Vi kan dog naturligt konstatere, at når presset øges mod ´Den frie verdens´ nye fjende: muslimerne, så reagerer en mindre del af dem ved at blive sekterikere og fanatikere.

Michael Rützou, Randers
Hej Freja. Her et svar på din efterlysning i avisen den 5. september.
For en del af venstrefløjen har du nok ret i, at det stadig er tabubelagt at kritisere flygtninge og indvandrere, men for den anden del er det snarere afmagt, der gør sig gældende, når reaktionen på dit læserbrev er udeblevet. For langt, langt de flest vil være enige med dig i, at det er fuldstændigt uholdbart, at en gruppe radikale/fanatiske muslimer kan overtage en planlagt demonstration. Men venstrefløjen og kommunisterne har ikke særligt godt greb om udviklingen af den muslimske bevægelse, hverken i Danmark eller på verdensplan. Vi kan dog naturligt konstatere, at når presset øges mod 'Den frie verdens' nye fjende: muslimerne, så reagerer en mindre del af dem ved at blive sekterikere og fanatikere.
I foråret forsøgte en velorganiseret muslimsk gruppe i USA at storme scenen under en 50.000 mand demonstration mod krig - for at stoppe for den uhellige musik og kalde til bøn. De blev stoppet af Islam Nation, en anden muslimsk gruppe, der agerede vagtværn.
Det er det voldsomste eksempel jeg har hørt, men der er flere af den slags, som du beretter om.
Principielt er det et spørgsmål om, at alle deltagere (grupper som enkeltpersoner) accepterer, der er et grundlag for demonstrationen, man skal holde sig indenfor. At man sørger for alle relevante organisationer og grupperinger er inddraget i forudgående forhandlingerne/møder - og man har, om ikke taget så overvejet, forholdsregler mod brud på grundlaget. I forhold til muslimerne ville det være naturligt at forsøge at få de mere moderate muslimske grupper til at lægge pres på den højreorienterede og fanatiske del af bevægelsen.
Samtidig tror jeg man skal være forsigtig med at afskrive alle, der råber 'Allah Achbar' - specielt de unge, der bare har valgt det nærmeste de kunne komme på en bevægelse, hvor de får en identitet, et fællesskab og mulighed for at deltage i kampen - i ånden bag skranken i pizzabaren på Nørrebro eller på slagmarken i deres besatte hjemland.
Og her ligger en anden diskussion - nemlig om hvordan vi får disse unges helt igennem forståelige oprørstrang vendt til noget, der gavner solidariteten og kampen for socialisme.

Michael Rützou er medlem af DKP/ML