Rettigheder er lovmæssige og kunststøtte er nådens brød. Hvis man skal være rigtig firkantet, så kan man synes, at det nye forslag til fordeling af biblioteksafgift er en særlov mod forfattere.
af musiker Peter Abrahamsen
I den seneste tid er der kommet to udspil fra politikerne for at tilgodese kunstnerne - i dette tilfælde et nyt forslag til en ny fordeling af biblioteksafgift (bemærk ordet) samt et forslag om en såkaldt indsprøjtning til fremme af musikken - et tilskud til markedsføring af orkestre og solister så de kan komme ud over rampen.
Lad os tage det sidste først: Ti millioner kulturkroner, vist nok endnu engang hentet fra tipsmidlerne, til støtte for dansk musik og dens muligheder i Danmark og udlandet.
Forslaget som det ser ud lige nu, der forhandles nemlig bag kukkede døre om den endelige tekst, foreslår de ti millioner fordelt på cirka 20 forskellige kunstnere, altså 500.000 kroner til hver - herligt eller hva'.
Ja problemet starter allerede her. Hvem skal uddele pengene? I forslaget ligger det implicit at de ti millioner skal administreres af en organisation som hedder Kopifon, en sammenslutning af fonogramproducenter og domineret af de store selskaber Sony, Warner, EMI med flere.
Selskaber som ikke har vist den store udviklingsinteresse men tværtimod har har brugt deres penge (og i tilfælde tabt dem) på soap-opera lignende projekter som for eksempel tv-frembragte popstars. En ideologi som bygger på total underholdning og frembringer 'døgnfluer'.
Det ville være som at lade ræven vogte gæs, at lade denne organisation fordele pengene til medlemmerne som så skal bruge pengene på en kunstner de vælger.
Resultaterne skræmmer både i kunstnerisk forstand og kommerciel forstand. Det vil her komme for vidt at argumentere om, hvem der skal have fordelingsretten over de ti millioner - jeg vil kun anbefale, at kunstnernes egne organisationer, komponist-, musiker- og artistforbund, kommer med i et udvalg med den bredeste mulige repræsentation, således at situationen ender omvendt.
Så det bliver musikerne eller solisten der kommer til selskabet med en pose penge i hånden og ikke selskabet der kommer med pengene i hånden og vælger musikken. Sporene skræmmer, hvad vil vi helst høre i fremtiden Eye Q eller Swann Lee?
Det andet forslag til ny fordeling af biblioteksafgift er et forslag udarbejdet af et udvalg (eksperter) nedsat af kulturafviklingsminister Brian Mikkelsen.
Udvalget anbefaler følgende ændringer: 'Der indføres en bundgrænse for biblioteksudbetalinger på 1535 kroner. ' Man kan spørge sig - Hvorfor det? Hvad er ideen med en bundgrænse - Hvis folk har ret til nogle penge så kan man ikke sige (eller kan man?) hvis du har mange penge til gode så skal du nok få dem, men hvis du har lidt til gode så tager vi dem. Det hedder skat på lavindkomst. Eller i værste fald tyveri. 1535 kroner svarer til en ny cykel hos Føtex og for nogen mennesker er det mange penge.
Man vil også graduere på udbetalingerne så at sige lave en progressiv beskatning således, at hvis du skal have udbetalt et beløb mellem 1535 og 300.000 så får du dine penge - hvis du tjener over 300.000 og under 400.000, tager vi 50 procent af beløbet mellem de 300.000 og de 400.000 af beløbet som i øvrigt er skattepligtigt. Er din indtægt over 400.000 så tager vi en trediedel af det overskydende beløb - det kaldes en mellem- og topskat
Og jeg troede at der var tale om skattestop.
'Ingen biblioteksafgift til efterlevende efter modtagere, der tilmeldes efter den nye lov træder i kraft.' Hvad fornuft er der i at en enke til en forfatter, som har været medvirkende til at opretholde en husstand mens bøger blev skrevet, bliver frataget sin retmæssige arveret. Det kaldes en arveafgift, altså en skat. I øvrigt må man vel tage ophavsretloven i ed angående dette spørgsmål.
'Biblioteksafgiften skal fortsat fungere som kunststøtte og ikke ændres til en rettighedsbaseret afgift' Jeg er nervøs når man begynder at tale om kunststøtte og ikke en rettighed. Rettigheder er lovmæssige og kunststøtte er nådens brød.
Hvis man skal være rigtig firkantet, så kan man synes, at det nye forslag til fordeling af biblioteksafgift er en særlov mod forfattere -
Først var det Tvind - så blev det rockerne og nu er det altså forfatterne der får deres egen særlov. Om igen!
Indlægget er skrevet den 2. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278