Jeg kan slet ikke se, at bogen ´peger på en masse rigtige problemer´. Tværtimod - den tilslører det danske klassesamfunds virkelige modsætninger
af Jens Kristiansen, København
Det er et trist faktum, at man om indvandrere og flygtninge uimodsagt kan slippe af sted med at sige og skrive stort set hvad som helst - åbenbart også i Arbejderen. Med hensyn til anmeldelsen af Kåre Bluitgens bog og interviewet med forfatteren den 21. september er nogle spørgsmål, der burde være stillet:
1) Hvad er 'venstrefløjen'? O.k., for Kåre Bluitgen må det være et meget bredt og diffust begreb, i og med at han selv betragter sig som tilhørende denne.
2) Hvem på 'venstreføjen' har betragtet 'flygtninge og indvandrere som en fælles gruppe'?
3) Hvem og hvordan er 'venstrefløjen faldet på halen for islam og fundamentalistiske muslimer'?
4) Hvad er det for en 'historisk set eksplosiv indvandring' der postuleres at gøre mange folk bekymrede?
5) Og hvad menes der med 'islams stadig større indflydelse på dagligdagen', der 'især' skulle være bekymrende for mange? O.k., jeg vil ikke bestride Kåre Bluitgens oplevelser på en folkeskole på Nørrebro, men det er nu en gang kun en lille del af den danske virkelighed. Og jeg mener virkelig ikke, at vi på Nørrebro går rundt og er specielt bekymrede på grund af indvandrere og islam, hvilket blandt kan aflæses af hvordan vi stemmer til valgene.
6) Hvem på 'venstrefløjen' kæmper for retten til tvangsægteskaber? I øvrigt er Kåre Bluitgens forslag om 'en stram lovgivning for at forhindre tvangsægteskaber' allerede realiseret for flere år siden - uden påviselig effekt.
7) Hvordan kan Kåre Bluitgen afgøre om børns modersmål er dansk? O.k., Bluitgens argumentation med hensyn til modersmålsundervisning er nok den åbenlyst mest forvrøvlede af hele smøren, med mindre han da er igang med genial nytænkning om sammenhængen mellem sprog og klassebaggrund.
8) Hvordan er den postulerede sammenhæng mellem 'fundamentalisme og feudale vaner'? Den såkaldte islamiske fundamentalisme er udpræget et moderne fænomen, opstået i storbyerne såvel i de muslimsk dominerede lande og de vestlige immigrantlande. Altså et fænomen der væsentligst finder sin forklaring og baggrund i den moderne kapitalisme/imperialisme.
9) Hvorpå bygger Kåre Bluitgen påstanden om, at 'i 150 år har socialister kæmpet for at nedkæmpe kirken'? For eksempel skrev Marx: 'Kampen mod religionen er kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen'.
Jeg er helt uenig i anmelderens betegnelse af Kåre Bluitgens bog som 'meget modig' - med mindre det da betragtes som modigt at udstille sin manglende indsigt og viden. Og jeg kan slet ikke se, at bogen 'peger på en masse rigtige problemer'. Tværtimod - den tilslører det danske klassesamfunds virkelige modsætninger og er kun 'til gavn for de sorte'.
Omtalen af Kåre Bluitgens bog har skabt debat - alle avisens læsere opfordres til at komme med deres synspunkt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278