Mange unge ser i dag fagforeningerne som et kontor, hvorfra en masse indviklede regler administreres.
af Mattias Tesfaye, Århus, 21 år. Murersvend
Fagbevægelsen skal vinde de unge
Mange unge ser i dag fagforeningerne som et kontor, hvorfra en masse indviklede regler administreres.
Unge svigter fagbevægelsen! Unge er egoistiske!
Aviserne ligger ikke fingre i mellem... Men selvom der en del sandhed i historierne formår de sjældent at beskrive de reelle problemer.
Mange unge ser i dag fagforeningerne som et kontor, hvorfra en masse indviklede regler administreres. Præcis ligesom et kommunalt kontor.
Et kontor, hvorfra man har godkendt, at tusindvis af unge sendes i aktivering uden udsigt til varigt arbejde og samtidig holdes uden for dagpengesystemet.
Og hvis man endelig får snuden indenfor i det forjættede dagpengeland risikerer man, kun at få det halve af kollegernes dagpengesats, blot fordi man er under 25 år. Selvom man har betalt præcis det samme i A-kasse kontingent.
Et kontor, hvor nogle mennesker gennem de lokale uddannelsesudvalg på erhvervsskolerne administrer nedskæringer. På den måde virker de som nogle, der er med til at forringe uddannelsernes kvalitet.
Eller som dem der sikrer, at man kan komme i dødssyg skolepraktik, når arbejdsgiverne igen har svigtet deres ansvar med at oprette det nødvendige antal lærepladser.
Føler sig svigtet
Når man som ung kun møder fagbevægelsen som administrator af nogle åndssvage og alders diskriminerende aktiverings- og dagpengeregler, og som forvaltere af et halvdårligt uddannelsessystem, er det måske ikke så underligt, at mange unge føler sig svigtet af fagbevægelsen.
Hvis unge skal overbevises om fordelene ved et fagligt medlemskab kræver det, at vi sælger mere end blot administration af elendighed og juridisk assistance i tilfælde af problemer - som et andet forsikringsselskab.
Vores argumentation for at organisere sig i fagbevægelsen skal være offensiv. Vi skal sige, du skal organisere dig, for samlet står vi stærkest. Det er nødvendigt, når vi skal sikre gode løn- og arbejdsforhold, gode uddannelser og et solidarisk samfund.
Fagbevægelsen skal vinde unge for lysten til at være med i et fællesskab.
Ungdommens forhold skal tages seriøst
Tillidsfolk på alle niveauer bør interessere sig for de spørgsmål, der vedrører unge. For eksempel at:
* 11.000 unge står uden praktikplads
* lærlingelønninger som oftest starter under 50 kroner i timen
* unge arbejdsløse risikerer at ende på halve dagpenge
* nedskæringerne på de tekniske skoler igen i år når svimlende højder.
Hvis fagforeninger har nogle klare og solidariske holdninger til de spørgsmål, hvis tillidsfolk giver udtryk for disse holdninger over for de unge, hvis fagbevægelsen på denne måde viser, at de tager ungdommens forhold seriøst.
Så skulle det være muligt, at ungdommen omvendt også fik et mere positivt forhold til fagbevægelsen.
Vi kunne passende starte med at få formuleret en kritik af de nuværende spareforslag på erhvervsuddannelserne sådan som der er lagt op til i det nye finanslovsforslag. Alene i Århus vil det betyde nedskæringer på 10 millioner kr.
Uddannelse til alle
Derudover foreslår den borgerlige regering en række moms-tekniske ændringer, der vil skabe en situation hvor skoler, der ikke udliciterer - og dermed forringer - for eksempel rengørings- og kantinedrift - straffes hårdt økonomisk.
Regeringen er gået til valg på, at uddannelse er Danmarks vigtigste råstof - alligevel foreslås nedskæringer på uddannelserne.
Regeringen er gået til valg på nødvendigheden af at afskaffe den påståede mangel på kvalificeret arbejdskraft - alligevel gør regeringen intet for at skaffe det nødvendige antal praktikpladser.
Den aktive del af dansk fagbevægelse bør diskutere, hvilket fagligt og politisk program man ønsker at møde ungdommen med. En start kunne være at kræve uddannelser til alle hvor:
* lærlingelønningerne ikke virker afskrækkende på at tage en uddannelse
* lærere og skolefaciliteter lever op til de krav nutidens produktion kræver
* arbejdsgiverne tvinges til at oprette det nødvendige antal praktikpladser.
Mattias Tesfaye, Århus, 21 år. Murersvend.
Udlært for ét år siden. Var formand for Murerlærlingenes Klub i Århus i tre år. Er nu suppleant til bestyrelsen for Murersvendenes Fagforening i Århus.
Medlem af Rød Ungdom og DKP/ML
Næste debattør bliver Kirsten Normann, næstformand i Social- og sundhedssektoren i FOA Århus.
Mattias Tesfay har debuteret med bogen, 'Livremmen', om moral og etik
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278