23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er USA, der har fået frit spil

Det er USA, der har fået frit spil

Tirsdag, 24. september, 2002, 00:00:00

Jeg er meget uenig, når Kåre Bluitgens synspunkter karakteriseres som modige

af Kjeld Stenum, Glostrup
En provokerende midtersideoverskrift i Arbejderen 21. September fik mig til at få kaffen galt i halsen. Der stod: 'De sorte har fået frit spil'. Det drejede sig om et interview med Kåre Bluitgen i anledning af en bog, han har skrevet. Den bog har jeg ikke læst. Angiveligt er det en debatbog, som gør en del ud af at bebrejde venstrefløjen, at den har været tilbageholdende i kampen mod fundamental islam. På smagløs Pia Kjærsgaardsk vis omskrevet til 'de sorte'.
Vi skal bekæmpe stening af kvinder. Det har fundet sted i kulturer med de feudale træk tæt på overfladen i mange år. Her i Vesten var det mere moderne at brænde kvinder, dengang vi endnu ikke var fri af feudaltiden. Stening er lige så slemt, som det var. Vi skal også gå imod, at kvinder tvinges ind i ægteskaber. Det bliver kvinder i halvfeudale kulturer tvunget til.
Disse forskellige feudale traditioner er ikke en nødvendig del af islam, men de falder ofte sammen. Og vi skal gøre noget ved det, hvis unge lømler ikke viser almindelig mellemmenneskelig respekt, muslimer eller ej. Vi skal gå imod de ting, og det har vi altid skullet. Der er ingen politisk forsvarlige grunde til, at det skulle være vigtigere netop nu, end det hele tiden har været.

Hovedsiden af problemet i dag i Danmark som i store dele af den USA-dominerede del af verden er, at muslimers religionsfrihed er truet. Hvorfor har vi netop i det seneste år så lidenskabeligt diskuteret tvangsægteskaber? Hvorfor er der især blevet sådan et røre om stening af kvinder efter filmoptagelserne fra Taleban-styrets steninger på alverdens medier sidste efterår? Fordi USA opruster os alle til krig imod islam, og de bruger særdeles bevidst deres dominans over verdens medier i den sags tjeneste.
Det er sørgeligt at måtte indrømme det, men de eneste kræfter af betydning, som udfordrer USA's totale dominans på verdensplan i disse år, det er forskellige varianter af fundamental islam. Blandt andet derfor vil USA bekrige islam.
Jeg er meget uenig, når Kåre Bluitgens synspunkter karakteriseres som modige. Vi på venstrefløjen har aldrig brudt os særligt om religion, heller ikke islam. Men ligesom tilhængere af islam skal respektere vores religionsfrihed, skal vi respektere deres. Og truslen fra USA og fra højrekræfter over hele Europa imod muslimers religionsfrihed har i disse år langt værre og blodigere konsekvenser, end de problemer, manglende integration af muslimske indvandrere på Nørrebro giver. Vi må først og fremmest imødegå denne trussel fra USA, og det er ikke modigt mere eller mindre direkte at snakke Bush eller Pia Kjærsgaard efter munden, det er der alt for mange, der gør i forvejen.

Det er dårlig timing, når du vågner op til dåd netop nu, Kåre Bluitgen! Diskuter dine uenigheder omkring islam med muslimerne i stedet for at henvende dig til os andre med nedgørende benævnelser som 'de sorte, der skal have tørret det svedne grin af fjæset'!
Forskellige variationer af fundamental islam har vind i sejlene, fordi det er de eneste kræfter, som tilbyder sig til nogenlunde konsekvent at lede arabernes kamp imod imperialisme, især USA's og Israels. Det er som ledelse af den kamp, venstrefløjen har svigtet i de seneste femten år. Gør noget ved det i stedet for! Så kan du måske være med til at begrænse islams vækst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. sep. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp