24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

NEJ til taxameter

NEJ til taxameter

Tirsdag, 01. oktober, 2002, 00:00:00

Taxameterpasning vil være et pædagogisk tilbageskridt og vi er forundrede over, at et flertal i byrådet vil arbejde videre med et så visionsløst forslag for børn og unges udvikling i Århus kommune

Udtalelse fra BUPL Århus
År er gået siden børnene blev afleveret over en skranke på nøje aftalte tidspunkter. Institutionsmiljøet har over de sidste 30 år udviklet sig til at bygge på høj grad af fleksibilitet. Denne fleksibilitet er ikke kommet af sig selv og som nogen tilfældighed.
I tæt dialog mellem personale og forældre bliver hverdagen i institutionen til stadighed vendt og drejet med det klare formål at skabe så rummeligt og fleksibelt et institutionsmiljø som muligt - til gavn for børn og unge.
Denne fleksibilitet vil vi som personale værne om og kæmpe for at bevare.
Derfor tager vi klart afstand fra taxameterpasning, der alene er et udtryk for økonomi- og kassetænkning, hvor børnepasning reduceres til en vare, der kan købes i metermål. Et markedsprincip der ganske enkelt ikke er foreneligt med en institutionshverdag, hvor børns udvikling og dialogen med forældrene er omdrejningspunktet.
Taxameterpasning vil være et pædagogisk tilbageskridt og vi er forundrede over, at et flertal i byrådet vil arbejde videre med et så visionsløst forslag for børn og unges udvikling i Århus kommune.
Taxameterforslaget har fra starten mødt stor modstand fra institutionspersonale og forældre. Borgerlige politikere har hidtil valgt at sidde den massive modstand overhørig og har ikke villet dialogen med personale og forældre. Det er beskæmmende.
Vi siger nej til enhver form for taxameterpasning.
* det vil medføre forringelser for det pædagogiske tilbud
* det vil medføre øget bureaukrati
* det vil betyde mindre frit valg for forældre, børn og unge
* det vil erstatte dialog med kontrol
* det vil ødelægge det fleksible tilbud, vi har brugt år på at opbygge
* det vil reducere børnepasning til en handelsvare
Det er på tide, at de folkevalgte lytter til modstanden fra forældre og det pædagogiske personale.

Vedtaget på generalforsamling i BUPL Århus Kommune 27. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp