Det er helt uacceptabelt at dele ofrene fra WTC-dobbelttårnene op i medskyldige og (u)skyldige.

af Ole P. Jensen, København
I læserbrevet af 17.09.02 i Dagbladet Arbejderen fra Ron Ridenour opridses en lang række politiske sammenhænge og påstande, der for de flestes vedkommende savner enhver sund fornuft. Jeg vil ikke rejse en stor polemik, men blot præcisere nogle få (arbejder)standpunkter, som jeg ser det.
Det er helt uacceptabelt at dele ofrene fra WTC-dobbelttårnene op i medskyldige og (u)skyldige. De regnskabsfolk der har deres levebrød her for at arrangere og udføre de kommercielle opgaver, som kapitalen til enhver tid forlanger og har ansat dem til, kan ikke gøres til (med)ansvarlige for deres egen død!
Det er nu engang kun de øverste bosser der bestemmer. Og her må fokus være diktatorerne i de store koncerner, de politisk ansvarlige og det militære kompleks. At USA skaber sig fjender overalt på kloden med deres menneskefjendske imperialisme er en logisk konsekvens, som selv borgerlige demokrater ikke længere søger at skjule. Dette er en vigtig pointe. Men at tale om om skyld endsige medskyld må rejse dette spørgsmål: Mener hr. Ridenour at en terrorhandling kan accepteres i visse situationer, hvis blot man rammer de rigtige medskyldige og at der (helst) ikke falder for mange uskyldige?
Noget andet hr. Ridenour gør, her ved hjælp af Marx, Lenin og en række filosoffer, er at konkludere at arbejderklassen, under kapitalismen anno 2002 er en fri arbejder, der blot kan nægte at sælge sin arbejdskraft og stille sig til rådighed, hvis denne eller disse opgaver vil tjene kapitalismen og imperialismen!
Dette er for mig at se fuldstændig overdreven idealisme, som både Marx og Lenin helst ville være forskånet for at blive taget til indtægt for. For snart sagt hvem i arbejderklassen kan sige sig fri for at være et eller andet hjul i den verdensomspændende kapitalisme, eller i dens reproduktions-sektor (social-sundhed) af arbejdskraften.
Tværtimod er det i arbejderklassens interesse at være fælles forbundet og organiseret via produktionen, uagtet dens kapitalistiske og reaktionære karakter, med formål af uhæmmet profit. For derved, og kun her, kan arbejderklassen gennemtrumfe sin grundlæggende strategiske opgave at blive imperialismens banemænd/kvinder og at rejse socialismens banner!
Dette kræver stor politisk erfaring og modenhed og desuden skal kapitalismen/imperialismen have bragt sig ud i en stor omfattende uløselig krise som mere end en del krig medfører. Og det får mig til at rejse spørgsmålet: Mener Ridenour, at vi skal oprette en slags verdensomspændende 'Woodstock/Roskilde-festivaler' hvor hele verdens arbejdere og undertrykte kan vende ryggen - nu fuldtids, månedsvis, årevis og ikke blot nogle få dage - til kapitalismens verdensomspændende hærgen.
Eller skal de (få) klarsynede og bevidste så ikke bare tage teten op fra Bader Meinhoff, Osama bin Laden med flere. Rækken er lang af historiske desperados der ikke ville afvente eller kunne finde de kæmpende arbejdere! Og det netop her, for eksempel i Danmark i disse dage, hvor i tusindvis af pædagoger og forældre har dannet fælles front i masser af kommuner. Hvor i hundredevis af havnearbejdere i USA strejker, hvor modige afrikanske kvinder med spædbørn på armen blokerer for olieselskabernes anlæg. Overalt på jordkloden kæmper arbejdere og undertrykte hver dag - en uudtømmelig kamp og kraft for dagligt brød og forandring.
Til en opmuntring af denne kamp kan jeg slet ikke bruge hr. Ridenours analyser.
De minder mig måske om noget religiøst arvegods fra kristendommen med sit skyldkompleks, og fører i værste fald til at genrejse en kristen fundamentalisme, som så igen kan fare i hovedet på andre fundamentalister, for eksempel den muslimske - intet er mere antisocialistisk - og det er vel ikke hensigten?
Forkortet af redaktionen