General, din kampvogn er et mægtigt våben

Mit svar til generalen General, din kampvogn er et mægtigt våbenden kan smadre en skov, den kan dræbe hundrede menneskermen den har en fejlden har brug for en chaufførBertolt Brecht, 1938

Åbent brev af Yigal Bronner, israelsk militærnægter
Kære general, du skrev for nyligt til mig, at 'i lyset af den udvidede krigstilstand, vi befinder os i.. og i lyset af deraf nødvendige operationelle krav' er jeg indkaldt til 'operationel tjeneste i Horon-sektoren'.
Jeg skriver for at lade dig vide, at jeg ikke har i sinde at svare på din indkaldelse.
Op gennem 1980'erne rejste Ariel Sharon dusinvis af kolonier for bosættere i selve hjertet af de besatte områder. Det var en aktivitet der havde som sit endelige formål at undertrykke og bestjæle det palæstinensiske folk.
I dag kontrollerer de kolonier tæt ved halvdelen af området, de forhindrer de palæstinensiske byer og landsbyer i at vokse og indbyggerne i at bevæge sig.
I det nye århundrede er Sharon - nu som premierminister - ved at forberede afslutningen på sit projekt. Han har givet diktat til sin skriverkarl, forsvarsministeren, og derfra har diktatet bevæget sig ned gennem kommandovejen.

Stabschefen erklærede, at palæstinenserne er en kræft-lignende trussel, og beordrede 'kemoterapi' taget i brug mod dem. Chefen for centralkommandoen gav ordrer om udgangsforbud uden ophør.
Chefen for brigaden satte kampvogne på bakketoppene, og forbød de palæstinensiske ambulancer at køre de sårede væk. Lederen af bataljonen læste de nye regler for brug af våben op, 'ordren lyder - åben ild'.
Kampvognskommandøren observerede et antal personer, der på mistænkelig vis boede i deres huse, og beordrede sin kanonér til at affyre sin kanon.
Jeg er kanonéren. Jeg er det sidste lille tandhjul i den sofistikerede krigsmaskine.
Jeg er det sidste og mindste trin på kommandovejen. Jeg forventes blot at adlyde ordrer. At reducere mig selv til 'stimuli og respons'. At høre kommandoen om at åbne ild, og så trykke på aftrækkeren.
At brænde det ind i hver palæstinensers bevidsthed. At afslutte den storslåede plan. Og gøre det hele med en robots naturlige lethed, der ikke føler andet end tankens rysten, når granaten forlader kanonens løb og når sit mål.

Men som Brecht skrev videre:
General, Mennesket er ganske anvendeligt. Det kan flyve, og det kan dræbe. Det har blot en fejl. Det kan tænke.
Og derfor, min general, hvem du end er, chef for bataljonen, stabschef, minister, premierminister - til hver af jer - jeg er i stand til at tænke.
Måske er jeg ikke i stand til meget mere end det. Jeg må indrømme, at som soldat udviser jeg ikke særlige evner eller mod. Jeg er ikke en god skytte. Jeg er heller ikke den store sportsmand, og jeg kan ikke engang rigtigt få uniformen til at passe. Men tænke er noget, jeg kan.
Jeg kan se hvor du fører mig hen. Jeg kan forstå, at vi skal dræbe og smadre, såre og dø, og at det aldrig vil høre op. Jeg ved, at den 'udvidede krigstilstand, vi befinder os i' vil udvide sig mere og mere.
Jeg kan aflede, at de 'deraf nødvendige operationelle krav' vil kræve, at vi jager og sulter en hel nation. Noget ved de 'krav' er gået helt galt.
Derfor bliver jeg nødt til at afvise din indkaldelse til tjeneste. Jeg vil ikke komme og trykke på aftrækkeren på dine vegne.

Selvfølgelig nærer jeg ikke nogen illusioner. For dig er jeg et summende insekt, som du blot vil tvære ud før du marcherer videre. Du vil finde en anden kanonér, mere lydig og dygtigere end mig. Der er ikke just mangel på dem.
Din kampvogn vil skramle videre. Et enkelt insekt kan ikke stoppe en kampvogn, slet ikke en hel kolonne kampvogne, og overhovedet ikke hele tåbelighedens march. Men insektet kan summe, irritere, gøre dig arrig, engang imellem endda - stikke.
I sidste ende vil flere og flere kanonérer, flere og flere chauffører og kommandører, som vil blive vidne til flere og flere formålsløse mord også begynde at tænke og summe.
Der er allerede mange hundrede af os. Til sidst vil vores summen stige til et øredøvende råb, der vil give genlyd i dine ører og i dine børns ører og i den fremtidige historie for mange generationer.
Så general, før du fejer mig væk burde måske du også tænke dig lidt om.

Yigal Bronner underviser på universitetet i Tel Aviv, og er aktiv i fredsbevægelsen Ta'ayush, der yder humanitær hjælp til palæstinenserne. Hans åbne brev er formidlet af de israelske militærnægtere i Yesh Gvul.