En mand, der føler bitterhed overfor, at sammenholdet er for ringe, det er absolut ikke noget dårligt udgangspunkt

I foråret gav jeg i en del af mine skærveknusere udtryk for stigende vrede og bitterhed mod mit arbejde. Både mod firmaet og kammeratskabet - eller rettere det manglende kammeratskab - blandt os betonere indbyrdes.
Det var en slags personlig krise for mig, for med bitterhed kan man slet ikke virke for et bedre kammeratskab. Og det endte da også med, at jeg søgte væk fra firmaet og fik arbejde et andet sted - stadigvæk som betoner, det er det eneste, jeg har virkelig erfaring med, og erfaring er det eneste arbejdsgiverne gider betale løn for til sådan et halvgammelt røvhul som mig.
Nu er det på tide at samle op.
Blev det bedre? Ja, det gjorde. Jeg vil ikke sige, det blev godt.
Man skal aldrig sige, det blev godt, når man er jord- og betoner. Heller ikke, hvis man mener det. Hvis man giver udtryk for tilfredshed med at være på en arbejdsplads, så tror arbejdsgiverne straks, man snyder dem, og så begynder de øjeblikkeligt at stramme tommelskruerne.
Enhver jord- og betoner ved det. At give udtryk for, at man er glad for sit arbejde er enten at være meget meget uerfaren eller også at være hjerneblæst idiot.
Og for at der overhovedet ikke skal være noget tilbage at diskutere om den sag, så lad mig lige præcisere, at når jeg giver udtryk for en vis behersket forbedring af min sindsstemning overfor det daglige slaveri, så har det absolut intet med firmaets behandling af sine ansatte at gøre. Det, der betyder noget, det er kammeratskabet.
Så kære firmaledelse, I behøver ikke begynde at spekulere i, om tommelskruerne bør strammes en anelse! Vi snyder jer ikke, det er ikke derfor, jeg er bare en lille bitte smule gladere!
Men tag for eksempel allerede den første dag: Vi sad på det tidspunkt kun to mand i et skur, det andet var fyldt op. Jeg husker ikke så nøje, hvordan ordene faldt, men vi sad jo og snakkede en del om forholdene i firmaet. Han havde været der i mange år, jeg var ny, og der var en del, jeg godt ville vide lidt om. Blandt andet om lønnen.
Jeg tror nok, jeg syntes, det kom til at køre lidt for meget på, hvad firmaledelsen var parat til at betale, og hvilken boldbane de stak ud, for på et tidspunkt sagde jeg et eller andet om, at det jo strengt taget var os, der havde fat i den lange ende, for uden os ville de nok få svært ved at få et hus op at stå. Så i bund og grund var det først og fremmest op til os selv og hvor meget vi magtede at holde sammen.
'Nåh jo, men - det kan du godt glemme!' svarede han, med en anelse bitterhed i tonen.
Nu ville nogen måske sige, at det var da et meget nedslående svar.
Til dem, der reagerer sådan vil jeg sige, I har haft det for godt. For mig var svaret bestemt ikke nedslående. Jeg har på det seneste været ude for lidt for mange, som ville have svaret, at de da syntes, det var helt i orden, at arbejdsgiverne bestemte den slags, for det var jo også dem, der tog risikoen ved at investere i arbejdspladsernes oprettelse, og hvad ved jeg.
En gang ævl, selvfølgelig, som man godt kan give sig til at argumentere imod, men der er ikke megen kampgejst tilbage, hvis man først skal kæmpe sig gennem sådan en mytesuppe. Det virker på kampgejsten omtrent som en våd karklud på et stearinlys.
En mand, der føler bitterhed overfor, at sammenholdet er for ringe, det er absolut ikke noget dårligt udgangspunkt.
Desuden så er det jo rigtigt, at sammenholdet er for ringe.
Var sammenholdet, som det skulle være, så havde vi vel for længst smidt kapitalisterne på porten og oprettet en socialistisk stat. For vi har i bund og grund fat i den lange ende.
Nej, det er når folk har travlt med at bedyre, at der er et pissefint sammenhold på arbejdspladsen, man skal være mistænksom.
Nu skrev jeg i foråret om, at én af grundene til, at jeg var kørt så sur i mit gamle arbejde, det var at mit gamle firma havde gennemtrumfet en gevaldig lønnedgang, og vi ikke kunne finde ud af at holde tilstrækkeligt sammen til at gøre noget ved det.
En uges tid efter at jeg var startet i mit nye arbejde, begyndte det at rygtes, at udbetalingen på akkorden også her skulle sænkes. Fra 135 kr. i timen til 130 - knapt så kraftig beskæring, men præcist det samme, som var sket i mit gamle firma, og som jeg havde forladt det for.
Et par dage senere kom én af mine nye makkere med et nyhedsbrev inde fra fagforeningen, hvor der stod, at netop dette var en politik, som kom inde fra Entreprenørforeningen, hvor de store firmaer havde siddet og stukket hovedet sammen og var blevet enige om det.
Og det firma, der stod nævnt som eksempel på et firma, der praktiserede denne nye politik, det var ikke mit gamle firma, men det, jeg nys havde fundet arbejde i.
Tak skal du ha`, sagde jeg til mig selv, hvor skal jeg nu gå hen?
Men det var det, jeg indledte med at sige. Det er ikke firmaledelsens politik, der betyder noget for, om et arbejde er til at holde ud eller ej, det er kammeratskabet.
Ja altså, lønnen betyder da også lidt, hvis vi nu sådan skal gå i detaljer. Men det er nu også kammeratskabet og ikke firmaledelsens politik, der er afgørende for, hvordan lønnen er. Ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at det er omtrent ligegyldigt, hvor meget arbejdsgiverne har i ryggen af arbejdsgiverorganisationer og arbejdsret og hvad man ellers kan tænke sig, og hvor lidt fagforening, arbejdstilsyn og hvad man måtte kunne tænke sig, har mulighed for at bakke et sjak op.
Hvis sammenholdet er som det skal være, så kan ingen tage røven på et sjak.
Vi var ret enige om, at vi ikke ville gå ned i udbetaling. Og ingeniøren var klog nok til at sætte mere pris på en god og arbejdsvillig stemning end på et kryds i karakterbogen fra entreprenørforeningen. Så vores udbetaling fortsatte med at være 135 kr. i timen.
Her efter ferien ville vi jo gerne have trukket op, da akkorden på det tidspunkt så ud til at ligge over 180 kr. i timen. Men ingeniøren sagde nej, det skulle køre uden optræk, og vi ville ikke få gjort op, før akkorden var afsluttet.
Det var på et møde, hvor vi var alle sammen, og der var én, der sagde, at det var overenskomstbrud, de kunne ikke nægte et optræk til 90 procent af det, akkorden lå på.
Det kunne ingeniøren godt mærke, at vi bakkede ret meget op om alle sammen, og han skyndte sig at forsikre, at det skam ikke var et konfliktpunkt.
Her til sidste lønudbetaling fik vi trukket op til 155 kr. i timen.
Altså, det er ikke for at sige, at det er en god arbejdsplads, sådan noget siger vi ikke, men helt så ringe som den, jeg var på sidst, det er den heller ikke.