Historien om Den Internationale Domstol i Haag desværre et godt eksempel på, at global politik handler mere om staternes økonomiske og militær-strategiske interesser end om respekt for international lov

af Torben Retbøll
Lørdag den 21. september bragte Synsfeltet en udsendelse om de
mange internationale domstole og tribunaler, der findes i dag. Ordet 'domstol' betegner som regel en permanent institution, hvorimod et 'tribunal' normalt er en midlertidig institution, der er dannet for at behandle en bestemt sag. Når den er færdig, bliver tribunalet nedlagt.

Programmets producer Birgitte Rahbek talte med den danske jurist Frederik Harhoff, hvis speciale er international lov. Det er en meget interessant og nyttig samtale, der kan høres eller genhøres på nettet (se separat boks med adresse).
Desværre giver den danske jurist to forkerte oplysninger. Den ene er kun en mindre fejl i kronologien, der ikke betyder noget særligt. Men den anden er en principiel fejl og derfor meget alvorlig. Mit ærinde er at korrigere Harhoffs forkerte oplysninger.
I udsendelsen hører vi, at den internationale domstol i Haag blev oprettet i 1945 lige efter Anden Verdenskrig, da man oprettede FN. Det er faktisk ikke korrekt. Domstolen blev nemlig oprettet allerede i 1920 lige efter Første Verdenskrig, da man oprettede Folkeforbundet.
Da Folkeforbundet blev opløst kort efter Anden Verdenskrig, besluttede man at lade domstolen fortsætte som en del af det nye FN-system.
Det var den ene fejl. Den er, som det fremgår, ikke særlig alvorlig. Nu til den anden, der er af en helt anden karakter.
I udsendelsen hører vi, at domstolens kendelser er bindende, og at der aldrig har været nogen tilfælde, hvor dens kendelser ikke er blevet respekteret.
Det er muligt, at man bør respektere dens kendelser, men domstolen har ikke selv nogen midler til at håndhæve en kendelse, der ikke respekteres (det har kun FN's Sikkerhedsråd). Og det er i hvert fald ikke korrekt, at dens kendelser altid bliver respekteret. Der er mange eksempler på, at de overtrædes eller ignoreres.

Namibia og Sydafrika
I 1884 blev Namibia en tysk koloni. I 1915 blev det invaderet af sin sydlige nabo Sydafrika. Det var et led i Første Verdenskrig. Sydafrika sluttede sig til Ententen, det vil sige England, Frankrig og Rusland og senere også USA, der kæmpede mod centralmagterne, altså Tyskland, Østrig-Ungarn og det osmanniske rige. Namibia blev invaderet, fordi det var en tysk koloni.
Efter krigen fik Tyskland ikke lov at beholde sine kolonier.
Versailles-traktaten af 1919 gav Tyskland skylden for krigen, og en del af straffen var, at det mistede sine kolonier. Namibia blev i 1920 et mandat-område under Folkeforbundet, og Sydafrika blev udpeget som mandat-magt.
En tilsvarende ordning blev lavet andre steder i verden, blandt andet i Mellemøsten, hvor Palæstina blev et mandat-område med England som mandat-magt.
Efter Anden Verdenskrig blev mandat-områder som Namibia og Palæstina overført til FN's særlige myndighed, Formynderskabsrådet. Men Sydafrika nægtede at acceptere denne myndighed. Det betragtede Namibia som sin personlige ejendom.
I 1948 indførte den sydafrikanske regering apartheid som system i sit eget land, og senere blev dette system også eksporteret til Namibia.
I 1966 vedtog FN's Generalforsamling en resolution, der erklærer Sydafrikas besættelse af Namibia for ulovlig, og fire år efter blev Sydafrika udelukket fra denne forsamling på grund af sin ulovlige politik.
Sagen blev bragt ind for Den Internationale Domstol i Haag. I 1971 afsagde domstolen en kendelse, der støttede Generalforsamlingens holdning, men Sydafrika ignorerede den.
I 1975 invaderede Sydafrika Namibias nordlige nabo Angola, der netop var blevet selvstændigt efter en lang periode som portugisisk koloni.
Sydafrika gik ind i den angolanske borgerkrig med støtte til bevægelsen UNITA. Det fik østblokken til at reagere. USSR og Cuba støttede bevægelsen MPLA, og Cuba sendte tropper til Angola.
I 1977 indførte FN's Sikkerhedsråd sanktioner mod Sydafrika (en våbenembargo) på grund af dets ulovlige politik. Det følgende år vedtog rådet resolution 435, der skulle skabe fred i Namibia, men også denne resolution blev ignoreret af Sydafrika.
Den Internationale Domstol havde ikke nogen mulighed for at håndhæve sin resolution. Generalforsamlingen havde udelukket Sydafrika (1970), og Sikkerhedsrådet havde indført en våbenembargo (1977), men ellers gjorde FN ikke noget for at håndhæve sine beslutninger.
Sydafrika nægtede fortsat at respektere international lov. Det insisterede på, at det ikke ville trække sig ud af Namibia, før Cuba og USSR trak sig ud af Angola.
Strengt taget havde de to konflikter ikke noget med hinanden at gøre, bortset fra at Sydafrika i begge tilfælde var synderen. Men USA støttede Sydafrikas sammenkædning af de to konflikter, og derfor førtes alle forhandlinger om situationen efter dette princip.
I 1988 vedtog parterne en aftale, der sagde, at Cuba og USSR skulle forlade Angola, og at Sydafrika skulle forlade Namibia. I 1989 afholdtes det første frie valg i Namibia, hvor modstandsbevægelsen SWAPO vandt stort, og i 1990 blev landet udråbt som en selvstændig stat. Først på dette tidspunkt opfyldte Sydafrika Den Internationale Domstols kendelse fra 1971.
I 1994 afholdtes det første frie valg i Sydafrika, og dermed var apartheid formelt afskaffet. Den 10. maj dette år blev ANC's leder Nelson Mandela indsat som den første ikke-hvide præsident. Den 25. maj ophævede FN's Sikkerhedsråd sine sanktioner mod Sydafrika, og den 23. juni kunne Sydafrika atter indtage sin plads i Generalforsamlingen efter at have været udelukket i 24 år. (1)

Vestsahara
I oktober 1975 afgav domstolen en vejledende kendelse om Vestsahara. Kendelsen var delt i to punkter. (a) Der havde engang været visse historiske bånd mellem Marokko og Vestsahara. (b) Uanset fortiden så havde Vestsaharas folk nu ret til national selvbestemmelse.
Dagen efter erklærede Marokko, at domstolen havde bekræftet Marokkos krav på Vestsahara. Marokko vendte således domstolens kendelse på hovedet. Kort efter indledte man 'den grønne march' og besatte Vestsahara, selv om det var i strid med domstolens kendelse.
FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der fordømmer invasionen, men Marokko ignorerede den, og Sikkerhedsrådet gjorde intet for at håndhæve den. (2)
Tre år efter invasionen skrev USA's daværende FN-ambassadør Daniel Patrick Moynihan i sine erindringer, at han havde sørget for, at FN var lammet både i denne sag og i sagen om Østtimor. Han forklarede, at han handlede efter instruks fra udenrigsministeriet. (3).
Først i 1991 vedtog FN's Sikkerhedsråd en fredsplan for Vestsahara.
Planen indeholder to punkter: (a) En våbenhvile. (b) En folkeafstemning. Men kun det første punkt er gennemført. En folkeafstemning er stadig ikke afholdt, fordi Marokko trækker tiden ud. Derved krænker det både domstolens kendelse fra 1975 og Sikkerhedsrådets resolutioner om konflikten.

Gidslerne i Teheran
I 1980 afgav domstolen en kendelse om de amerikanere, der blev taget som gidsler i ambassaden i Teheran i november 1979. Domstolen erklærede, at Iran skulle løslade dem. USA mente ved denne lejlighed, at domstolen optrådte meget ansvarligt. Men kendelsen blev ignoreret. Gidslerne blev først løsladt i januar 1981, efter at Ronald Reagan havde afløst Jimmy Carter som præsident.

Nicaragua
I juni 1986 afsagde domstolen en kendelse om den krig, USA førte mod Nicaragua ved at støtte contraerne, der bekæmpede den sandinistiske regering i Managua fra baser nord og syd for landet.
USA havde også lagt miner i farvandet ud for nicaraguanske havne for at forhindre import og eksport ad denne vej.
Domstolen erklærede, at USA skulle standse sin terror-krig ('ulovlig anvendelse af magt') og desuden betale en erstatning til Nicaragua.
USA havde allerede inden kendelsen erklæret, at man ville ignorere den, hvis den gik imod USA. Nu mente USA, at domstolen var fuldstændig irrelevant i modsætning til situationen i 1980.
Nicaragua gik til Sikkerhedsrådet og forelagde en resolution, der opfordrer alle stater til at respektere international lov. Der var flertal for resolutionen, men den blev standset af et veto fra USA.

Nicaragua gik videre til Generalforsamlingen, der vedtog en tilsvarende resolution med stemmerne 94 mod 3. Kun USA, Israel og El Salvador stemte imod.
Et år senere, i november 1987, gentog Generalforsamlingen sin opfordring. Denne gang var stemmerne 94 mod 2. Kun Israel ville støtte USA ved denne lejlighed.
I december 1989 vedtog Generalforsamlingen en resolution, der opfordrer USA til at standse sin støtte til contraerne. Den blev vedtaget med 91 stemmer mod 2 (USA og Israel). Dermed havde Nicaragua udtømt sine muligheder for at få kendelsen respekteret med fredelige midler. (4)
Op til det nicaraguanske valg i 1990 meddelte USA, at man ville fortsætte sin krig, det vil sige støtten til contraerne, hvis ikke vælgerne stemte på USA's kandidat. Vælgerne forstod dette budskab og stemte, som USA ønskede.
Da den nye regering var indsat, pressede USA den til at gå til domstolen og opgive sit krav på erstatning. Til gengæld lovede USA at give Nicaragua en omfattende bistand. Nicaragua gik som ønsket af USA til domstolen og annullerede sit krav, hvorefter USA brød sit løfte om en omfattende bistand.
USA er - så vidt jeg ved - den eneste stat i verden, der er blevet dømt skyldig i stats-terrorisme af Den Internationale Domstol i Haag. (5)

Atomvåben
I juli 1996 afsagde domstolen en vejledende kendelse om atomvåben. Domstolen erklærede, at truslen om og brug af atomvåben generelt er illegal, og opfordrede desuden de stater, der har dem, til at indlede forhandlinger for at få dem afskaffet.
Men denne kendelse er ikke blevet respekteret. Atommagterne har stadig deres våben, og de er ikke begyndt at skrotte dem. (6)
Når man ser på de forskellige eksempler, kan man se en linje eller et mønster. Det er vestlige lande eller deres allierede, der krænker domstolens kendelser. Det vil sige netop de lande, der kræver, at alle andre skal respektere international lov.
Det krav, de stiller til andre, opfylder de ikke selv.
Derfor er historien om Den Internationale Domstol i Haag desværre et godt eksempel på, at global politik handler mere om staternes økonomiske og militær-strategiske interesser end om respekt for international lov.

Noter:
1: Jeg har skrevet om fredsprocessen i Namibia i min bog 'Massemedier og menneskerettigheder', forlaget Klim: Århus, 1991, kapitel 16.
2: Se min bog 'Konflikten om Vestsahara', forlaget Manifest: København, 1983, kapitel 3-4.
3: Daniel Patrick Moynihan, 'A Dangerous Place', Little, Brown & Company: Boston, 1978, side 245-247.
4: 'Massemedier og menneskerettigheder', kapitel 18.
5: Noam Chomsky, 'World Orders, Old and New', Pluto Press: London, 1994, side 136 og 221.
6: Se The Lawyers' Committee on Nuclear Policy Inc., internet: www.lcnp.org/wcourt

Radioprogram med egen hjemmeside
Synsfeltet sendes på Danmarks Radio Program 1 hver lørdag formiddag (dog ikke den første lørdag i måneden) og genudsendes den følgende tirsdag aften. Programmet produceres af Birgitte Rahbek. Det har sin egen hjemmeside, hvor man kan høre eller genhøre tidligere udsendelser.
www.dr.dk/P1/synsfeltet/arkiv.htm