Sådan er det ifølge Janik ikke med praktisk kundskab. Praktisk kundskab er den viden, for eksempel en håndværker har, når han eller hun skal reparere en skade ved et hus, eller det er den viden, en artist har, når han eller hun skal kreere et nummer eller et værk. Praktisk viden er ikke simpelthen sand eller falsk på den måde, formel viden er det.
I mange år har jeg været dybt fascineret af filosofiens verden. Og det er en fascination, der ikke er blevet mindre med alderen. Efterhånden kan jeg dårligt gå forbi en boghandel, eller blot en kasse antikvariske bøger, uden at jeg lige skal tjekke, om de har noget stående, jeg kan bruge.
Og er jeg på besøg i en by, hvor jeg ellers sjældent kommer, er det, der interesserer mig mest, at få kontrolleret stedets største boghandel og antikvariat. Måske kan man gøre et fund! Det gør man sjældent, især hvis man har en masse stående i forvejen.
Til gengæld kan man falde over de mærkeligste ting. Og man køber sig sine bøger udfra egne øjeblikkelige personlige behov og interesser og undgår at spinde sig ind i et filosofisk modelunes osteklokke.
At købe bøger udfra egne øjeblikkelige personlige behov og interesser tror jeg er vigtigt. Det har jeg sådan set altid ment, men mit seneste bogfund gør mig ovenikøbet i stand til at argumentere for det.
Fundet, som jeg gjorde på en tur til Malmö her i foråret, hedder 'Kunskapsbegreppet i praktisk filosofi' og er en svensk oversættelse af en engelsk bog af filosoffen Allan Janik. Allan Janik skelner mellem traditionel formel viden og det, han kalder praktisk kundskab.
Traditionel formel viden er for eksempel den viden, de eksakte videnskaber giver os. Altså matematisk viden, naturvidenskabelig viden med meget mere. Formel viden er en generel viden om verden, som vi kan bruge til at udlede konkrete påstande af, og disse påstande vil enten være sande eller falske.
For eksempel hvis vi kender fysikkens bevægelseslove, kan vi beregne, hvor en afskudt kanonkugle vil falde ned, hvis vi kender affyringsretning og hastighed. Og vi kan konstatere, om vores beregning er sand eller falsk, ved at gå hen og kigge efter.
Sådan er det ifølge Janik ikke med praktisk kundskab. Praktisk kundskab er den viden, for eksempel en håndværker har, når han eller hun skal reparere en skade ved et hus, eller det er den viden, en artist har, når han eller hun skal kreere et nummer eller et værk.
Praktisk viden er ikke simpelthen sand eller falsk på den måde, formel viden er det. Praktisk viden er det at kunne udføre noget i overensstemmelse med regler. Vi ser, hvordan andre gør, og så aber vi dem efter.
Vi står i lære for at erhverve os praktisk kundskab, og når vi har erhvervet den, så kan vi det fag, det drejer sig om og kan gå ud og anvende vores kunnen på virkeligheden. Det drejer sig om at lære regler, så vi kan gøre tingene.
Men vi kan ikke simpelthen sige, at vores praktiske viden er sand eller falsk, for de situationer, hvor vi skal praktisere vores kunnen, er hver for sig unikke på en helt anden måde end en kanonkugles bane igennem rummet.
Vi kan sige, om for eksempel en tilbygning til en villa er udført i overensstemmelse med håndværksmæssige regler eller ej. Men vi kan sjældent sige, at der er kun én måde at gøre tingene på. At have praktisk kundskab er at kunne konstruere ting, så de fungerer. Men det kan gøres på mange måder, og vi kan ikke simpelthen sige, at en løsning er sand eller falsk.
Den praktiske kundskab er ifølge Janik et stort, men siden Aristoteles overset felt i vestlig filosofi. Det er en stor skam, for den praktiske tilgang er meget grundlæggende for vores viden i det hele taget.
For eksempel falder også spørgsmål om moralske og politiske værdier ind under det, Janik kalder praktisk kundskab. Et samfund behøver ikke at være reguleret af love i hoved og røv, fordi love i sig selv bygger på en praktisk sund viden om reglerne for, hvordan mennesker kan opføre sig overfor hinanden, hvis tingene skal fungere.
Det mener jeg sådan set, Janik har ret i. Man kunne måske have lyst til at tilføje, at de områder, hvor vi har behov for skrevne love, det ofte er områder, der netop ikke er dækket af vores moralske sunde sans, fordi de handler om magtforhold og ikke om moralske forhold.
Men er det i det hele taget muligt at skelne mellem magtforhold og moralske forhold - og det er det - så kan ikke alle slags moral være lige gode. Og det er et spørgsmål, om Janik ikke går for langt i retning af at understrege, at praktisk kundskab ikke er eksakt, ligesom fysik og matematik.
At der i praksis er flere måder at gøre ting på betyder jo ikke, at alle måder er lige gode. Når en håndværker skal lave en tilbygning til et hus, er nogen måder klart bedre end andre. Ja, i mange situationer kan vi sige om nogen løsninger, at de simpelthen er de bedste.
Og når vi ikke kan sige det om alle ting, så skyldes det, at sagen er altfor kompliceret og afhænger af for mange ting, vi endnu ikke kan vide. Vi kan komme længere ved at inddrage flest mulige erfarne håndværkere, ja, og hus-brugere også, og diskutere tingene. Men i den praktiske verden må vi leve med løsninger, der ikke altid er optimale.
Det betyder imidlertid ikke, at de optimale løsninger ikke findes. Det gør de. Nogen løsninger er bedre, andre er mindre gode, det er en objektiv egenskab ved dem, og det er muligt for os at afgøre, hvad der er bedre, og hvad der er dårligere løsninger.
Det er derfor, det giver mening at diskutere ting. Det gælder efter min mening også om moralske problemstillinger. Der er mange ting, der skal inddrages i noget så sammensat som praktiske moralske problemer.
Hvad det er rigtigst af mig at gøre i en bestemt moralsk konfliktsituation har at gøre med mange ting, fra mine personlige forudsætninger til overvejelser over den fremtidige situation for de mennesker, der berøres af min stillingtagen og handling.
Men der er noget, som det er rigtigst af lige netop mig at gøre, og andre kan tage stilling til, om det er det rigtigste, jeg gør, ved at sætte sig tilstrækkeligt ind i problemet og i min situation.
Når Janik går så langt som til at hævde, at der findes moralske konflikter, for eksempel mellem folk med forskellig kulturel baggrund, hvor den eneste mulige løsning er resignerende at konstatere enighed om at være uenige, så mener jeg, han er på vej ud i postmodernismens subjektivistiske sump.
Det nytter jo ikke, at to parter nøjes med at konstatere, at de ikke kan blive enige, fordi de kommer fra forskellige kulturer og derfor er opdraget med forskellige moralske regler, hvis de skal leve i én og samme verden og tackle den verdens problemer.
De må diskutere, forstå, blive klogere på, hvad der er rigtigst, gennem dialog. Er de uenige om de grundlæggende regler, må de diskutere dem også.
Det ændrer dog ikke ved, at Janiks bog er noget af det mest inspirerende filosofi, jeg har læst længe. Der er utrolig mange perspektiver i hans begreb om praktisk kundskab, og der er altfor lidt plads i en skærveknuser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278