Der er meget delte meninger på den danske venstrefløj, når det gælder synet på Sovjet

af Mikael Hertoft
Oktoberrevolutionen har 85 års fødselsdag.
Tillykke på dagen, gamle jas.
Erfaringerne fra Rusland måtte man som venstreorienteret i det tyvende århundrede forholde sig til, fra Oktoberrevolutionen til Sovjetunionens opløsning.
Opløsningen af Sovjetunionen var i hvert fald formelt en opgivelse af at gennemføre socialismen i et land, der var en verdensdel for sig selv. Der var stor uenighed på venstrefløjen om hvordan man skulle definere Sovjetunionen, der var stridende partier og meget forskellige definitioner. Man kan ligefrem opstille et skema over hvem der mente hvad:
Danmarks Kommunistiske Parti:
Den virkeliggjorte socialisme, proletariatets diktatur.
Socialistisk Arbejder Parti (4. Internationale):
Degenereret arbejderstat, overgangssamfund.
Kommunistisk Arbejder Parti (maoister):
Socialimperialisme.
Internationale Socialister (SWP-tradition):
Statskapitalisme.
VS:
Ingen klar stilling, men en livlig diskussion.
DKP/ML:
Partiet fulgte så vidt jeg er orienteret den albanske regerings synspunkter, så længe denne var kommunistisk.
Det vil sige man så i princippet Stalintiden som en god tid, med reelt proletarisk diktatur og socialistisk opbygning.
Derefter fulgte man den kinesiske opfattelse af socialimperialisme, så længe Albanien var allieret med Kina.
Da Albanien brød med Kina holdt man måske ikke op med at betragte Sovjet som socialimperialistisk, men betragtede derimod både Kina og Jugoslavien (som altid har haft stor realpolitisk betydning for Albanien) som en slags socialimperialister.
I de senere år har partiet nok mest været præget af en vrede, fælles for de fleste venstreorienterede over de socialistiske strukturer der er blevet ødelagt i Østeuropa og det postsovjetiske rum. Det vil sige i praksis er der en tilnærmelse til KPID - den hårde ikke revisionistiske fløj af det gamle DKP.
Her i det hæderkronede Dagbladet Arbejderen må jeg selvfølgelig tilføje, at beskrivelsen næppe giver fuld retfærdighed til alle nuancer.

Forholdet til Sovjet definerede uenigheder og splittelser på venstrefløjen. I hele den sidste halvdel af det 20 århundrede var der bitre diskussioner om Sovjetunionen, og megen kritik.
Socialistisk Folkeparti blev dannet, da en meget stor del af DKP's medlemmer og næsten al folkelig opbakning forlod partiet efter den sovjetiske invasion i Ungarn i 1956. Den danske venstrefløj er fra 1956 og frem i sit store flertal anti-stalinistisk. Kommunister forblev især de som under nazismen havde ydet en heroisk modstand og reddet det danske folks ære og værdighed, da ingen andre gjorde det. Mange af disse var blinde over for Sovjetunionens fejltagelser og så kun sejrherren over fascismen og broderfolkene i øst.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys har alle venstrefløjens forklaringsmodeller nogle elementer af sandhed. Samtidig er de hver for sig og tilsammen utilfredsstillende som forklaringsmodeller. 'Den virkeliggjorte socialisme' var det ikke. Sovjetunionen var for stalinistisk. Der var megen blodig vold og en ineffektiv kommandoøkonomi, fjernt fra folkeligt selvstyre.
Økonomien forårsagede det tyvende århundredes største miljøkatastrofer (Tjernobyl, Aralsøen, industriforurening). Der var ikke desto mindre et element af sandhed, når DKP forsvarede en række gode ting i Sovjetsamfundet, som delvist er gået tabt efter Sovjetunionens opløsning: Dette var for eksempel lave priser på brød, offentlig transport, bøger, aviser og huslejen når man havde fået noget at bo i. De sovjetiske jernbaner og metroer står også som monumenter over socialismen.

Om 'proletariatets diktatur' kan man sige, at vist var det diktatur der betjente sig af overordentlig grove midler. Arbejderklassens og andres mulighed for at øve indflydelse på samfundet var meget begrænsede og folket havde bestemt ikke magten i Sovjetunionen.
I Kommunistavisen Land og Folks sidste udgivelsesår førte partiet for øvrigt en intens kritisk debat om Sovjetunionens. Da flertallet af DKP var med til at starte Enhedslisten, havde de kastet mange illusioner fra sig.
Der er meget sund dialektik i de trotskistiske definitioner: 'Degenereret arbejderstat' og 'overgangssamfund'. Ideen om den degenererede arbejderstat stammer faktisk ikke fra Trotskij, men fra Lenin omkring 1919. Lenin ser en revolution, hvor arbejderklassen har taget magten i en alliance med bønderne. Men samfundet er langt fra socialismen og viser en lang række degenererede træk.
Lenin ser disse træk som en tilbageståenhed i det russiske samfund, som man har arvet fra zartiden. Mere konkret ser han, at bolsjevikkerne i et meget stort omfang er nødt til at anvende embedsmænd, der er uddannet i zartiden. Der er yderligere et centralt element i Lenins analyse. Han indser, at den direkte proletariske magtudøvelse, han har forestillet sig i 1917-18, gennem sovjetterne, ikke fungerer i 1919.
Sovjetterne som demokratiske folkemagts-organer er simpelthen holdt op med at fungere under begivenhedernes pres og det er bolsjevikkerne der udøver den proletariske magt på folkets vegne, hvilket er et degenereret og uholdbart træk.

Bøndernes og arbejdernes alliance er truet af sulten, der fører til kamp om brødet. Trotskij udvikler senere en analyse om at en bureaukratisk klike under ledelse af Stalin har taget magten i arbejderstaten og snylter på den. Det gør det meget vanskeligt for arbejderstaten at trives og selve eksistensen er truet på grund af denne degeneration. Denne analyse opfanger det dialektiske i Sovjetunionens modsætninger.
Men modellen hænger ikke rigtigt sammen og er ikke er nem at forklare til nogen. Trotskij som historisk aktør har visse ligheder med Stalin i sin måde at udøve magten på. Det gør ikke hans analyse i 'Den forrådte Revolution' mindre interessant.
Socialistisk Folkepartis formand Gert Petersens var i sine analyser af socialistiske eksperimenter en pragmatisk, moderat trotskist og så de 'såkaldte' socialistiske samfund som eksperimenter der skulle støttes i at reformere sig til egentlig socialisme.
'Overgangssamfund' definerer et samfund, der efter revolutionen befinder sig i overgangen fra kapitalisme til socialisme og ikke helt befinder sig nogen af stederne. Den definition er i det mindste balanceret. Den har også den fordel, at den tillader at give en definition af det russiske samfund i dag. Rusland år 2002 kan nemlig også defineres som et overgangssamfund, der efter Sovjetunionens opløsning bevæger sig tilbage mod kapitalismen. Men selv om der er fordele ved definitionen 'overgangssamfund', så er den også vag.
Det polemiske maoistiske begreb socialimperialisme afspejlede broderstriden mellem Kina og Sovjetunionen efter bruddet i tresserne. Maoistiske partier og Kina selv anså Sovjet som værende værre end USA-imperialismen. Der var sandhed i definitionen, da Sovjetunionen i en vis forstand var et kolonirige med undertrykte folk, som ville kæmpe for at frigøre sig, akkurat som i Vesten.
Statskapitalisme er Internationale Socialisters definition og også en forklaringsmodel for en del gamle VS'ere: En slags kapitalisme drevet af staten. Moralsk opfattes statskapitalismen som hverken værre eller bedre end den øvrige kapitalisme. Det er en simpel opfattelse, velegnet for den nyradikaliserede, og heller ikke velunderbygget med fakta. Det kan man nu ikke i sig selv bebrejde IS-traditionen da engelske trotskister fra IS ikke kunne tage på studieture i Sovjetunionen efter krigen.

Hele Sovjetperioden havde kapitalistiske træk. Der var grov udbytning af arbejderne, herunder ikke mindst af de store fangebefolkninger, der var normen i Sovjetunionen. Man kan også betragte både zarstyret og det nuværende Rusland som statskapitalisme. I alle russiske samfundstyper er der meget stærke stater hvor kapitalisterne bliver junior-partnere.. Oligarkerne, det russiske ord for de nye stenrige kapitalister, bliver rige og stærke når de arbejder sammen med staten. Ellers ryger de i eksil.
Bjarne Nørretranders, professor i russisk på Københavns Universitet og i sin ungdom efter krigen en skarpsindig marxist, skrev i tresserne at: 'Det er ikke givet, at man kan beskrive sovjetsystemet afrundet og afbalanceret, fordi det ikke er givet at sovjetsystemet selv er afrundet og balanceret.'
Det gælder måske også Rusland i dag, hvor der nu den 24.-26. oktober blev skrevet endnu nogen sider i den russiske historiebog, og hvor Rusland vil blive præget dybt af disse begivenheder.
Sovjetunionens skabelse og vækst stå som milepæle i verdenshistorien. 'Det postsovjetiske rum' er en fagterm for de 15 tidligere Sovjetrepublikker... selv om de baltiske lande nok vil have sig frabedt at blive regne med i dette rum.
Vi der lever i tiden efter dette eksperiment kan være interesseret i både dets gode og dårlige sider. I det 21. århundrede trænger vi desperat på andre måder at organisere samfund på, end den der udspredes fra Disneyland og Texas.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens internationale udvalg.