Et socialdemokrati som kræver et managementfirmas analyse for at finde sine egne ben, har ingen fremtid

af Jens Jacobsen og Lotte Hansen, Stenlille
Novembervalget trækker fortsat dybe spor. Socialdemokratiet blev slået og kæmper stadig en sej kamp for atter at opnå vælgernes gunst.
Spørgsmålet er hvorfor en Nyrup-regering, som sandsynligvis vil gå over i historien, som Danmarks mest arbejdsduelige regering nogensinde, ikke længere havde vælgernes tillid?
Et ikke uvæsentligt svar på dette spørgsmål er, at Socialdemokratiet i kampen om indflydelse og taburetter har glemt sin historiske og ideologiske placering som den svages beskytter. Partiets egentlige - og måske også eneste - berettigelse.
Fra tidernes morgen har Socialdemokratiet taget de svages parti og netop den rolle har været baggrund for den folkelige opbakning. 'Vi har sejret ad helvede til' sagde en ofte citeret socialdemokrat. Men selv sejren er relativ og også i velfærds-Danmark anno 2002, har den svage - den syge, den fattige, den ensomme, den gamle, indvandreren og flygtningen - brug for en beskytter.
Det er et faktum, at socialdemokratiet i sin regeringsperiode har ført en generel vellykket økonomisk politik, men udgangspunktet for den førte politik har været liberalistiske værdier. Socialdemokratisk politik skal ikke tage udgangspunkt i erhvervslivets økonomiske vilkår og dets selvfølgelige interesse i økonomisk vækst, men derimod i menneskets vilkår og trivsel.
Socialdemokratiet har med dette afsæt mistet sin rolle og svigtet vælgerne. Efterfølgende har vælgerne - også trofaste socialdemokratiske vælgere - sat krydset et andet sted.
For nylig kunne man læse i avisen, at Socialdemokratiets ledelse havde hyret et management-bureau, som mod betaling skulle tilføre partiet fornyelse. Al ære og respekt for partiledelsens erkendelse af behovet for forandringer, som synes tydelige. Problemet er blot at demokratiske partier ikke køber sig til fornyelse, men at fornyelsen, som givetvis er påkrævet, sker på go' gammel demokratisk manér det vil sige med diskussioner i de lokale socialdemokratiske grundorganisationer. Fornyelse udstikkes ikke oppefra og da slet ikke af et privat konsulentfirma.
Denne historie følges op af en ung og håbefuld Henrik Sass Larsen (MF) der offentligt erklærer sig som tilhænger af princippet om tilkøbsydelser, når blot basisydelserne fortsat bibeholdes.
Med sine minimalstats-tanker har han - og dermed Socialdemokratiet - svigtet et fundamentalt socialt og solidarisk princip: At alle uanset social status skal have samme tiltrængte ydelse i vores velfærdsstat. Den liberale tankegang, at fru Jensen skal kunne købe sig til tiltrængt hjemmehjælp, at Frederiks forældre skal kunne købe sig til ekstra service i guldklumpens daginstitution og i skolen og at hr. Petersen skal kunne købe sig til en nye hofte, forudsat at de ejer økonomisk mulighed for at betale, er netop en tankegang, som bevirker at danske vælgere ikke længere kan få øje på forskellen på Socialdemokratiet og hele rækken af borgerlige partier til højre for midten.
I dagens Danmark kender alle til personer der ikke har modtaget de ydelser af samfundet, som vi føler at vi er berettiget til - den ældre der mangler hjemmehjælp, den syge der må vente på behandling og så videre. Dette krænker 'vores' selvforståelse som danskere.
UNDP's årlige statistik over menneskelig udvikling bekræfter den danske nedgang i velfærd. Mens vores naboer Norge og Sverige, som vi normalt måler os med, er nummer et og to på listen, må Danmark nøjes med en i denne sammenligning flov fjortende plads. Man kan finde det urimeligt, men fakta er at Socialdemokratiet og ikke de borgerlige straffes for den ringe placering. Det skyldes at det er Socialdemokratiet, der historisk har taget ansvaret for de svage. De borgerlige har aldrig taget del i det sociale ansvar. Det er derfor Socialdemokratiet der har svigtet.
Det er vores klare overbevisning, at danskerne i bund og grund er solidariske. Vi betaler gerne til et sygehusvæsen også uden ønsket om selv at få del i ydelserne. Vi betaler gerne til en hjemmehjælp, lykkelige uvidende om vi nogen sinde selv når en alder, hvor vi tildeles vores del af kagen. Vi betaler gerne til gode og udviklende daginstitutioner og velfungerende skoler, selvom vi ikke har afkom, som kan nyde goderne. Vi yder gerne til fællesskabet, men forventer så også, at fællesskabet træder hjælpende til når og hvis der er brug for det.
Et parti med visioner om en videreudvikling og modernisering af velfærdssamfundets såkaldte ydelser baseret på et solidarisk fundament og en folkelig dialog er uden tvivl fremtidens 'stemmesluger' og regeringsbærende parti.
Partier uden folkeligt engagement og demokratisk forankring mangler vi ikke, så et socialdemokrati som kræver et managementfirmas analyse for at finde sine egne ben, har ingen fremtid. Uden folkelig og demokratisk dialog er partiet overflødigt og eventuelle kunstige åndedræt til det engang så hæderkronede gamle sociale og demokratiske parti, synes kun at være et spørgsmål om at holde på taburetterne.
Så, kære Socialdemokrati! Spar management-firmaet, de nye liberale tiltag og populistiske udfald. Vågn op af tornerosesøvnen, fasthold det oprindelige ståsted og rollen som de svages beskytter - stå ved det og vær stolt af det - og sæt gang i den folkelige debat og lad denne være basis for nye tiltag og en eventuel ny socialdemokratisk ledelse, hvis det bliver konklusionen på debatten.