24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cykelfilosofi

Cykelfilosofi

Fredag, 27. september, 2002, 00:00:00

... jeg blev netop slået af, hvor indlysende rigtigt det var, det som hun sagde, men det var en verden, som jeg fuldstændig tromlede henover og overså i min daglige færden, som elefanten, der træder i en myretue og udsletter en hel civilisation uden overhovedet at bemærke det

Indimellem filosoferer jeg på mine cykelture noget over, hvor uendelig lidt vi mennesker forstår hinanden i det daglige, fordi vi ikke orker eller har overskuddet til at sætte os ind i hinandens verdener. Og hvor uendelig meget vi er i stand til at forstå hinanden, hvis vi gider gøre os dette besvær.
For mit eget vedkommende er jeg altid hurtigt ude med at råbe idiot efter bilister, der holder tilbage for mig på min cykel, hvor de egentlig har forkørselsret, fordi der derved opstår en tvetydig situation.
Først bagefter falder det mig ind, at bilisten måske har sine gode grunde, fordi der, når sandheden skal frem, er temmelig mange cyklister, der skider temmelig meget på bilers forkørselsret.
Sammenfletningsprincippet, som benyttes på indfaldsvejene til motorveje, er mig bekendt enestående blandt trafikregler: det bygger på forudsætningen om, at bilister kan blive enige om, hvem der skal vige for hvem, altså at de kan sætte sig ind i hinandens måder at reagere på.
Alle andre trafikregler tager det stik modsatte udgangspunkt: trafikanters reaktioner er principielt uforudsigelige, derfor må der være regler for dem ned i de allermindste detaljer.
I sommerferien var min datter og jeg nogle dage på besøg hos min mor, som stadig bor i det vindblæste nordvestlige Jylland, hvor jeg for snart mange år siden voksede op.
En dag fik hun besøg af én af sine veninder, en lille vindtør kvinde på langt over halvfems år. Bortset fra, at jeg synes, hun skrumper ind og bliver mindre og mindre for hver gang, jeg ser hende, så synes hun at være absolut uforgængelig.
Efter at være blevet enke er hun flyttet ind i nabolandsbyen til den landsby, hvor min mor er flyttet til, i gamle dage var de naboer på et par af egnens husmandssteder.
Årsagen til, at hun nu opsøgte min mor, var at hun havde været på besøg hos en anden veninde og var kommet for sent til bussen, og nu havde hun ingen steder at være, indtil den næste bus kom.
Jeg vidste imidlertid, at hun plejede at cykle de fem-seks kilometer, der er mellem de to landsbyer, så jeg spurgte hende, om hun nu endelig var holdt op med at cykle, eftersom hun jo var med bus? Men nej, det var hun slet ikke, i dag var hun blot ikke på cykel, fordi hun først havde skullet besøge veninden klokken ti.
Jeg var lutter spørgsmålstegn.
Jo, forklarede hun, hun plejede skam stadigvæk at cykle turen, hvorfor skulle hun dog ikke gøre det, men når hun skulle cykle, så skulle det være mellem klokken otte og ni om morgenen eller også klokken otte og ni om aftenen.
Og hvorfor skulle det nu være det, jamen det var da fordi mellem klokken otte og ni da var det mindst træls at cykle, for da var der ingen vind, det vidste da enhver.
Det kan godt være, det her er en lillebitte ting. Men jeg oplevede det, som om hun åbnede døren til en for mig fuldstændig ukendt verden.
Eller ikke ukendt, for jeg blev netop slået af, hvor indlysende rigtigt det var, det som hun sagde, men det var en verden, som jeg fuldstændig tromlede henover og overså i min daglige færden, som elefanten, der træder i en myretue og udsletter en hel civilisation uden overhovedet at bemærke det.
Det er en iagttagelse, som det nok er få af os andre, der overhovedet gør, men det er fuldstændig rigtigt, at vinden lægger sig omkring solopgang og solnedgang.
Enhver meteorolog kan forklare mekanikken, det er noget med, at solens opvarmning af luften er kraftigere over land end over hav, og nattens afkøling er det samme, og da varm luft stiger til vejrs og kold luft søger nedad, så vender vindretningen på et tidspunkt mellem nat og dag.
Jeg var godt klar over fænomenet, men jeg, der ellers cykler så meget, jeg havde aldrig, aldrig skænket det en tanke, at det var noget, jeg kunne drage fordel af på cykelture.
Derfor spurgte jeg videre til, om det da ikke var strengt at cykle efterhånden. Men nej, selvfølgelig var det ikke strengt, hvorfor skulle det dog være det, bare hun ikke cyklede sammen med nogen, så gik det vældig godt.
Men cykle sammen med nogen det ville hun ikke længere, for de fleste unge mennesker de havde bare så travlt, og så kom de pludselig til at tænke på, at så hurtigt som dem cyklede hun nu heller ikke, og så holdt de helt stille og ventede på hende, og så meget andet af den slags, og det betød, at hun var nødt til skiftevis at bremse op og sætte fart på, og det forstod de andre jo ikke der var meget strengere. Så hun cyklede alene nu.
Det var ikke spor svært for mig at sætte mig ind i, hvor nøje man er nødt til at føre regnskab med kræfterne, hvis man vil fortsætte med at cykle, når man er langt over halvfems.
Og jeg kunne sagtens selv digte videre på den verden, hun levede i som cyklist, hvis jeg havde skullet, nu hvor hun én gang havde åbnet døren.
På den anden side så er det også noget, det normalt er meget fjernt for mig at gøre, sådan at spekulere over, hvordan det er at fortsætte med at cykle, efterhånden som kræfterne bliver færre.
Normalt må jeg nok indrømme, at jeg mest forholder mig til gamle mennesker på cykelstien som et irritationsmoment.
Nej, jeg skælder ikke ud, og jeg optræder hensynsfuldt og alt det der, men det er mest fordi det skal man jo, jeg sætter mig ikke ind i sagen fra deres side. Og indvendig - helt ærligt, det sker, jeg bander over dem indeni mig selv.
Det er en ganske lille ting, men det er en meget stor fejl. Vi kan godt se det fra hinandens side. Vi har evnen til det. Men vi gider ikke, eller vi orker ikke, eller vi har for meget andet at tænke på. Og vi forsømmer det væsentligste af alt.
Vi skal netop bruge vores evner til at leve os ind i hinandens verdner. Det handler ikke bare om gamle mennesker og ikke bare om at cykle.
Om det var alt? Ja, det var. Om jeg ikke selv synes, der var lidt for lidt politik i det?
Nej, jeg synes bestemt ikke, der var lidt politik i det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp