Carsten fremhæver kompromiset som den højeste form for konfliktløsning og der kan være tilfælde hvor dette er rigtigt, men der er tilfælde, hvor man kan sætte målet højere

af Jan Hermansson, Sæby
Jeg er helt enig i Carsten Andersens holdninger til krig og terror (kronik i Dagbladet Arbejderen 27. september), bortset fra en detalje som godt kan diskuteres.
Carsten fremhæver kompromiset som den højeste form for konfliktløsning og der kan være tilfælde hvor dette er rigtigt, men der er tilfælde, hvor man kan sætte målet højere.
Der er løsninger hvor alle vinder (1). I kompromiset giver man lidt og får lidt, omtrent halvt af hver. Ved win-win løsninger går alle ud af konflikten som vindere. (Bortset fra dem der lever af krig.)
Hvis USA omformulerer sit behov for sikkerhed, sit behov for at være verdens politibetjent, sit behov for at beherske verdens oliekilder med videre og i stedet brugte sine ressourcer på fredsskabende og tillidsskabende foranstaltninger, valgte at vise verden hvordan en nation kan fungere, i langt højere grad bæredygtigt med selvforsyning af energi som eksempel, valgte at give i stedet for at tage, valgte at støtte bæredygtig udnyttelse af klodens rigdomme på den ene side så, ville USA blive et bedre sted at bo. Med andre ord USA ville vinde på dette paradigmeskift.
At Irak på den anden side kunne byde på en mindre paranoid politik, mindre frygt, mere menneskelig udvikling og skabe et mindre repressivt samfund ville jo være en gevinst for irakerne og verden ville kunne spares for endnu en ødelæggende krig.
Dette ville være bedre end et kompromis, hvor den stærkeste fik mest ud af det.
1. Karin Utas Carlsson (2001) Læra leva samman. (s 190-191) Elanders Digitaltryk.