Hvis kampen bliver ført rigtig, kan den skabe betingelserne for Brasiliens endegyldige uafhængighed.

af José Reinaldo Carvalho
Hvis kampen bliver ført rigtig, kan den skabe betingelserne for Brasiliens endegyldige uafhængighed.
I løbet af de sidste to uger har Brasilien haft besøg af to prominente amerikanske autoriteter - Otto Reich, som er viceudenrigsminister med ansvar for Latinamerika, og Paul O'Neil, som er finansminister. De havde forskellige, men parallelle mål.
Den første kom for at blive informeret om den politiske situation og for at samle elementer til en analyse af Brasiliens kommende regering med henblik på den amerikanske politik over for denne del af verden. Det var et diskret besøg - hvad der er hensigtsmæssigt, når man prøver at foretage strategiske træk.
Paul O'Neils besøg kom på den anden side i avisernes overskrifter i en tid hvor den økonomiske og finansielle krise i Brasilien blev mere og mere alvorlig. Besøget blev politisk udslaggivende, og kom til at bestemme regeringens lovforslag og valgkampens debatter.
Men hvad enten det var diskret bag scenen eller i rampelyset, fik de to repræsentanter fra Det Hvide Hus begge det Brasiliens politiske og økonomiske tidsbillede at føle, og samtidig kom de for at udtale deres holdninger og pålægge betingelser.
Det var den amerikanske imperialisme, som blandede sig i den nuværende valgkamp i Brasilien, på den sædvanlige måde og stadig inden for den diplomatiske ramme, på trods af O'Neils uforskammethed.

Brasilien er afgørende for USA
USA er ikke ligeglad med valget af en præsident i den brasilianske republik. Den vej vort land vælger kan blive afgørende for den amerikanske imperialismes succes eller nederlag i vores del af verden.
Deres strategi retter sig entusiastisk mod at gøre det 21. århundrede til 'Det amerikanske Århundrede' - det vil sige USA's århundrede. Den hviler på to piller.
Den første består i at sikre kapitalens fuldstændige og frie bevægelse på bekostning af den selvstændige udvikling af nationale økonomier i alle lande på kontinentet, der er under amerikansk dominans.
Den anden pille er den såkaldte 'kamp mod terrorismen', som indbefatter kampen mod revolutionære bevægelser, nationale eller folkelige regeringer, som i for eksempel Venezuela, og imod det eneste socialistiske land i verdensdelen, Cuba.
Selvom situationen ikke hælder mod statskup, viser dette aspekt af den amerikanske regerings strategi for kontinentet USA's støtte til de nyliberale regeringer. Det styrker en elitær, antidemokratisk og restriktiv tendens angående friheder og sociale rettigheder. Endeligt afspejler det sig i opbygningen af politiske institutioner af autoritær karakter, selvom de dækker sig bag en maske af forfatningsmæssig normalitet.

US ønsker en spytslikker
Washingtons udsendinge kom for at kræve støtte til gennemførelsen af denne strategi.
I det skjulte blev det slået fast, at enten accepterer landene i Latinamerika dette for at beholde deres status som allierede lande eller også må de tage konsekvenserne af at blive betragtet som overløbere.
Således tegnede de den profil som de mener vil være passende for vores nye præsident: En der støtter opbygningen af FTAA (Frihandelsaftalen for Amerika), 'kampen mod terrorismen', Plan Colombia, blokadepolitiken mod Cuba. En som er villig til at være et gidsel i USA's spil. En gnom af en statsmand, som er forudbestemt til at træde ind i historien med det brændemærke, der tilhører de der altid bøjer sig. En der slikker amerikanske sko ligesom de præsidenter Brasilien, Argentina, Mexico, Peru med flere har haft i de seneste bitre, nyliberale år.
Disse politiske træk går hånd i hånd med indblandingen i den økonomiske udvikling i lyset af den økonomiske krise, og trodser beviset på at den nyliberale opskrift har vist sig forfejlet - ikke bare i Brasilien, men over hele kontinentet.
Stagneret produktion, høj arbejdsløshed, formindskede indkomster for arbejderne og finansiel kvælning, er alt sammen resultater af en sådan opskrift. Dette karakteriserer den brasilianske situation og udgør en tung arv som præsident Fernando Henrique Cardoso vil overlade til sin efterfølger.

Det kan ende med rigtig uafhængighed
Udsendingene fra USA og IMF's bestyrelse er ved at fastlægge en ny aftale med den brasilianske regering. De optegner fremtidens økonomiske styre og forlanger, at kandidaterne alle som en gentager deres vilje til at tilslutte sig den samme bitre opskrift, som allerede har slået fejl - herunder ikke mindst den høje rentepolitik og den religiøse forpligtelse til at betale af på udlandsgælden.
I sådanne øjeblikke bør vi læse og genlæse historien. Det, der er godt for dem, er ikke nødvendigvis godt for os - det brasilianske folk.
USA ønsker ikke at forhandle med statsmænd - de foretrækker koloniguvernører.
Vi, det brasilianske folk, må kæmpe for at finde en ny retning, en ny politik, en ny regering som indentificerer sig med de nationale længsler, og som kan udvikle dette fantastiske land til en magtfuld nation.
Valget er en vigtig begivenhed, og under de nuværende forhold, afgørende.
Det er på samme tid kamp og bevægelse.
Hvis den bliver ført rigtig, kan den skabe betingelserne for Brasiliens endegyldige uafhængighed.

Jose Reinaldo Carvalho er journalist, næstformand for Brasiliens Kommunistiske Parti (PCdoB), og ansvarlig for internationale forbindelser.

Artiklen er oversat fra engelsk af Dagbladet Arbejderen, som har indsat mellemoverskrifter.