Regeringen lovede frit valg på velfærdshylderne - men fører samtidig en stram økonomisk politik som medfører nedskæringer på velfærden.

Kirsten Normann, Århus, 40 år
Næstformand i Social- og sundhedssektoren i FOA Århus.
'Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder'. 'Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed'.
Sådan lyder blot to af de i alt 30 bud i menneskerettighedserklæringen, som også indeholder retten til sundhed, uddannelse, arbejde, fritid, hvile, kulturelt og socialt liv med mere.
På trods af, at vi i over 50 år har haft disse rettigheder, har begrebet frihed været et vægtigt argument for befolkningens valg af den nuværende regering. Med løfter om at befri os fra bureaukrati og kontrolsamfund, som efter regeringens udsagn har til formål at fratage den enkelte selvstændigt initiativ og ansvar for eget liv, er der taget hul på en følelsesladet samfundsdebat.
Ingen kan være uenige i, at vi hver især skal tage ansvar for eget liv, og at velfærdssamfundet først og fremmest skal understøtte de svages behov. Et er imidlertid overskrifter, noget andet er indhold, og ser man nærmere på regeringens prioriteringer i forhold til den magt de nu kan forvalte, så er der tale om falsk varebetegnelse.

Nedskæringer over hele landet
Vi kan imidlertid ikke se bort fra, at resultatet af folketingsvalget også var en tilkendegivelse fra befolkningen om, at samfundsudviklingen har taget en retning, som vi ikke bryder os om - at bureaukratiseringen af den offentlige sektor er en glidebane, som den nye regering paradoksalt nok, har gjort til en regulær rutschebane.
Over hele landet er amter og kommuner i gang med at beskære budgetter, med alvorlige serviceforringelser til følge. Alternativet til serviceforringelser betinger, at samfundet er parat til en ny og anderledes organisering, og det kan ingen nå at være gearet til, og regeringen har tilsyneladende heller ingen intentioner om at give kommunerne og amterne disse muligheder.
Man kan således med rette antage, at regeringen ser frem til det totale sammenbrud, for at give plads til en ny samfundsorden, hvor markedet sætter dagsordenen. Man fristes til at antage, at det menneske, som regeringen ønsker at sætte før systemet, er den private virksomhedsejer.

Elitens sygehuse
Et af regeringens første mål, var at love alle borgerne behandlingsgaranti. Et sympatisk løfte, som i ord lever op til menneskerettighedserklæringen - til gengæld et umuligt løfte, set i lyset af amternes nuværende organisering og økonomiske formåen.
At sygehusbehandling koster penge siger sig selv. Igennem de sidste mange år har amternes økonomi tvunget sygehusene til at organisere sig rationelt, ligesom nye behandlingsformer er taget i anvendelse, så patienternes indlæggelses tid er blevet minimeret.
Der er imidlertid ikke, i forhold til personalekapaciteten, taget tilstrækkelig højde for en serviceudvidelse. Den samlede personalekapacitet er allerede i anvendelse, hvilket betyder, at hvor nye private hospitaler rekrutterer nyt personale, kommer andre til at mangle, og netop de private hospitaler, er udset til at indfri regeringens løfter.
De private hospitaler har som formål at tjene penge. De private hospitaler er herudover ikke forpligtede ud over evne, i forhold til at sikre borgerne behandling. Konkret betyder det, at de private hospitaler selv vælger, hvilke patienter de ønsker at behandle.
De offentlige sygehuse kan således forvente, at de selv må afholde udgifterne til akutberedskab, idet der ikke er penge i at have personale til rådighed, som ikke med garanti kan benyttes. De offentlige sygehuse, har af rationalitetshensyn, anvendt ikke akutte opgaver, som 'buffer' for særlige belastede situationer.
Konkret betyder det, at en ikke akut patient, kan komme til at vente yderligere på grund af en særligt belastende situation. Omvendt betyder denne organisering, at akutberedskabet er så rationelt, at der bliver bedre plads til den ikke akutte patient - en fornuftig disponering, set i lyset af de økonomiske rammer.
Patienter, som er mere komplicerede, fordi de måske har flere sygdomme, kan ikke forvente, at de er interessante for de private sygehuse. Mulighederne for komplikationer på grund af de andre sygdomme kan reducere indtjeningsmulighederne. Når offentlige sygehuse samtidig tvinges til at betale for behandlinger på private hospitaler, for patienter hvor behandlingsgarantien ikke kan overholdes, vil der også i det offentlige sygehusvæsen, let kunne ske en nødvendig prioritering af potentielle patienter til de private hospitaler, på bekostning af den svage patient som må vente yderligere, uden mulighed for at få hjælp.

Rige kan forsikre sig
For de mere velhavende, vil private sygeforsikringer være en mulighed, der herudover kan hjælpe de bedst stillede forrest i køen, især hvis der er mulighed for tilkøbsydelser på forsikringens regning.
Mange forsikringsselskaber har dog klausuler på dårlige helbredssituationer, som er konstateret ved tegning af forsikringen. Dette har mange danskere allerede oplevet i forhold til sygeforsikringen Danmark, som i mange år har tegnet tillægsforsikringer som supplement til brugerbetalte sundhedsydelser, under forudsætning af at helbredserklæringen var i orden.
Det stigende omfang af private sygeforsikringer er i virkeligheden et udtryk for, at borgerne er utrygge ved det danske sundhedsystem, et forhold som ikke er et velfærdssamfund værdigt.
Endeligt, men ikke mindst, vil et samfund, hvor sundhedsvæsnet er opsplittet i forskellige enheder, få meget svært ved at udvikle kvaliteten for borgerne i almindelighed. Den vidensdeling der i dag er naturlig på de offentlige sygehuse, er ikke tilgængelig i forhold til de private sygehuse, hvor naturloven er, at den enes død er den andens brød. Konkurrenceudsætning kan være et udmærket udviklingsværktøj, men for den enkelte virksomhed er monopolet målet.

De stærke ældres hjemmepleje
På samme måde som i sygehusvæsnet, har regeringens ældrepakke som formål at prioritere de stærkeste og bedst funderede ældre. At give ældre valgmuligheder i forhold til, hvor de mener, at de får den bedste service, er en sympatisk tanke, hvis vi har penge nok. I den virkelige verden, vil denne prioritering imidlertid få konsekvenser for de svageste ældre, hvoraf mange næppe er i stand til at træffe et valg.
Skønt regeringen har afsat 1,5 milliard til serviceforbedringer i ældreplejen, står dette beløb ikke mål med de administrative omkostninger ved at indfri løfterne om valgfrihed. Kommunerne har ingen valgfrihed, og er tvunget til at bruge pengene på administration frem for ældrepleje.
Der er ingen tvivl om, at de fleste kommuner har et stramt budget for ældreplejen. De fleste har organiseret sig på en måde, hvor de svageste brugere prioriteres først. Konkret betyder det, at de stærkeste brugere der alene har behov for praktisk hjælp, bliver brugt som buffer for akutte opgaver. Det er naturligvis ikke rimeligt, men er en konsekvens af for snævre økonomiske rammer.
Erfaringer viser, at de private firmaers interesse i ældreområdet, begrænser sig til de opgaver der er lette at planlægge - altså den praktiske hjælp. Eftersom det også er de brugere der modtager praktisk hjælp, der kan forventes at benytte mulighederne for at vælge en privat leverandør til opgaveløsningen, fjerner man således kommunernes buffer. Det betyder konkret, at akutte opgaver, bliver løst på bekostning af andre svage brugere der har behov for hjælp.
En forudsætning for at kommunerne kan løse opgaven i forhold til frit valg af leverandører er, at organiseringen omdannes til markedsvilkår, hvor opgaver bestilles af en bestillerenhed, som betaler en fastsat timepris til den der leverer opgaven. De færreste kommuner er gearet til denne omlægning, og kan sandsynligvis heller ikke nå at blive det.
Mange kommuner har et fast ældrebudget, som lokale ledere er forpligtede til at forvalte i forhold til de opgaver der skal løses. Ofte er budgetterne for stramme, og opgaverne bliver komprimeret for at få ressourcerne til at nå hele vejen rundt.
Mange kommuner har visiteret brugerne til konkrete ydelser, som der ikke er fastsat tid på. Når private virksomheder skal udføre opgaverne, er det nødvendigt at aftale hvor lang tid der afsættes til opgaveløsningen. Når der skal sættes tid på opgaverne, bliver det til gengæld synligt, om der faktisk er ressourcer nok til at udføre de visiterede opgaver. Det er imidlertid en forudsætning, at de kommunalt ansatte gives samme økonomiske betingelser som de private firmaer, hvis ikke konkurrencen skal blive ulige.

Begrænset valgfrihed
Er det frie valg frit...
Svaret afhænger af, hvem vi spørger. For de stærkeste brugere af velfærdssamfundet, kan det opfattes som en frihed i sig selv, at kunne vælge leverandør, uanset om der er tale om ældrepleje eller sygehusbehandling. Friheden vil dog altid være begrænset af udbuddet, og i visse tilfælde pengepung og helbred.
For de svageste brugere - den ældre der ikke kan tage stilling til valget - den syge, der er for kompliceret til at private hospitaler er interesseret - den syge, som bliver sprunget over i ventelisten, fordi en anden har forsikring eller penge til at kunne springe foran i køen - borgeren, som egentligt havde mere behov for mere og bedre velfærd, end blot det at få et valg mellem leverandører - for disse borgere kan valgfriheden synes begrænset, i bedste fald som fråds, andre behov taget i betragtning.
For disse borgere er der kun et valg - en regering, som kan og vil solidarisere sig med de svageste i samfundet. Det kunne være dig og mig. Vi har også et valg.

Kirsten Normann, Århus, 40 år Næstformand i Social- og sundhedssektoren i FOA Århus.
Uddannet sygehjælper i 1985 på Frederiksberg Hospital. Har siden 1986 arbejdet med demente på plejecentret Bakkegården i Århus. Blev i 1991 valgt ind i bestyrelsen i sygehjælpernes brancheklub under det daværende DKA og blev i 1996 valgt til nuværende hverv.
Medlem af SF.