eller såmænd bare mennesker, der sidder eller ligger forkert.
Det anerkendte tidsskrift, The Lancet, kalder produktet 'en kemisk politistav', og beskriver - ud over dødsfald - blandt andet også en politibetjent, der under øvelse med sprayen ødelagde sine øjne ved forbrændinger, samt andre betjente, der har udviklet 'tørre øjne' efter undervisning i brug af midlet. Lancet refererer også alvorlige, kroniske skader på hud og anbefaler øjeblikkeligt brusebad i mindst 15 minutter umiddelbart efter kontakt.
I Holland er pebersprayen stadig på prøve i politistyrken - og i USA har flere lokale domstole sat bremse for politiets brug af samme. Dansk politi advarede om, at salget ikke nødvendigvis ville begrænses til gamle koner med mimrekort, men blive brugt som våben af netop de grupper, som Dansk Folkeparti ellers forsøger at ramme med alle midler - for eksempel Hells Angels.
Det er dog ikke blot pebersprayen, der bør give anledning til foruroligelse, men også den fjerde statsmagt - mediernes - rygmarvsadfærd, de øvrige politikeres refleksagtige medløben - samt ikke mindst Dansk Folkepartis løsning på voldelige situationer, der udmærket beskrives af den læbestiftformede peberspray: Vi forhandler ikke med dem, der ikke kan lide os. Vi truer med forhåndenværende våben i stedet!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp