24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fem år uden virksomhed for snyd

Fem år uden virksomhed for snyd

Lørdag, 05. oktober, 2002, 00:00:00

Vi kunne godt forestille os, at der blev stillet krav om en vis kapital og en bestemt uddannelse eller træning som forudsætning for at drive restaurant

Udtalelse fra RestaurationsBranchens Forbund
RestaurationsBranchens Forbund (RBF) tilslutter sig alle tiltag, der kan medvirke til at dæmpe snyd og fusk i hoteller og på restauranter.
Nye initiativer fra regeringen mod sort arbejde og fusk i restaurationsbranchen er meget nødvendige, og RBF tilslutter sig de forslag som arbejdsgiverforeningen HORESTA for nylig har meldt ud på baggrund af en ny alarmerende analyse om omfanget af svindel i branchen. Det gælder forslaget om erhvervelse af et kørekort, der giver ret til at drive restauration og som kan inddrages ved fusk. Og det gælder forslag om større bøder til restauratører for at bruge sort arbejdskraft og for at holde store dele af omsætningen uden om det registrerede kasseapparat.
Vi vil gå så vidt som til at foreslå, at sådan økonomisk kriminalitet udover en bøde, der passer til den ulovlige indtjening, skal mødes med tab af retten til at drive virksomhed i fem år.
I RBF har vi også et godt råd til den virksomhed, der ønsker ordnede forhold. Brug faglært arbejdskraft. Så får man den største mulighed for en professionel og etisk forsvarlig udøvelse af erhvervet.
Der er i regeringens politik på andre områder desværre udsigt til, at de faglærte i restaurationsbranchen udkonkurreres af sort arbejdskraft. Det skyldes forslaget om nye dagpengeregler, der vil tvinge unge mellem 25 og 30 år fra dagpenge til Statens Uddannelsesstøtte.
Disse unge voksne, der ikke kan leve af den påtænkte ydelse, vil være oplagte ofre for smarte tilbud fra lyssky restauratører om sort arbejde. Og de vil få følgeskab af de øvrige desperate udstødte fra arbejdsmarkedet, som regeringen har planer om at øge antallet af ved at nedsætte kontanthjælpen.
Desværre tyder meget på, at regeringen udover sort arbejde også er ved at give frit slag for madsvineri og druk.
Alle og enhver skal have lov til at åbne en restaurant uden alkoholbevilling, fremgår det af handlingsplanen for regelforenkling og administrative lettelser.
Samtidig skal butikker og forretninger, lige fra ostehandlere til modeshops, have lov til at udskænke alkohol og servere madvarer, altså drive regulær restaurationsvirksomhed.
Det er kommunerne, som i samarbejde med politiet behandler ansøgninger om alkoholbevilling. Og går lovforslaget igennem, får kommunerne fremover pligt til at sige ja til ansøgningerne fra butikker og forretninger.
At drive restaurationsvirksomhed er ingen enkel affære, ethvert personale kan klare, samtidig med at det håndterer pelse, bøger, isenkram eller skotøj. Det kræver stor brancheindsigt og uddannelse. Ringe råvarehåndtering og dårlig service risikerer på denne måde at sætte den organiserede restaurationsbranchen i et lys, den ikke har fortjent.
Det værste er dog forslaget om at droppe kravet om næringsbrev for at drive restaurant uden bevilling. Det vil være direkte ødelæggende for restaurationsbranchen og uden tvivl føre til åbning af mange mindre serveringsforretninger, der for at klare sig i konkurrencen vil øge dårlig hygiejne og sort arbejde, som branchen desværre allerede er kendt for.
I RBF så vil hellere en helt anden udvikling. Vi så gerne, at hvert eneste kommune nedsatte et bevillingsnævn med repræsentanter for branchen. Samtidig kunne hver eneste kommune samtidig blive pålagt at udarbejde en plan for den fysiske placering af restauranter, caféer, diskoteker og værtshuse, sådan som enkelte fremsynede kommuner allerede har.
Ifølge den gældende restaurationslov skal borgere, der agter at starte en restaurationsvirksomhed, opfylde bestemte krav. Blandt andet må man ikke have en gæld over 50. 000 kr. til det offentlige og man må ikke være straffet for noget, der har relevans for restaurationsdrift. Sådan skal det altså ikke være, mener den borgerlige regering, og det beklager vi inderligt.
Sammen med HORESTA har vi i RBF gang på gang påpeget nødvendigheden af at stramme op på mulighederne for at få næringsbrev. Vi kunne godt forestille os, at der blev stillet krav om en vis kapital og en bestemt uddannelse eller træning som forudsætning for at drive restaurant. En prøve og et certifikat, der viste, at den håbefuld restauratør kendte lovgivningen, arbejdsmiljø-bestemmelserne, skattereglerne, arbejdsmarkedets spilleregler og principperne for rengøring og hygiejne ville være et stort fremskridt.
Samtidig vil vi opfordre regeringen til at inddrage lønmodtager-organisationerne, når der drøftes politisk på sådanne områder, herunder også erhvervs- og turistpolitikken, hvor det desværre for nylig viste sig, at kun arbejdsgiverne var inviteret. Skal erhvervspolitik have en chance for at nå bredt ud, må det også være i regeringens interesse at inddrage alle relevante organisationer.
Regeringen har allerede skåret ned på fødevarekontrollen og fyret hundredvis af medarbejdere i Told & Skat. Oveni kommer så forslaget om at slippe samfundets sidste lille kontrol med, hvem der tilbereder fødevarer og sælger alkohol. Der svines med mad som aldrig før, sort arbejde hører til dagens orden, og alkolservering for unge når nye højder. Er det virkelig, hvad regeringen ønsker at fremme?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp