25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arriva vandt - danskerne tabte...

Arriva vandt - danskerne tabte...

Tirsdag, 22. oktober, 2002, 00:00:00

Da det i januar blev bekendt, at Arriva havde vundet togudbudet i Vestjylland, udbrød en engelsk togpassager: ´Hvad har danskerne gjort os?´

af Bjarne Nielsen, Thy
DSB vandt på pris og kvalitet. DSB var billigst. DSB, kunder og skatteborgere blev til grin!
DSB's tilbud - som blev diskvalificeret - ville nemlig med sikkerhed være blevet flere hundrede millioner kroner billigere for skatteyderne end Arriva.
Enhedslisten har påvist, at med tillægskontrakter og tilskud til Arriva bliver regningen næsten nøjagtigt, som hvis DSB var fortsat med at køre som de gør i dag. Vi får bare ringere kvalitet for pengene.
Regningen stiger stadig. Ministeriet glemte lige at fortælle, at Borris Stations antikke armsignaler ikke var egnet til togkrydsning. Det vidste DSB godt. Men Arriva henholdt sig selvfølgelig til udbudsmateriale og kontrakt og valgte at lade sine tog mødes i Borris. Ekstraregningen på modernisering af Borris Station bliver på 17 millioner kroner.

Trafikministeren erkender, at besparelsen er skrumpet, men påstår hårdnakket, at DSB sparer overheadomkostninger. Enhedslisten spurgte så, hvor meget DSB's overhead er blevet mindre, end hvis DSB fortsat skulle køre. Ministeren kunne ikke svare, og kaldte spørgsmålet 'hypotetisk'!
Trafikministeren kunne fyre Arriva nu, hvis han ville. Det ville medføre en kæmpe besparelse på de offentlige udgifter at give trafikken tilbage til DSB.
Det har nemlig vist sig, at Arriva ikke er i stand til at gennemføre trafikken fra 5. januar. Arriva har simpelthen valgt at uddanne alt for få lokomotivførere, vel vidende at kun et begrænset antal DSB personale følte sig tiltrukket af en fremtid hos Arriva.
Kan Arriva ikke køre fra 5. januar, er det kontraktbrud.
Hjælpen til Arriva kommer fra trafikministerens DSB. De låner Arriva alle de lokomotivførere, de har brug for!
Arrivas endelige køreplan viser, at Arriva blæser højt og flot på, om der er forbindelse mellem togene i Struer. Det var en af de ting, de skulle tage hensyn til ifølge udbudsmaterialet, men hvem er mere ligeglad end ministeren?
De upopulære togbusser forsvinder på Thybanen. Men togene mangler! Der bliver langt mellem dem i Thy.
Når man endelig kommer frem til Struer, så er togene mod Esbjerg eller Viborg som regel lige kørt. Det bliver umuligt at møde klokken 9 i Thisted. Man kan stadig møde klokken 8, hvis man vil stå op i toget, fordi trafikministeriet ved tillægskontrakt har inddraget halvdelen af toget for at skaffe flere afgange fra Silkeborg.
De direkte tog Esbjerg - Tyskland var meget tæt på at blive en realitet hele året. Tyskerne gik varmt ind for det. Men desværre fik Arriva monopol på at bestemme prisen! Det blev mange gange dyrere per kilometer end i Danmark og tyskerne har nu opgivet at samarbejde med Arriva.

På den jyske vestkyst kører sidste tog tidligere og første tog senere fra 5. januar. Arriva kunne på den måde spare flere lokomotivførere, og trafikministeren var straks med på ideen, selvom man dermed underbød minimumsbetingelserne i kontrakten.
Tønders billetsalg nedlægges imod udbudsbetingelserne. Arriva har den frækhed at hævde, at et billetsalg 800 meter væk i en anden del af byen er en passende beliggenhed. Det er da helt i orden med trafikministeren. Når bare Arriva siger, det er en passende beliggenhed. Kunderne spørges ikke.
Selv en så vigtig forbindelse som Struer - Viborg - Århus bliver skåret hårdt. Det er slut med at møde klokken 8 i Århus. Arrivas tog er først i Århus efter klokken 8! Til gengæld har man nok afværget pladsmangel ved at lade det ankomme på et så ubekvemt tidspunkt, at mange pendlere vil søge anden befordring.
Som bekendt er enhver køreplan en hensigtserklæring. Køreplanerne er i sig selv en forringelse for Vestjylland. Det er mest trafikministeriets ansvar.
Det bliver spændende at se, om Arriva er i stand til at overholde dem bedre end Arriva har haft ry for hjemme i England.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp