11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark i krig igen

Danmark i krig igen

Tirsdag, 15. oktober, 2002, 00:00:00

EU´s leder, Danmark, deltager i angrebskrig uden om FN og NATO

af Jan Øberg, direktør for freds- og konfliktforskningsinstituttet i Lund
Fra begyndelsen af oktober i år deltager danske F-16 fly i krigen mod Afghanistan. Første gang Danmark var i krig siden 1945 var under bombningen af Jugoslavien i 1999.
Ifølge dagbladet Jyllands-Posten den 1. oktober siger den øverstkommanderende for de 200 danske soldater i Kirgisistan, oberstløjtnant Anker Koch, at 'vi er i krig. Anderledes kan det ikke udtrykkes. Når vi sender vores fly afsted dag og nat, så er det en kendsgerning, at Danmark er i krig.'
En dansk anonym officer tilføjer, at 'Dette er hverken en NATO- eller en FN-mission. Det er USA, som er i krig... Denne gang er det en aggressivt angribende mission med henblik på at opspore og eliminere en fjende.'
Den amerikanske øverstkommanderende, general Ashcraft, siger stolt at man har fjernet de fleste Al Queda og Taleban-folk fra jordens overflade. 'USA kunne sagtens gøre det alene, men det har en stor symbolsk værdi, at vi er sammen og viser, at hele verden står bag.'
Man må håbe, at generalen bomber mere præcist end han udtrykker sig. Hvad er det for en hel verden, der står bag, når der ikke findes hjemmel for denne krig i hverken FN-deklarationen eller i nogen sikkerhedsrådsresolution?
Den anonyme danske officer vil sikkert være anonym, fordi han siger sandheden: At lille Danmark er ude i ren angrebskrig og forbryder sig mod såvel FN som mod folkeretlige regler, som verden har bygget op siden 1945.
Danmark er i dette halvår formand for EU. Er formandslandets krigsdeltagelse udtryk for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Hvornår har EU i så fald besluttet, at det er helt i orden at forbryde sig mod folkeretten og FN?
De skammelige bomber kastes i skyggen af Bush-regimets planlægning af endnu en angrebskrig, mod Irak. Og samtidig med at vi ellers hører, at det går så godt med freden i Afghanistan. Landet er nu blevet bombet i 368 dage og 5000-10.000 civile uskyldige er blevet dræbt.
Dette er en drastisk og dybt beklagelig vending i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den stiller Danmark i lovløshedens og magtmisbrugets tjeneste.
Den manglende problematisering heraf i danske, øvrige nordiske og EU's medier vidner om en dalende retsbevidsthed, humanisme og moral.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp