Enhedslisten mener, at de ældre skal hjælpes nu, således at de kan få helbredstillægget for de økonomisk dårligt pensionister til også at omfatte briller, tandproteser, fodpleje og diætkost.
Folketinget har haft sin sidste mødedag inden sommerferien, og så begynder regeringspartierne og Dansk Folkeparti at strø om sig med løfter, vel vidende at de ikke kan afkræves handling før tidligst til oktober.
Blandt andet har Dansk Folkeparti og den konservative socialminister lovet, at de vil give bedre tilskud til de dårligst stillede pensionisters briller, tandproteser og andre hjælpemidler... måske... til næste år.
Først skal de nemlig undersøge en hele masse, forklarer socialministeren: Der skal laves modeller for, hvordan der kan sikres en ensrettet praksis i kommunerne. Så skal der laves et skøn over prisen, og derefter skal der forhandles.
Men både Henriette Kjær og Dansk Folkeparti hykler. De har haft chancen for at forbedre lige netop disse ydelser til lige netop denne gruppe af mennesker.
Den 7. maj i år stemte Venstre, Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti og Radikale Venstre imod et lovforslag fra Enhedslisten, der udvidede helbredstillægget for økonomisk dårligt pensionister til også at omfatte briller, tandproteser, fodpleje og diætkost. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte for.
Selv om en undersøgelse fra Ældre Sagen fra september 2001 viste, at 53 procent af landets kommuner havde strammet tildelingskriterierne for personlige tillæg på netop disse områder, undskyldte Dansk Folkeparti sig med, at de ville afvente en opgørelse fra Den sociale Ankestyrelse. Den opgørelse er nu offentliggjort og underbygger Ældre Sagens undersøgelse.
Det er derfor rent hykleri, når Dansk Folkeparti og socialministeren udtaler, at de vil overveje, hvordan man sikrer de dårligst stillede pensionister hjælp på disse områder. Der er ingen grund til at spilde tiden med overvejelser, forslaget ligger klart på den flade hånd. Der mangler kun stemmerne fra enten regeringspartierne eller Dansk Folkeparti.
/Line Barfod, MF, Enhedslisten
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278