For et års tid siden drog du ud i verden for at jagte en mand, som du havde mistænkt for at være bagmand bag en grusom forbrydelse begået i dit land
af Kjeld Stenum
Dengang jeg var yngre, havde jeg alle tiders ide til en kriminalroman, som jeg ville skrive en dag.
Den skulle handle om retfærdighed.
Et barn var forsvundet, og visse ting tydede på et pædofilt mord, uden at der forelå sikre beviser. Medierne pustede det op og rejste en folkestemning, der krævede hævn.
En børneglad særling blev offer for folkestemningen og blev så ked af at blive hængt ud, at han til sidst valgte at tilstå. Fordi han troede, at ved at komme i fængsel ville han få fred. I fængslet skulle han så opdage, at ingen steder var han blevet forfulgt, som han blev det der af sine medfanger. Til sidst valgte han at tage sit liv.
På bogens sidste sider skulle så måske det 'myrdede' barn dukke op - i live. Og vi skulle få en sammenhængende forklaring på, hvorfor barnet var blevet holdt skjult, som absolut intet havde med særlingen at gøre.
Jeg gik og snakkede en del om det, men jeg fik aldrig skrevet bogen. Efterhånden fandt jeg ud af, at ideen var brugt en del. Ikke nøjagtigt min, selvfølgelig, men noget med, at en medieskabt folkestemning krævede, at nogen blev ofret for en forbrydelse, og folkestemningen var ligeglad med, om det så også var forbryderen, man fik klynget op. Blot nogen blev klynget op, så regnskabet passede.
Men du fik mig til at mindes min gamle ide her i lørdags, Bush! Og jeg sad og tænkte på, hvor fattige og naive de rænker, vi kan digte i vores hoveder, oftest er i forhold til virkeligheden.
For et års tid siden drog du ud i verden for at jagte en mand, som du havde mistænkt for at være bagmand bag en grusom forbrydelse begået i dit land. En forbrydelse, som havde kostet knapt tre tusind menneskers liv, men desværre også de menneskers liv, som havde begået den.
Folk krævede naturligt nok hævn.
Men det er svært at hævne sig på forbrydere, som også har taget deres eget liv, og folks følelser blev frustrerede. Det er der ikke noget at sige til, man skal give folk fred og tid til at arbejde med deres chok og finde tilbage til en rationel holdning til tingene..
Men medierne gav ikke folk fred, medierne hidsede deres følelser yderligere op. Måske lidt fordi de solgte godt på at spekulere i det, måske også fordi du spekulerede i, at de gjorde sådan. For det gjorde du, Bush, ikke?
Det krav om hævn kunne du godt bruge, ikke? Du havde nogen militære interesser at varetage dernede i olieområderne, og folkestemningen passede lige ind i den sag.
Så var der ham den mand, en sand dæmon, som du havde et udestående med fra tidligere. Du var ikke sikker på, at han havde noget med det at gøre, og der er dem, der siger, at du den dag i dag ikke har afleveret noget fældende bevis.
Men o.k., måske havde han noget med det at gøre. I hvert fald var han velegnet som mål for folks frustrerede følelser, nu da de, der havde begået selve forbrydelsen, var døde. Han kunne gøres lidt værre end dem. Han kunne gøres til deres fæle bagmand, og selve forbryderne kunne reduceres til viljeløse brikker i hans spil.
Snart følte folk, han var et endda bedre mål at rette hævnen imod end selve forbryderne!
Nu var der det, at han gemte sig i nogen bjerge i et land. Dette lands ledere ville ikke uden videre udlevere ham, blot fordi du påstod, han var bagmand for en forbrydelse. De krævede beviser. Det havde du ikke, i hvert fald slet ikke på det tidspunkt.
Men folk kunne ikke vente med deres behov for hævn, eller rettere, du kunne ikke lade dem vente, for sæt de faldt så meget ned, at de begyndte at se rationelt på tingene! Du måtte smede, mens jernet var varmt. Du måtte dæmonisere det lands styre også, så der ligesom rejste sig en stemning af, at det var i orden at gå ind i det land med magt og fange ham den der fæle dæmon.
Og det var heldigvis let. Næsten lige så let, som det havde været, hvis nogen havde villet dæmonisere dig selv. For det var et gammeldags land med fæle gammeldags traditioner, og styret gik ind for de traditioner. Noget af det blev sluppet ud i medierne, og så var det næsten en given sag, at sådan nogen mennesker måtte være i ledtog med dæmonen!
Så de fik nogen bomber. Og så gik du ind i landet for at jagte dæmonen.
Nu var det godt nok ikke helt så let, som du havde troet. Og du fangede ham heller ikke, ikke sådan rigtigt. Men du fik da bombet nogen bondebryllupper og slået nogen tusind sagesløse civile ihjel. Og du fangede også nogen langskæggede mennesker deroppe i bjergene, som du kunne tage med hjem og internere, i jeres base på Cuba, ganske vist, så de var gemt godt af vejen, og folk ikke skulle få en chance for at opdage, at de fleste af dem måske blot var almindelige mennesker, der ikke havde det fjerneste med forbrydelsen i New York at gøre. Og der er de stadig.
Det er lidt pinligt, for du kan ikke finde anklager imod dem, der kan holde, og det er imod al lov og ret bare at blive ved med at holde dem indespærret.
Én af dem, du fangede, var amerikansk statsborger. Og det må jeg sige, det var lidt af et kup! Ja, ikke fordi du fik ikke opklaret din forbrydelse, for den var han meget, meget langt fra at have noget med at gøre.
Men det opdagede folk slet ikke i skyndingen, for en amerikaner, der var i ledtog med dæmonen, det var virkelig noget, der kunne sætte deres følelser i kog.
Nu viste det sig så godt nok, at det bare var en forvirret knægt, der var rejst ned for at kæmpe mod fjender af det lands styre. Og han tudede godt nok også og bad om forladelse, fordi han havde været så forbryderisk at befinde sig lige i det land på lige det tidspunkt, hvor du besluttede dig for at angribe det. En rigtig dårlig figur at hævne sig på!
Men så her i lørdags lykkedes det at få ham dømt for det alligevel og givet ham tyve år i tugthuset. Og din anklager roste dit lands retssystem for at have bevist, at det var et effektivt redskab i krigen mod terror.
Ja tillykke, Bush!
Det var vel nok en fæl terrorist, du der fik gjort kål på! Du er en rigtig hævner, hvad!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278