Næppe er det ene forlig indgået i nattens mulm og mørke, før andre repræsentanter for Socialdemokratiet iler til det næste ministerium - med Dansk Folkeparti i hælene eller lige foran.

af Pernille Rosenkrantz-Theil, folketingsmedlem for Enhedslisten
På Christiansborg og i de forskellige ministerier i området foregår der for tiden en farceagtig konkurrence. Med en ihærdighed, som var en bedre sag værdig, forsøger Socialdemokratiet at kæmpe sig op på siden af Dansk Folkeparti og indtage rollen som VK-regeringens vigtigste forligspartner.
Næppe er det ene forlig indgået i nattens mulm og mørke, før andre repræsentanter for Socialdemokratiet iler til det næste ministerium - med Dansk Folkeparti i hælene eller lige foran.
Efterhånden fremstår Socialdemokratiet mere som regeringens støtteparti end som opposition. Og konsekvenserne er ikke opmuntrende for de borgere, som bliver berørt af forligene.

Hos undervisningsministeren var Socialdemokratiet med til at undergrave de universitetsansattes og de studerendes demokratiske indflydelse på deres arbejdsplads - for i stedet at forære magten på de højere læreanstalter til erhvervslivet.
Hos boligministeren accepterede Socialdemokratiet at stjæle de penge, lejerne i de almennyttige boligselskaber har sparet op i Landsbyggefonden, og bruge dem til nybyggeri, selv om de var tænkt til renovering og andre forbedringer i de almene boligafdelinger. Samtidig får private boligudlejere foræret endnu flere tilskud eller fradrag - uden garanti for, at det giver mere boligbyggeri.
Hos beskæftigelsesministeren fandt regeringen, Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sammen om at tage penge fra en stor gruppe bistandsklienter. Med denne forligsunderskrift accepterede Socialdemokratiet også den liberalistiske ideologi om, at arbejdsløshed skyldes, at de arbejdsløse ikke er motiverede nok til at tage arbejde.
Som et sidste eksempel vil jeg nævne, at Socialdemokratiet hos socialministeren forlængede satspuljeforliget med blandt andet regeringspartierne og lod pensionister og bistandsklienter betale for - i øvrigt meget nyttige - forbedringer af arbejdsmiljøet.

Socialdemokratiet vil ind på banen, ikke stå på sidelinjen; partiet vil have politisk indflydelse, og det er lykkedes at gøre forligene mindre slemme, end regeringen oprindelig havde lagt op til. Sådan lyder de traditionelle socialdemokratiske forklaringer på de elendige forlig - selv om de udmærket ved, at regeringen fra starten har budgetteret med planlagte indrømmelser til Socialdemokratiet.
Egentlig kunne man nøjes med at ryste på hovedet over, at den socialdemokratiske ledelse - trods al fornyelsessnakken - aldrig bliver klogere. Men desværre er det ikke kun Socialdemokratiet, som betaler prisen.
For en af konsekvenserne af forligsmageriet er, at mange mennesker får forringet deres leveforhold og indsnævret deres demokratiske indflydelse. En anden konsekvens er, at Socialdemokratiet puster vind i sejlene på regeringspartiernes liberalistiske ideologi. Endelig hjælper 'forligsdemokraterne' med at holde regeringen i live.
Alt sammen understreger det endnu engang, at hvis vi nogensinde skal slippe af med VK-regeringen, er det for det første nødvendigt, at de socialdemokratiske vælgere, partimedlemmer og fagforeningsmedlemmer lægger pres på toppen for at få den til at ændre kurs. Og for det andet må vi arbejde frem mod en stærkere venstrefløj i og uden for Folketinget.