25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fjern uddannelsesskatten

Fjern uddannelsesskatten

Lørdag, 19. oktober, 2002, 00:00:00

Skat på VUC-uddannelserne hæmmer mulighederne for og lysten til at uddanne sig hos den del af befolkningen, som har de ringeste almene skolefærdigheder og kundskaber

af Per Bregengaard, uddannelses- og ungdomsborgmester København
Skattestop og skattenedsættelse er hellige mærkesager for regeringen - tror man. En af flere undtagelser er regeringens oplæg til nye skatter på voksenuddannelserne på VUC. En lovændring giver amterne muligheden. Regeringen tager derfor penge fra amterne. Og på den måde skal uddannelsesskatten - også kaldet brugerbetalingen - nok blive til virkelighed.
Skat på VUC-uddannelserne hæmmer mulighederne for og lysten til at uddanne sig hos den del af befolkningen, som har de ringeste almene skolefærdigheder og kundskaber. Det er ofte mennesker fra uddannelsesfremmede miljøer, mennesker der er snublet i starten og mennesker med en ringe indkomst.
Uddannelsesskatten er asocial, er med til at holde mennesker uden for videnssamfundet og gør, at ikke alle får grundlaget for at gå i gang med en erhvervsuddannelse. Det drejer sig blandt andet om social- og sundhedshjælper og - assistentuddannelserne og pædagog- og læreruddannelserne, for at nævne et par erhvervsområder som lider under en stærkt voksende mangel på arbejdskraft.
Regeringen har trukket lidt i land og har undtaget dansk, matematik og engelsk på folkeskoleniveau for skatten. Men der er altså også andre vigtige fag, som kan være en forudsætning for at komme videre. Tager man en komplet hf-eksamen eller den del, som skal til en bestemt uddannelse, kan man godt bagefter få pengene tilbage. Men det er altså mange penge, som skal lægges ud med 900 kroner per fag. Og hvad koster det ikke samfundet at holde styr på ind- og udbetalingerne?
Muligvis er regeringen slet ikke bevidst asocial, men synes blot ikke, at veluddannede ofte midaldrende eller lidt ældre mennesker gratis skal kunne fornøje sig med at lære spansk eller om kristendommen og fremmede religioner. De skal ikke uden betaling kunne opfriske deres forsømte franske og så videre. Det paradoksale er, at mange fra denne gruppe nok skal få råd til at blive gående.
Hvad med at gøre en afskaffelse af uddannelsesskatten til en ny mærkesag? Den er også langt lettere at gennemføre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp