Den dygtige journalist skyder det ellers så flygtige markedsbegreb fuldstændig i sænk med sine glødende kugler af Nestlé, Coca-Cola og McDonald´s. Alle éns værste fordomme om disse ´globaliseringssymboler´ blev bekræftede, og det til overmål

af Sámal Matras Kristiansen
Jeg har i den seneste måned haft et introduktionsabonnement hos Jyllands Posten (JP), dog uden at være blevet synderligt åndeligt beriget af den grund, hvorfor jeg også har undladt overhovedet at betale for det papirskrald, jeg får fyldt min postkasse op med hver morgen.
Men på den anden side er det også indenfor den borgerlige ideologis idéramme, at man kun skal betale for det man synes man får, og ikke for det man egentlig får. Den tamme og ukritiske journalistik som JP er fuld af, er i hvert fald ikke noget, der får mig til at synes noget som helst.
Det mest eksplosive materiale i avisens uendelige papirflade er de mange små kommentarer, hvor man først har jublet over DR's fravær og siden i mandags over DR's tilbagevær. DR er jo kun en bunke venstreorienterede skabspolitikere, som er med til at skævvride den ellers så neutrale (læs ukritiske) debat, som blandt andet JP efter egen mening er eksponent for.

Men nu er DR tilbage, og tak og lov for det. Det har været en rigtig hård måned uden, hvor den borgerlige diskurs rigtig har fået lov til at udtale deres hule ideologi i fred, ja endda i de former, hvor den for nogenlunde frit tænkende mennesker ligger på grænsen mellem absurd og skizofren. Uden DR's tilstedeværelse er det rent faktisk muligt at bruge markedsbegrebet ukritisk, uden at tage forbehold for de åbenlyse fejl der er ved dette begreb.

Men i aftes (onsdag den 18. september) kom DR for alvor tilbage i det danske mediebillede, og det med bravour. I en af de mest betagende dokumentarer jeg længe har set, skyder den dygtige journalist det ellers så flygtige markedsbegreb fuldstændig i sænk med sine glødende kugler af Nestlé, Coca-Cola og McDonald's. Alle éns værste fordomme om disse 'globaliseringssymboler' blev bekræftede, og det til overmål.

Jeg har sagt det før, dog uden at vinde andet gehør end platte reaktioner fra hjernevaskede venstreløver og lignende. Markedet er en utopi! Markedet er en idémæssig konstruktion, som ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Den er en udmærket måde at forestille sig økonomisk transaktion på, og som sådan yderst givtig, men hvis man ikke tager 'markedets' dysfunktioner med i betragtning, så går man rundt i en evig hallucination forårsaget af det yderst farlige og effektive stof, som hedder 'liberalin'.
Verden er simpelthen så smuk, når man først har fået vænnet sig til disse bløde opadgående kurver, der hele tiden krydser hinanden på det evigt perfekte tidspunkt. Det er noget nær himmelsk, fordi man har opnået den fuldendte sandhed, og derfor kan være lykkelig til sine dages ende.

Men desværre kun indtil rusen aftager. Fordi 'liberalinens' rus varer kun en tid, før virkningen begynder at aftage, og den barske og komplicerede virkelighed atter begynder at træde i karakter. Og så lige pludselig rammes man af en slag oven i skallen - en slags åndelige tømmermænd - som for eksempel en kritisk DR-dokumentar, og erkender, at man ikke længere befinder sig i paradis, men i den dunkle og problemfyldte danske hverdag, hvor underlønnede pølsemænd trækker deres surt tjente løn hjem på vej forbi det evigt smilende McDonalds-symbol, hvor alle problemer kan glemmes for en stund.

For markedet er ikke perfekt. Lige meget hvor tit de kære borgerlige forsøger at stable dette hårdt prøvede begreb på benene, så lykkes det aldrig. Markedet vil ikke være perfekt. Det ligger ikke til dets natur. Det er ikke de frie individer, der styrer verdenen. Det er de højst rangerede individer, eliten, der styrer. Og sådan vil det altid være, hvadenten produktionsregimet hedder staten, markedet eller civilsamfundet. Der er altid nogle, der har magt over andre.

En nedbrydning af staten vil altid kun betyde en fremvækst af et andet produktionsregime. Liberalisterne ynder at kalde dette for 'markedet', selv om det jo faktisk er helt forkert. I stedet vokser der monopoler frem i form af multinationale selskaber, som rent faktisk fungerer som en slags stater. Forskellen er bare, at de stater, vi er vant til at forestille os, bliver styret af mennesker (groft sagt), mens markedets monopol-regimer bliver styret af kapitalen.

En deregulering af økonomien betyder derfor ikke en perfektion af markedet. Snarere tværtimod. Det (tilnærmelsesvis) perfekte marked forudsætter stærke stater, som kan formulere nogenlunde retfærdige spilleregler for de økonomiske transaktioner. Dette gør monopol-regimerne ikke. De ønsker blot mest mulig profit inden for kortest mulig tidsfrist.
Selvfølgelig betyder dette en forringelse af almindelige menneskers vilkår, men næsten endnu mere tragikomisk: En styrkelse af monopol-regimerne betyder lige netop en defektionering af markedet, hvilket blev så virtuost belyst i 'Skatteakrobaterne', hvor monopol-regimerne jo har opnået et relativt monopol på prisfastsættelsen, hvorfor den selvfølgelig bliver højere end den burde være, ifølge den banale markedslogik.

Alt imens jeg skriver denne artikel, er der sikkert mange småborgerlige ude i de små danske hjem, der sidder med rødglødende pande og skriver hidsige læserbreve om lige præcis det modsatte som jeg. Disse kommer til at fylde siderne i JP de næste par dage, og vil omhandle DR's 'partiskhed' og 'skævvridning af debatten'.
De glemmer bare, at der ikke ville være nogen debat uden en skævvridning. Skævvridning er debattens essens, og den eneste måde vi kan nærme os virkeligheden. At liberalisme ikke er svaret, burde efterhånden være sevet ind i alle danskeres små hoveder, men nok ikke hos JP's læsere. JP vil kæmpe sin kamp for 'den neutrale' debat, eller rettere sagt for banaliteternes debat, hvor de virkelig vigtige spørgsmål da slet ikke bliver bragt på bane.

Måske er det netop en slags journalistisk arbejdsdeling, at DR skal tage sig af de højtflyvende og nyskabende historier og det kølige overblik, mens JP skal klare de mere jordnære klovnerier som at kaste flødeskumskager for et billigt grin. Tak for gensynet, DR!