USA har brug for et lyd-regime i Bagdad

De store stålfugle trækker sammen, mens børserne reagerer på den mindste sitren som en edderkop i sit net. Noget er i gære - meget åbent og meget skjult.
Krig koster, men krig kan være nødvendig, hvis man vil har styr på sin olie. Chefen for de økonomiske rådgivere i Det Hvide Hus - Lawrence Lindsey - meldte forleden, at en ny Irak-krig vil koste omkring 50 milliarder dollars. Det er lidt mindre end Golfkrigen i 1991, der kostede 58 milliarder. For USA var det dog ikke så dyrt, idet de allierede betalte 3/4. Det bliver ikke nemt næste gang.
Men hvad pokker. USA er verdens rigeste land. Stjerneargumentet fra Det Hvide Hus' toprådgiver Lindsey er simpelt. Udgiften til endnu en krig er bagateller, siger professoren og tilføjer, at statens gæld i forvejen er på over 3600 milliarder dollars. Så 50 milliarder gør hverken fra eller til!

Gryden holdes i kog...
USA har bedt Storbritannien om lov til at bruge den britiske hangar-ø Diego Garcie i Det Indiske Ocean til base for sine B52 bombefly. Amerikanske fly bomber systematisk det irakiske luftforsvar. Militære planlæggere i stort tal etablerer sig på baser og støttepunkter. Måske flytter en del af hovedkvateret på Tampa-basen i Florida til Qatar. Præsident Bush holder mange taler, hvor han tordner mod Irak og stiller ultimative krav til FN.
På denne og andre måder sætter USA magtens dagsorden. Uanset hvad planerne er i Washington, bliver alle tvunget til at forholde sig til den. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller gør det gerne. Men hans fulde støtte til USA er nok mere for egen og regeringens regning. Befolkningen støtter næppe og flere af de andre EU-lande, som Per Stig Møller taler for, gør det ikke uden forbehold.

En ulykkelig dagsorden
Som den sidste store Golfkrig var et slemt opgør mellem en arrogant stormagt og et af Mellemøstens reaktionære regimer, bliver det naturligvis også tilfældet denne gang. Iraks melding om at FN's våbeninspektører igen får adgang til landet giver naturligvis mulighed for en proces, hvor USA ikke uden videre kan sende sine B52'ere mod Bagdad. Men hvor længe? Både Bush's og Per Stig Møllers lunte er kort. Bush venter på først givne lejlighed til at skibe FN af.
USA kan simpelt hen ikke holde til en lang og politisk løsning. Politiske løsninger betyder, at andre blander sig. En stormagt med store muskler vil ikke have mere snak en højst nødvendigt. Utålmodigheden efter at komme i gang bliver ikke mindre af, at pendulet i den arabiske verden er på vej væk fra USA. Selv i Saudiarabien, som har udviklet sig til en ustabil allieret. USA vil kunne få meget mere frie hænder i sin olie-region, ved at etablere et lyd-regime i Irak.

Folkelig modstand
Det er et sort opgør, der er i vente. Men det er dog helt sikkert, at den folkelige modstand vil være stor. Det er der flere grunde til. Irak har ikke besat noget territorium, som det var tilfældet i 1991 med Kuwait. USA's arrogancer har i stigende grad afdækket Washington som den rå superpower. Krigene i Jugoslavien, Afghanistan med flere samt støtten til sorte regimer andre steder har gjort USA's moralske argumenter gennemsigtige som luft.
Midt i al hurlumhejet er det vigtigt ikke at lade sig køre rundt i manegen af krigshysteriet. Netop denne mediekrig med en over og fejlfokusering er et af formålene i sig selv.