Kåre Bluitgen blander tingene sammen, mener Engin Dogan og afviser samtidig, at USA har startet en krig mod islam

af Engin Dogan, Århus
Islamisk fundamentalisme er ikke et feudalt socio-kulturelt begreb, men en moderne fascistisk ideologi, som udviklede sig efter krigen mellem Egypten og Israel.
Inden krigens afslutning var der forskellige marxistiske fraktioner og versioner i Egypten, Syrien, Jordan, Libyen, Tunesien samt mellem marokkanerne i Frankrig, men efter at krigen blev tabt gik alle marxistiske fraktioner ned og deres ledere blev pludselig muslimer og skabte deres islamiske fundamentalistiske bevægelse.
Ser man helt overordnet på de muslimske fundamentalisters programmer, handler de om, hvordan det givne guddommelige dokument, koranen, kan udlægges og anvendes, herunder politisk, i en moderne sammenhæng. Fundamentalisme er et moderne fænomen - og først og fremmest et moderne politisk fænomen.

Skønt det først er de seneste 20-25 år, at islamisk fundamentalisme har markeret sig som et fænomen på tværs af landegrænser i Mellemøsten, har fundamentalismen rødder helt tilbage til dannelsen af Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1928. Synspunktet har således været repræsenteret i den politiske kamp lige siden.
Men efter det arabiske nederlag til Israel i 1967 og den hermed svækkede tillid til pan-arabismen begyndte muslimske fundamentalister i større omfang at organisere sig i militante grupper.
Radikaliseringen og den muslimske ekstremisme har været til stede i mange år både i Egypten og i forbindelse med den libanesiske borgerkrig, men det er i 1990'erne at den for alvor er kommet til at dominere den politiske dagsorden i Mellemøsten og islamisk radikalisme er blevet et påtrængende problem i international politik.
Islamiske bevægelser har etableret sig som politiske grupper, der har det til fælles, at de er i stærk opposition til det etablerede politiske system og at de bruger religionen som fundament for en ny politisk vision om samfund og stat.
Kampen for det gode samfund i den islamiske stat er moralsk motiveret og for nogle betyder det, at vold og terror i bekæmpelsen af vantroen faktisk opfattes som en moralsk pligt i en god sags tjeneste. Når volden er moralsk legitimeret, har den med andre ord sat sig over gængse regler for lov og ret.

Som DKP/ML'er med Tyrkiets og Balkans baggrund ved jeg, at den islamiske fundamentalistiske bevægelse bliv kaldt grøn-fascisme af marxisterne i disse lande.
Personligt tror jeg, at marxisterne i Mellemøsten og Balkan har fuldstændige ret i at benævne denne ideologi som grøn-fascisme, fordi grøn symboliserer islam og moderne fundamentalisme er en fascistisk variant.
Der er ingen forbindelse mellem islamisk fundamentalisme og feudal socio-kultur og traditioner. Jeg tror, at Kåre Bluitgen blander tingende sammen og skaber en håbløs diskussion.
Han starter med dagligdags eksempler som han oplever i sin hverdag på lille Nørrebro og prøver at bygge en 'kritik' mod islamisk fundamentalisme og den danske venstrefløj ovenpå.
Jeg ved ikke hvor hans grænser for venstrefløjen går, men jeg har forstået, at han ingen kendskab har til islamisk fundamentalisme og feudale socio-kulturelle traditioner i islamiske samfund.

Han prøver at kritisere venstrefløjen for at have lukket sine øjne for den islamiske fundamentalisme og han mener også, at der er sket en historisk fejltagelse med den boligpolitik som samlede udenlandske borgere i nogle enkelte områder.
Jeg tror ikke, at kommunister og revolutionære kræfter har haft lukkede øjne, når det gælder islamisk fundamentalisme, hverken her i Danmark eller i den internationale klassekamp. Det kan være, han ikke ved noget om det, fordi han har været optaget af at skrive sin bog i disse år, da vi var i kamp. Hans kritik viser, at han opfatter 'venstrefløjen' meget bredt, men vi har aldrig været en del af denne 'venstrefløj'.
Jeg tror han har ret i at kritisere den historiske fejltagelse, som det var at samle udenlandske borgere i nogle områder i landet. Men det er ikke venstrefløjens fejltagelse, denne ghetto-politik var socialdemokratisk boligpolitik.
Kåre Bluitgen siger i Dagbladet Arbejderen den 21. September 2002 at: 'Det har ingen mening at give tredjegenerationsindvandrere modersmålsundervisning. De penge skulle i stedet bruges på danskundervisning.... ' Han mener, at tredjegenerationsindvandrere skal total assimileres. Det mener det franske fascist parti også om indvandrerne og det tyrkiske fascist parti om kurderne.

Assimilation er et privat sag for marxisterne, siger Lenin. Hvis personen kan acceptere at blive assimileret, er det vedkommendes egen sag, men alle etniske minoritetsgrupper skal have tilbudt modersmålsundervisning for at udvikle deres socio-kultur.
Jeg mener, at der kan og skal findes en finansieringsmulighed for modersmålsundervisningen, som også skal forbedres. Alle undervisningsmaterialer til modersmålsundervisningen skal produceres her i Danmark og godkendes af en slags ombudsmandskommission under Undervisningsministeriet. Materialerne skal moderniseres og de skal bidrage til danskundervisningen. Et eksempel kan være en bog om Danmarks geografi på tyrkisk eller arabisk. Modersmålsunderviserne skal have uddannelse her i landet, alle udenlandske uddannede skal have en videreuddannelse på Danmarks lærerskoler.
Tvangsægteskab, med Kåre Bluitgens ord - livsvoldtægt - har ingen direkte forbindelse med islamisk fundamentalisme, denne tradition er en feudal tradition, som ikke kun gælder islamiske samfund, men stadigvæk eksisterer i for eksempel eksjugoslaviske samfund og blandt landbefolkningen i Grækenland og Italien. Næsten alle kaukasuske lande og Fjernøsten har også de samme traditioner. Selvfølgelig skal vi kæmpe imod tvangsægteskaber som et feudalt fænomen i et moderne samfund, men vi skal passe på ikke at blande tingene sammen og pege fingre af en samfundsgruppe og reelt puste til racisme.

Men tilbage til diskussionen om islamisk fundamentalisme. Jeg mener, at den moderne grønne fascisme er en trussel mod vores borgerlige demokrati og fred. Det er en farlig udvikling når de organiserer sig mellem unge med udenlandsk baggrund. Det er en trussel, når de misbruger vores demokratiske rettigheder og går helt seriøst efter magten, uanset hvor de er i verden.
Derfor mener jeg, at vi skal bekæmpe islamisk fundamentalisme, men samtidig være tolerante og aldrig glemme klassekampens principper. Den eneste metode til at bekæmpe islamisk fundamentalisme er at opbygge klassens enhed i produktionen og prøve at trække etniske arbejderne til faglige organisationer og inddrage dem i klassekampen mod kapitalisme og imperialisme.

Kjeld Stenum skriver i sin kritik 24. september i Dagbladet Arbejderen, at han fik sin kaffe galt i halsen, da han læste lørdagsavisen med interview med Kåre Bluitgen. Det er måske derfor han ikke vågnede op, da han var optaget af at skrive sin kritik af artiklen.
Han skriver: 'Hovedsiden af problemet i dag i Danmark........... religionsfrihed er truet.' og fortsætter: 'Hvorfor har vi netop i det seneste år så lidenskabeligt diskuteret.......... Fordi USA opruster os alle til krigen imod islam.'
Jeg vil spørge ham hvem der truer religionsfriheden i vores land og hvorfor du er meget utilfreds med det, hvis du er venstreorienteret? Hvornår har USA startet en krig imod islam? Kuwait, Tyrkiet, Bosnien, Aserbajdsjan, Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Er de ikke de bedste samarbejdspartnere for USA i Balkan, Mellemøsten og Kaukasus? Har de krige med hinanden, som jeg aldrig har hørt om? Tyrkiet er det ikke det vigtigste strategiske land for USA's interesser i Irak og Kaukasus?
Jeg tror, Kjeld Stenum skal skifte sit kaffemærke og have lidt stærk kaffe til at vågne op på.
Debatten handler om alt muligt andet end at diskutere bekæmpelse af islamisk fundamentalisme, men jeg håber vi kan finde et sted til at diskutere islamisk fundamentalismes udvikling og hvordan vi skal opbygge en bred samfundsbevægelse mod islamisk fundamentalisme og dansk nazisme.

Engin Dogan er flygtning og medlem af DKP/ML. Han er blandet bosnisk og tyrkisk og flyttede fra Tyrkiet til Eksjugoslavien i 1980. Som medlem af den marxistiske bevægelsen i Kosovo fik Dogan problemer med efterretningstjenesten i Jugoslavien og flygtede til Danmark i 1983.