De ´gale diktatorer´ er næppe farligere end krigshidserne. Desværre betragter mange de sidstnævnte som helt normale...

af forfatter Bjarne Gårdsvoll, København
Stands de gale diktatorer! Sådan omtrent lyder omkvædet fra Georg Bush's trofaste støtter, også Danmark. De tror på påstandene om Saddam Husseins militære planer og hans evne til gennemføre dem.
Betydelige statsmænd og analytikere er imidlertid overbeviste om, at Bush har en skjult dagsorden. Det var USA, som i sin tid hjalp Saddam til magten, fordi hans forgængere, blandt andet Karim Kassem, ikke ville gå med til de oliekonsessioner, som finansfolkene ønskede.
Saddam glemte hurtig sit løfte, dog førte han sin egen og USA's krig mod Irans fundamentalister, datidens talebanere. Irak kunne aldrig have ført denne krig uden Vestens støtte. Alligevel gik det galt, og da kurderne gjorde oprør, brugte han giftgas for at vende krigslykken. Det lykkedes, og Vesten vendte stort set det blinde øje til.
Da Irak prøvede at erobre Kuwait, fik piben en anden lyd. Saddams erobring af den olierige stat ville forskyde magtbalancen i Vestens disfavør.
Når en krig skal retfærdiggøres, kan man imidlertid ikke henvise til økonomiske forhold, men fremstille det, som om de gængse værdinormer er i fare. Eller endnu bedre: Fjenden forbereder et barbarisk angreb. Formentlig med atombomber, giftgas osv. Vi må slå til, før han gør det!
Det er som regel virkningsfulde argumenter, men i dette tilfælde virker de søgte. FN har gentagne gange tilladt erobringer eller generobring af land. Det gjaldt Tyrkiets invasion i Cypern, Marokkos indmarch i Vestsahara, ikke mindst Israels okkupation af Vestbredden.
Iraks invasion i Kuwait er en lille begivenhed set med historiske øjne, men netop denne aktion passede ikke supermagterne, og det er jo dem, der afgør, hvad der er 'godt' og 'ondt'.
Saddams brug af giftgas er et hyppigt anvendt bevis for hans ondskab. Giftgas er naturligvis et uhyggeligt våben. Det er imidlertid svært at se, hvordan udbredt brug af napalm og tæppebombning er mere humant og mindre ondt. Med disse våben dræbte Vesten 200.000 mennesker under angrebet på Irak. Senere indførtes boykot af landet, som førte til mangel på mad og medicin. Ifølge flere humanitære organisationer har det kostet en million irakere livet, heraf 500.000 børn.
Så hvem er egentlig mest onde? Det er i hvert fald svært at opfatte Bush som den gode i denne konflikt. Mere logiske er argumenterne om, at han udnytter det tomrum, som er opstået efter Sovjetunionens fald. De 'gale diktatorer' er næppe farligere end krigshidserne. Desværre betragter mange de sidstnævnte som helt normale, selv om de ikke ser krigens rædsler som nogen hindring for at cementere supermagtens verdensherredømme.