´Dem, der ikke er med os, er imod os´, skreg Bush og udråbte dermed over halvdelen af klodens befolkning som USA´s fjender

af Sven Tarp
Et år efter tragedien i New York står verden over for en katastrofe med uoverskuelige konsekvenser. Og årsagen er ikke de påståede attentatmænd fra Al Qaeda netværket, men den gruppe høge, der i dag står i spidsen for den amerikanske regering. Washington har sat kursen mod en krig, der kan føre verden ud i ragnarok.
Bush og gruppen omkring ham - vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, dennes hjælper Paul Wolfowitz og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice - vender det døve øre til verdens protester og advarslerne om de uforudsigelige følger, som det planlagte angreb mod Irak kan få.
Som redaktøren af Workers World, Deirdre Grisword, bemærkede i en nylig artikel, kan dette kun skyldes, at præsident Bush og hans gruppe af høge mener, at det er værd at tage denne risiko.
Men hvad er det, der er så meget værd, at den amerikanske ledelse i den grad tør lege med ilden?

Attentaterne den 11. september 2001
På trods af den største menneskejagt og efterforskning i verdenshistorien har de amerikanske myndigheder endnu ikke fremlagt endegyldige beviser på, at det faktisk var Bin Laden og Al Qaeda, der stod på bag terroren den 11. september sidste år.
Det er ikke et usandsynligt bud. Men de virkelige bagmænd kunne også være kredse i USA selv, som ønskede at fremprovokere netop den skærpelse af amerikansk politik, som har fundet sted i det forløbne år. I hvert fald er det nu kommet frem, at FBI i forvejen kendte til attentatplanerne og undlod at gribe ind for at stoppe dem.
Og under alle omstændigheder er Bin Laden og hans netværk oprindeligt en amerikansk opfindelse, der blev trænet til at bekæmpe kommunismen under den kolde krig. For at bruge et citat af den myrdede amerikanske borgerretsforkæmper Malcolm X, er det i så fald blot 'kyllingerne, der kommer hjem for at lave ballade'.

Overfaldet på Afghanistan
11. september blev umiddelbart fulgt op af en hysterisk Bush, der erklærede verdensomspændende krig mod det gummiagtige begreb 'terrorisme' - en 'ny slags krig', der kan vare ved 'i årevis', indtil 'terrorismen' er udryddet fra jordens overflade.
'Dem, der ikke er med os, er imod os', skreg Bush og udråbte dermed over halvdelen af klodens befolkning som USA's fjender.
Kort efter angreb USA Afghanistan, hvis middelalderlige Taliban-regering gav Bin Laden og hans Al Qaeda-netværk husly. Mange andre lod sig dengang skræmme til at være 'med USA' i krigen mod Afghanistan. En international alliance af en vis bredde blev stablet på benene mod Taliban-regimet.
Men fra starten stod det dog klart, at dette angreb intet havde med 11. september at gøre. Der var tilstrækkelige beviser på, at det var blevet forberedt længe i forvejen med henblik på at styrke USA's fodfæste i Centralasien.
USA bombede med sin overlegne krigsteknologi hurtigt og nemt det slet udrustede Taliban-regime ud af Kabul, men det lykkedes aldrig at bringe stabilitet til landet. (Det var måske heller ikke meningen) .
Derimod førte krigen med sig, at USA styrkede sine relationer til de tidligere sovjetiske republikker i Centralasien og oprettede en række militærbaser, som har geostrategisk betydning i dets bestræbelser på inddæmme hovedfjenden Kina samt Rusland og Indien.
Samtidig kom USA endnu nærmere på de kolossale olie- og gasforekomster ved det Kaspiske Hav. Alt i alt et godt krigsbytte.

Angreb på de demokratiske rettigheder
I de to år op til 11. september havde modstanden mod den nyliberale globalisering, der har sit udspring i USA, oplevet et kraftigt opsving overalt i verden. Denne bevægelse vendte sig mod de åbenlyse uligheder og tragedier, som fulgte i den nyliberale politiks fodspor. Og den rettede i særlig grad skytset mod de af USA ledede internationale institutioner som Valutafonden, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO) .
Samtidig var arbejderklassens kampe overalt i fremvækst som direkte følge af den tiltagende kapitalistiske krise. Disse kampe og protester var ved at skabe en ny anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk bevidsthed blandt arbejderklassen i almindelighed og ungdommen i særdeleshed og var i stigende grad blevet en torn i øjet på det internationale finansborgerskab.
I den forstand kom 11. september meget belejligt for dette lag af snyltere.
Flere af de foranstaltninger, som blev taget i kølvandet på 11. september, var i virkeligheden rettet mod arbejderbevægelsen og den såkaldte anti-globaliserings bevægelse. Målet var at bremse den radikalisering, som disse bevægelser var ved at gennemløbe.
I 'anti- terrorismens' hellige navn fik politi og efterretningstjenester ikke bare i USA, men i alle de imperialistiske lande, nye beføjelser med hensyn til kontrol, spionage og vilkårlige arrestationer. Dette undergravede i høj grad retssikkerheden i disse lande og var endnu et angreb mod de demokratiske rettigheder, som arbejderklassen og folkene havde tilkæmpet sig, ikke mindst i årene efter anden verdenskrig.
I den forstand betød 11. september endnu et skridt på vej mod det totalitære samfund - og Danmark er ingen undtagelse.

Den videre krig mod 'terrorismen'
Det var ikke kun Afghanistan, der fik kærligheden at føle. I 'anti-terrorismens' navn blev den amerikanske militære tilstedeværelse - ud over Centralasien - også øget i Kaukasus. Endnu engang for at inddæmme Rusland og få kontrol over områdets olie.
Under påskud af 'kamp mod terrorismen' blev der ligeledes sendt amerikanske tropper til Filippinerne. Det skete angiveligt for at bekæmpe en muslimsk guerilla i den sydlige del af landet. Men det virkelige mål var at få de militære baser tilbage, som USA ti år tidligere havde mistet som følge modstand fra det filippinske folk. For nylig er også Filippinernes Kommunistisk Parti og dets folkehær kommet på listen over terrorist-organisationer, som er jaget vildt.
I Colombia var 'Colombia-planen' allerede i sat på skinner med det angivelige mål at bekæmpe narkohandlen. Dens virkelige mål var derimod at knuse landets stærke guerilla-bevægelse og vinde kontrol over Amazon-områdes strategiske resurser. I den nye situation blev de colombianske guerilla-organisationer vilkårligt udråbt som terrorister, Colombia-planens midler anvendt til guerilla-bekæmpelse og en ny fascistisk præsident båret frem til magten. Samtidig blev Colombia-planen suppleret med Puebla-Panama-planen til militarisering af Mellemamerika.
Og sådan kunne man forsætte.

'Ondskabens akse' og 'ondskabens imperium'
I starten af året udråbte præsident George Bush en såkaldt 'ondskabens akse' bestående af ærkefjenderne Nordkorea, Irak og Iran. Senere blev også Cuba, Syrien og Libyen indlemmet i denne 'akse' med de mest syge forklaringer, som selv tidligere præsident Jimmy Carter har afvist som helt ubegrundede.
I juni måned sagde Cubas præsident, Fidel Castro, i en tale, at selv om det amerikanske folk næppe vil tillade, at fascismen bliver indført i USA, så er det rigtigt at betegne den nuværende amerikanske udenrigspolitik som fascistisk af samme slags som Hitlers.
Man kan gå endnu videre og også kalde den racistisk. I det forløbne år har den amerikanske regering gjort sig ihærdige bestræbelser på først at forhindre, at en international domstol blev oprettet, og dernæst undgå, at amerikanske statsborgere og især militærpersoner kan blive stillet for denne domstol.
På denne måde hæver USA sig ikke alene op over international lov og ret, men søger også at give sine egne statsborgere en særstilling, der gør dem til en slags overmennesker af samme slags som Hitlers 'arier'. Historien ser på mange måder ud til at ville gentage sig.

USA isoleres
Den nuværende amerikanske regering med George Bush junior ved roret har på mindre end to år opnået noget, som ingen af landets tidligere regeringer har formået: at isolere USA i det internationale samfund.
Gruppen omkring Bush udmærker sig som bekendt ved sine meget tætte forbindelser til våben-, olie- og medicinalindustrien, som er blandt de absolut dominerende i amerikansk realøkonomi. Som sådan er den monopolborgerskabets foretrukne regering på nuværende tidspunkt. Dens politik må derfor forstås som monopolkapitalens politik.
Kort efter sin tiltrædelse gjorde den sig bemærket ved kolossale skattelettelser til de rige som tak for støtten ved valget, selv om det yderligere bidrog til at opbremse landets kriseramte økonomi.
Dernæst gav den olieindustrien en kærkommen håndsrækning ved at nægte at ratificere Kyoto-aftalen om drivhusgasser, hvad der fremkaldte en kraftig international reaktion.
Senere gjorde den sig udtilbens ved sin modstand mod den internationale domstol og krav om særrettigheder for amerikanske statsborgere.
Videre gav den sin ubetingede støtte til Sharons åbenlyse folkemord på det palæstinensiske folk, hvorved den reelt mistede alt, hvad der måtte være tilbage af sympati i den arabiske og muslimske verden.
Terrorangrebene den 11. september sidste år gav USA en god portion berettiget sympati, som regeringen straks misbrugte til at sætte yderligere gang i oprustningen og krigsplanerne til våbenindustriens fryd.
Siden hen har den isoleret sig næsten totalt internationalt ved sin insisteren på at starte et angreb på Irak uden om FN. Den alliance, som Bush forsøgte at stable på benene efter 11. september, er nu ved at vende sig mod ham selv. Det brasilianske dagblad Vermelho skrev ikke uden grund den 31. august:
'Hvilken usandsynlig alliance har Bush ikke skabt! Den tyske kansler Gerhard Schröder er enig med den saudiarabiske konge, som er enig med Irans præsident, og denne er atter enig med Jacques Chirac, den kinesiske præsident, hele den tredje verden, russiske Vladimir Putin, hele Latinamerika og den arabiske verden. Det er første gang i historien, at noget sådant sker. '
På et møde i sidste uge afviste Den Arabiske Liga enstemmigt et muligt angreb mod Irak. Det er en bemærkelsværdig ændring i forhold til situationen under Golf-krigen i 1991, hvor flere arabiske lande direkte deltog på USA's side. Ligaen generalsekretær, Amr Mussa, udtrykte desuden, at en amerikansk invasion i Irak 'vil åbne dørene til helvedet'.
I Sydafrika har både den nuværende regering og Nelson Mandela i usædvanligt skarpe vendinger advaret USA mod et angreb på Irak. Og sådan kunne man fortsætte verden over.
Kun Storbritanniens Tony Blair træder stadig offensivt frem som krigsoppisker på USA's side. Men en nylig opinionsundersøgelse foretaget af en britisk tv-station viste, at 63 procent af de adspurgte mente, at Bush var en større krigsfare end selve Saddam Hussein. Og selv i USA er opslutningen bag krigen faldende. Kun lidt over 20 procent mener således, at landet bør gå enegang i sit felttog mod Irak, sådan som Bush-regeringen lægger op til.

Læs anden og sidste del af Sven Tarps kronik i anledning af 11. september.