Regeringen og LO samarbejder om at mistænkeliggøre de ledige
af Per Benny Paulsen, Esbjerg
Regeringens mistænkeliggørelse af de ledige følges op af LO´s forhandlere.
De borgerlige partier fremfører 'at de ledige har opgivet at få et job og har indstillet sig på tidlig tilbagetrækning eller en tilværelse på passiv forsørgelse... og at de ledige mangler kvalifikationer og erfaring....'
LO´s forhandlere påstår, 'at de ledige ikke gider at arbejde... at de ledige ikke gider stå op om morgenen.... og når så de ledige er kommet i et aktiveringsprojekt, udtrykker de ledige alligevel glæde for arbejdet...'
LO's useriøse argumentationsrække er ikke ligegyldig. Det tredje argument om 'at når så de ledige er kommet i et aktiveringsprojekt, udtrykker de ledige alligevel glæde for arbejdet', er jo sandt, fordi vi alle véd, at de ledige er glade for at få et arbejde. Men det tredje sande argument, benyttes til at give de to første løgne en sandhedsgyldighed.
Hvad fanden bilder LO sig ind, når man påstår 'at de ledige ikke gider at arbejde... og at de ledige ikke gider stå op om morgenen'?
Enhver ledig ved da, at man skal være aktivt arbejdssøgende, og at man skal kunne dokumentere, at man har søgt job. De ledige skal i dag være permanent til rådighed for arbejdsmarkedet - endog også selv om arbejdsgiveren ikke har indgået overenskomst med en anerkendt fagforening, og selvom arbejdsgiveren betaler en ussel løn. Det reelle problem er jo, at arbejdsgivere slet ikke har de kvalifikationer og erfaringer, som de ledige har, og som er nødvendige i en driftig virksomhed og i et demokratisk samfund. Og her følger LO toppen trop! Hvor dum er det tilladt at være?
Og når LO får stillet ubehagelige spørgsmål, snakker de udenom eller slår over i partipolitik. Men i dag slipper vi da heldigvis for de populistiske fodboldbilleder og fodboldforklaringer om arbejdsmarkedspolitikken, som vi tidligere fik buet ørene fulde af LO og deres spindoktorer.
Med arbejdsmarkedsreformen gennemfører regeringen sin ridefoged-politik med tilslutning fra Socialdemokratiet, der forsætter med at forringelse vores dagpengerettigheder og fagbevægelsens vilkår på arbejdsmarkedet. LO forsøger blot at fremstiller de negative forhold i forliget, som positivt i forhold til hvad regeringen i virkeligheden ville have planlagt at gennemføre. Og Socialdemokratiet undskylder sig med, at de ikke kan opnå mere med 52 mandater i Folketinget.
Men LO og Socialdemokratiet burde da vide, at de lediges krav, er ordinære job til overenskomstmæssig løn, med optjening af dagpengeret, og at der skal være sikkerhed mod løntrykkeri fra folk i jobtræning med videre. Men indtil nu tyder intet på, at regeringen og LO vil ændre kurs, og næste træk vil være forbud mod ekslusivbestemmelser og konfliktretten, hvor også LO og Socialdemokratiet medvirker til at koordinere alt det negative - og så fremfører LO truslen om tillægsforsikring, og andre borgerlige ubehageligheder, der skal smadre fagbevægelsen.
Med samordningen og harmoniseringen af reglerne for kontanthjælpsmodtagerne og de dagpengeberettigede, ser fremtiden ikke lys ud. Man kan vel forvente om føje år, at de dagpengeberettigede ikke kan få dagpenge, fordi de har 'formue'. Sådan kender kontanthjælpsmodtagerne jo hverdagen i dag.
Fremtiden må vise om regeringen også vil fratage de dagpengeberettigede al ejendom, indbo og formue - over en vis formuegrænse. Man kan også fremover forestille sig, at regeringen indfører regler om, at den dagpengeberettigede skal tilbagebetale de dagpenge, som man har modtaget i indkomståret, hvis dagpengemodtageren i indkomstskatteåret har overskredet en bestemt indkomstgrænse.
Sådanne tilsvarende regler eksisterer på lejeboligmarkedet overfor lejere, der modtager boligsikring. Her skal husstanden endvidere oplyse om husstandens samlede formue, bil, indbo med videre overstiger en værdi af 100.000 kroner, idet husstanden ved en formuegrænse, vil få foretaget modregning i boligsikringen. Én lejer modtager jo også kun boligsikring til de første 65 m2, men der kan ydes boligsikring til de næste 20 m2 for person nummer to og så videre.
Der er faktisk mange muligheder for at føre en stram indkomstpolitik, og allerede i dag er det vanskeligt i provinsen at komme op over en årlig bruttoindtægt på 150.000 kroner hvis man har tre til fire forskellige arbejdsforhold om året, og har indkomst, der skal modregnes i dagpengene. I provinsen er lønnen ofte kun på 115 kroner i timen, og som lejer er det vanskelige tider med huslejestigninger, som dikteres af udlejerne.
Og man kan ikke lade være med at tænke på, at der er for mange mennesker der sidder i lænestol i deres parcelhus, i bilen og på arbejdet, og som bare snakker arbejdsgiverne og de borgerlige efter munden, og som ikke kan se, at de opbygger en større ligusterhæk på boligmarkedet og arbejdsmarkedet. Og uden lighed, har vi (de ledige og lejerne) ingen frihed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278