Alverdens undertrykte arbejdere kan ikke forventes at vælge at lade deres elskede børn sulte, blot fordi de ikke vil gå på arbejde i en koncern der støtter Coca-Cola.

af Freja Wedenborg, København
Der har i løbet af den sidste uges tid i Dagbladet Arbejderen kørt en debat om skyld og ansvar i forhold til gengældelsesangrebene på World Trade Center sidste år.
Jeg vil give både Ole P. Jensen og Ron Ridenour ret i, at det åbenlyst er den kyniske og selvretfærdige amerikanske udenrigspolitik der skaber den desperation, der førte til katastrofen den 11. september, og at den eneste vej til en verden hvor den slags ikke sker, derfor er at ændre på den politik.
Men hvem er det der er ansvarlig for, at den føres som den gør? Ifølge Ron Ridenour er der ingen som er uskyldige. Ifølge Ole P. Jensen ligger ansvaret først og fremmest hos 'direktionerne i de store koncerner og de politisk topansvarlige i det militære kompleks'. Det er klart, at dem der leder spillet har mest magt og ansvar for det. Men de kunne ikke lede det alene.

Jeg tror det er for nemt blot at skyde ansvaret for den uretfærdige verdensorden over på lederne og kapitalisterne. På samme måde som at Hitler ikke var alene om opbyggelsen af Nazityskland, er alle vi der lever i dette samfund konstant med til at fastholde de systemer der undertrykker og udbytter folk i den tredje verden.
Hver eneste dag betaler jeg skat til den regering, der støtter Bush. Jeg handler også ind i koncerner, der i sidste ende suger olie ud af Mellemøsten, udnytter billig arbejdskraft på Filippinerne, hælder dødelig modermælkserstatning i Afrikas børn og så videre og så videre. Derfor er jeg i princippet lige så ansvarlig for sulten, krigene og uligheden som de, der døde i World Trade Center. Bush kunne ikke føre den politik han fører ene mand.

De fleste har kontrol over arme og ben og vælger - uanset hvad - selv, at handle som de gør. Men Ole P. Jensen har ret i, at det ikke altid er et frit valg.
Alverdens undertrykte arbejdere kan ikke forventes at vælge at lade deres elskede børn sulte, blot fordi de ikke vil gå på arbejde i en koncern der støtter Coca-Cola. Jeg ville foretage et tåbeligt valg, hvis jeg nægtede at betale min skat, fordi man ikke er en særlig effektiv revolutionær i et gældsfængsel. Og jeg har ikke råd til - desværre - kun at handle ind i Spidsroden og lignende antikapitalistiske kooperativer.
De få rige mænd der tager profit på vores arbejde og købekraft har kun deres magt i kraft af os. Den dag vi vender deres verdensorden ryggen, falder den til jorden som støv. Netop derfor er det så vigtigt, at vi holder os klar og arbejder for hele tiden at informere og afsløre sammenhængene i deres politiske og økonomiske systemer.
Samtidig er det vigtigt, at vi arbejder for at opbygge alternativer til de områder, hvor vi ellers er tvunget til at støtte dem - som for eksempel kooperativer og non-profit butikker - og at vi støtter hinanden solidarisk så vi har råd til at benytte de alternativer. Gradvist vil vi derved kunne vride os ud af kapitalismens greb og langsomt blive stærke nok til endelig at kaste den af os.