Livet er for kort til, at vi vil være statister i en velsmurt lobbyorganisation

af Thorkil Jansen, Stilladsarbejder
Den 5. oktober var fanerne igen af sted. Dagen samlede folk fra nær og fjern, og var som sådan vellykket. Men dagen viste også både styrken og svagheden i den nye faglige bevægelse...
På den ene side viste den, hvor langt vi er nået. På mindre end trekvart år, er det lykkedes at rykke store dele af fagbevægelsen ud af et - selvvalgt - politisk dødvande.
Modsat for bare et år siden, er der i dag en udbredt forståelse for at fagbevægelsen skal forholde sig til andet end overenskomster. Der er en fælles forståelse for at fagbevægelsen er nød til at blande sig i samfundsdebatten på alle planer - ikke bare fordi det er nødvendigt for at sikre vores fundamentale rettigheder, men også fordi nøglen til fagbevægelsens overlevelse ligger begravet her.
Men dagen viste også en bevægelse, der ikke er nået ud af kontorerne og videre end afdelingsbestyrelserne.

Mangel på tillidsfolk
Der var færre faner end den 20. marts, fordi det pludseligt ikke var et spørgsmål om en dag væk fra kontoret, men en lørdag væk fra familien.
En hurtig rundspørge blandt deltagerne ville sikkert også vise en væsentlig overrepræsentation af folk, der enten sad i deres afdelings bestyrelse eller var ansat samme sted. Antallet af 'menige' tillidsfolk, for ikke at tale om deres kolleger, har været til at overse. Det understreger også, at beslutningen om ikke at gøre dagen for folketingets åbning til stor aktionsdag var rigtig - havde vi gjort det, havde vi bare fået lukket flere fagforeningskontorer end fabrikker...
Det skal ikke opfattes som en kritik af det arbejde der er blevet gjort - tværtimod. Men vi må se i øjnene at Fagligt Ansvar som bevægelse i dag humper fremad på ét ben.
Skal Fagligt Ansvar udvikle sig til en virkeligt slagkraftig bevægelse, kræver det, at vi får løftet ideen et skridt længere ud i bevægelsen - ud til tillidsfolkene og ud på arbejdspladserne.

Lokale netværk
Det skridt må nødvendigvis tages lokalt. Konkret handler det om at få opbygget lokale netværk for tillidsfolk på tværs af faggrænser.
Som det er blevet formuleret på konferencerne i Silkeborg og Århus: at skabe forummer, der kan ruste fagbevægelsens græsrødder, tillidsfolkene, til at genrejse den politiske debat ude på arbejdspladserne....
Retfærdigvis skal det siges at arbejdet er i gang rundt om i landet, og at Fagligt Ansvar har indbudt de lokale eksisterende netværk til at deltage fast i koordineringens møder fremover...
Men betyder det så at vi har styr på det? Ærlig talt nej! Arbejdet er i gang, men det er næsten uden undtagelse meget skrøbeligt...
Og ikke uden grund, for hvordan rykker vi overhovedet vores tillidsmandskollegaer ud af en mødehverdag med SU-møder, klubmøder, forhandlinger om dit & dat, og får dem til at vende blikket ud over deres egen fabriksport?
Hvordan sikrer vi, at de ikke opfatter det som endnu en ubærlig byrde? Og hvordan starter man så en politisk diskussion, når man endelig har fået alle de her tillidsfolk samlet?

Ikke statister
Hvis Fagligt Ansvar skal ha' et ben mere at gå på, er det de spørgsmål vi skal ha' løst.
Min holdning er, at vi skal tage udgangspunkt i hvor folk er - bruge hverdagens små og store kampe til at bringe de politiske diskussioner fremad. Men som sagt, så mener jeg, at det er den diskussion vi skal i gang med nu.
Sker det ikke - får vi ikke arbejdspladserne med, ja så har vi reelt reduceret alle de 'menige' tillidsfolk, der trods alt er hoppet på vognen, til statister i en velsmurt lobbyorganisation.
Og statist - det er vores liv og hverdag som tillidsfolk på arbejdspladserne, alligevel for kort til...

Thorkil Jansen, Århus, 31 år Stilladsarbejder.
Formand for Århus Stilladsarbejderklub og suppleant i bestyrelsen for SiD Lager & Pak Århus.
Medlem af DKP/ML

Næste debattør bliver Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne i København.