23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opfordring til modangreb

Opfordring til modangreb

Onsdag, 18. september, 2002, 00:00:00

Venstrefløjen skal gå til modangreb mod den mistænkeliggørelse der finder sted, opfordrer tidligere modstandsfolk

Åbent brev fra Horserød-Stutthof Foreningen
Til pressen, DKP, KPiD, DKP/ML, Enhedslisten og SF.
Vor forening - Horserød-Stutthof Foreningen - blev stiftet af de overlevende kommunister fra Horserødlejren og den nazistiske udryddelseslejr Stutthof. De fleste blev arresteret den 22. juni 1941 af dansk politi. Senere vedtog Folketinget den grundlovsstridige såkaldte 'kommunistlov', som forbød det kommunistiske parti og enhver form for kommunistisk virksomhed. Herefter blev de, som det ikke var lykkedes at flygte, med den danske regerings billigelse, udleveret til tyskerne, som deporterede dem til Stutthof.
De store partier i dansk politik dengang - og de som stod bag den såkaldte samarbejdspolitik med besættelsesmagten, og som en konsekvens heraf skruppelløst brød grundloven og udleverede deres landsmænd til de nazistiske bødler - er de samme partier, som i dag mener sig berettiget til nedsættelse af en politisk inkvisition, hvis formål, med den nuværende statsministers ord, er: - et opgør med de kræfter, der gik Sovjetunionens og Warszawa-pagtens ærinde. Et opgør med de mennesker, der ikke var i stand til at forstå, at der nu engang er forskel på ven og fjende.'

Man er nu tavs om, at Den Kolde Krig var en politisk, økonomisk og ideologisk kamp, klassekamp på verdensplan mellem to samfundssystemer - kapitalismen og socialismen - en kamp som, på trods af Sovjetunionens sammenbrud, stadig pågår.
Var man imod NATO, som de samme politiske partier indlemmede Danmark i uden at spørge det danske folk, gik man 'fjendens' ærinde. Var man imod atomvåben, demonstrerede man mod USA's folkemord i Vietnam eller stillede sig solidarisk med den tredje verden, gik man ligeledes 'fjendens' ærinde, og står nu til at komme i den politiske gabestok.
Historien skal skrives om, så den kommer i overensstemmelse med de på bjerget gældende opfattelser. Til dette formål har regeringen nu nedsat en inkvisition.
Den af regeringen besluttede undersøgelse af 'den indre trussel' under Den Kolde Krig er overladt til DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut. Fra nytår indgår DUPI i det nyoprettede 'Center for internationale Studier og Menneskerettigheder', hvor tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er formand for bestyrelsen. Til at lede undersøgelsen har de to sortkjolede præster fra Dansk Folkepartis yderste reaktionære overdrev, foreslået den professionelle antikommunist, professor Bent Jensen. 'Den fødte tov-holder' kalder de ham.

'Sandheden skal knagensparkemig frem', fastslår pastor Krarup med eftertryk. Og med ovenstående bemanding kan han sove trygt om natten, resultatet er givet på forhånd. Statsministeren har for længst gjort klart, at undersøgelsen ensidigt er rettet mod de, som statsministeren kalder 'de danske medløbere'. Hvem disse medløbere nærmere er, definerer statsministerens partifælle, Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønne Hornbech:
'Kommunisterne, socialisterne, fredsbevægelsen, de vildfarne radikale og socialdemokrater... alles gøren og laden skal efterforskes og offentliggøres. Og hvis enkeltpersoner føler sig ramt af det - so it be. Hvis man var aktiv på venstrefløjen under Den Kolde Krig, må man leve med de konsekvenser, som det får.'
'McCharthyisme' i Danmark 2002. Skal vi finde os i det? Vi mener nej!
Vi har ikke noget mod en undersøgelse af forholdene under Den Kolde Krig. Det er fint for os, men en afbalanceret, grundig og uvildig undersøgelse, vi har intet at skjule eller skamme os over, men det er ikke det der lægges op til. Man er i færd med at oprette en politisk standret, der skal tilsværte og dømme tidligere og nuværende politiske modstandere - først og fremmest kommunisterne. Den politiske gabestok er ved at blive gjort klar.
Derfor: Læg alle eventuelle uenigheder til side, og sæt jer sammen og forbered en fælles modstand mod den reaktionære bølge som er undervejs. Ikke blot et forsvar men et modangreb. Det skylder vi de, som gik før os, og hvoraf mange gav deres liv for Danmarks frihed, mens datidens medløbere hyggede sig med besættelsesmagten. Og det skylder vi os selv og de partier, som vi måtte tilhøre, og som man nu - i strid med de historiske kendsgerninger - vil forsøge at hænge ud som 'medløbere og landsforrædere', fordi vi vendte os mod USA's og NATO's krige, imperialisme og undertrykkelse. Og sidst men ikke mindst må vi - af hensyn til de som kommer efter os - forhindre den forvanskning af historien, som man nu pønser på.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. sep. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp