I de lande som indtil videre har fået tilkendt nogen gældssletning er antallet af børn under uddannelse steget og sundhedstilbudene forbedret
Silje Hagerup, Aktion Slet U-landsgælden, Norge, Tale Hunges, Changermaker (Kirkens Nødhjælps ungdomsorganisation), Norge og Vegard Hole, ATTAC i Norge
De fleste husker nok at Verdensbanken havde en fredskonference i Oslo i sommers. Dengang gik 10.000 mennesker i optog mod deres politik og for sletning af ulandsgælden. Den 28. og 29. september holdt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond deres årlig efterårsmøde. Udviklingsminister Hilde Frafjord Johnson fandt sit pas frem og rejste til Washington endnu engang. Men hvad med sagen - har den forandret sig?
Kritikken mod Verdensbanken og Valutafonden var i 80'erne og 90'erne hovedsagligt baseret på hvordan disse institutioner blev brugt til at presse fattige lande til en politik, som har vist sig at være til fordel for de transnationale selskaber og Vesten, men kun fungeret på de fattiges bekostning.
Noget af kritikken blev hørt da Verdensbanken i 1996 lancerede sit gældssletningsprogram for de fattigste lande (HIPC-initiativet). Nu snakker Verdensbanken også om 'de fattige'. Men grundlaget var fortsat klart: Jo mere Verdensbanken og Valutafonden involverede sig i de fattige lande, og jo mere gældsbyrden blev øget og fattigdomsforholdene forværrede, jo hårdere slog kritikerne på trommerne.
Men Verdensbanken og Valutafonden har på mange måder forbedret sig, både med hensyn til åbenhed, forventninger til ulandene og hvordan ulandene skal have selvbestemmelsesret i udformningen af strukturtilpasningen. Når det drejer sig om realiteter, synes det mester rigtigt nok at stå stille.
Spørgsmålet om hvorvidt gælden overhovedet bør tilbagebetales, bliver nok debatteret sjældnere i dag end under den verdensomspændende Jubille 2000 kampagne som Bono fra rockbandet U2 stod i spidsen for, men er ikke desto mindre fuldt ud aktuelt også i dag. Mens flere ulande bruge deres penge på gældsbetaling fremfor på sundhed og uddannelse, kæmper også mellemindtægtslandene Brasilien og Argentina med skyhøje gældsbyrder. Og de vil blive endnu større.
En stor del af gælden er illegitim. Det vil blandt andet sige, at udlånerne i fuld bevidsthed har givet lån til regimer, som ikke har varetaget befolkningens interesser. Det tydeligste eksempel er nok Sydafrika, som i dag betaler renter og afdrag på lån som apartheidregimet tog. Pengene blev blandt andet brugt til at undertrykke befolkningen og føre krig mod nabolandene. Denne gæld er illegitim og må slettes straks; den er simpelt hen ikke folkets ansvar.
Rapporter viser også, at gældssletningen virker. I de lande som indtil videre har fået tilkendt nogen gældssletning er antallet af børn under uddannelse steget og sundhedstilbudene forbedret. Så uanset om gælden er illegitim eller ej, er virkningen af gældssletningen den samme - et effektivt våben mod fattigdom.
Det er i år 20 år siden gældskrisen begyndte i Mexico august 1982. Nu må politikere og bureaukrater vågne. Vi i ATTAC Norge og Changemaker kræver sammen med Aktion Slet U-landsgælden at der må gives en omfattende, betingelsesløs og reel gældssletning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278