- Vi støtter jo ikke Palæstina, fordi nogle af palæstinenserne tilfældigvis er muslimer

Kommentar af Freja Wedenborg, København

Lørdag den 20. april deltog jeg i aktionsdagen mod USA's udenrigspolitik og mod krig og terror. Siden har jeg gået og tumlet med noget, som jeg ved, oprørte mange til demonstrationen.
Det var en strålende solskinsdag og vi var mange der gik i optoget fra Dag Hammerskjölds Allé til Christiansborg Slotsplads. Men på et tidspunkt var det lige som om demonstrationen delte sig i to.
Den forreste del bestod af hornorkesteret Røde Horn, glade og smilende danskere af alle mulige forskellige etniske herkomster og råbte slagord om styrkelse af den internationale solidaritet.
Den anden del var langt mere aggressiv og voldelig i sit udtryk. Den bestod overvejende af folk med anden etnisk baggrund end dansk, og nogle af dem havde medbragt deres egen megafon. I den råbte de vrede slagord på arabisk og muligvis også andre sprog, som jeg heller ikke forstod.

Jeg gik sammen med min veninde og hendes mor, hvis mand er libanesisk, og hun oversatte en del af det de råbte til 'Allah er stor', 'paradis åbn dine porte, martyrerne kommer' og lignende stærkt religiøse udsagn. På engelsk blev der råbt 'down, down USA' og 'down, down Israel', med et had, som var skræmmende for os, der ellers ikke tilhører hverken USA's eller Israels støtter.
Hornorkesterets musik i den anden ende af optoget druknede fuldstændig i de vrede råb. Langs med vejen stod forbipasserende og så skræmte og uforstående ud.
Jeg vil gerne understrege, at den desperation, som mange med tilknytning til Palæstina føler, for mig er fuldstændig forståelig. De fleste af dem, der gik i den mere afslappede del af demonstrationen havde sikkert aldrig deltaget i en krig.
For mange af dem der deltog i den bageste del var konflikten derimod åbentlyst anderledes tæt på. Deres venner, deres familie, deres børn bliver i dette øjeblik sultet og dræbt i andre dele af verden, og Israel havde netop intensiveret sine angreb på Palæstina.

Imens ser Vesten stiltiende til, arrangerer en nyttesløs fredskonference i ny og næ, bestiller en pizza eller en luksusvilla og nyder deres plads i solen. Jeg kan godt forstå, hvis man føler trang til at råbe ind i ansigtet på dét rolige, afslappede velbehag, og jeg kan godt forstå, hvis en hyggelig lørdagsudflugt i solen ikke var, hvad man havde brug for.
Men min venindes mor, som har et godt kendskab til både palæstinensiske og muslimske forhold indefra forklarede, at de, der råbte de opildnende slagord i den bagerste del af optoget, var højreorienterede, religiøse fanatikere. Hvis de havde været kristne, ville de have svaret til en præst som Søren Krarup eller til Ku Klux Klan.

Og det var ikke deres demonstration. Det var en demonstration som nogen havde arrangeret imod den uretfærdighed og undertrykkelse, som både den amerikanske og israelske udenrigspolitik er første klasses eksempler på.
Det har ikke noget med Allah at gøre - overhovedet! Hvis de vil holde et optog for ham, skal de for min skyld være hjerteligt velkomne. Men den lørdag brød de ind i andre menneskers demonstration med et budskab, som hverken var blevet diskuteret med arrangørerne i forvejen eller var forenelig med nogle af demonstrationsparolerne.
De benyttede sig af vores støtte til deres land og deres folk til at fremføre deres rabiate meninger, som ganske sikkert ikke bliver delt af særligt mange i deres hjemlande. Og de gjorde det på et sprog, som hverken vi eller de udenforstående iagttagere kunne forstå eller fik forklaret.

Ville vi have accepteret det, hvis det var DNSAP, der stod bag? Disse fanatiske højreorienterede var hverken værre eller bedre, blot fordi de havde en anden hudfarve. Og at acceptere dem alene af den grund, ville være rendyrket racisme!
Det er et svært spørgsmål. Vi vil jo så gerne på venstrefløjen have, at de med anden etnisk baggrund deltager i vores demonstrationer, at de engagerer sig. Og det er jo netop for deres folk, at vi holder den slags optog, eller det er det ihvertfald, når det er demonstrationer udelukkende for Palæstina. Men på denne måde fik en lille flok rabiate religiøse lov til at tage et helt folk til indtægt for deres synspunkter!
At skære alle over en kam, det er racisme. At tillade nogle en opførsel, som vi ikke ville tolerere hos andre, det er at gøre forskel. Der er mange forskellige slags muslimer, selvfølgelig, ligesom både Leif Bork Hansen og Søren Krarup kalder sig kristne.
Disse var højreorienterede, reaktionære, undertrykkende og fanatiske. Og de forbipasserende, som har følt sig fremmede overfor vores sag og overfor indvandrere generelt, er ganske givet ikke blevet mere trygge efter at have set det.

Det er hverken godt for antikrigs- eller palæstinasagen. Der er brug for en diskussion på venstrefløjen om, hvordan vi forhindrer, at den slags kræfter overtager vores demonstrationer. Vi støtter jo ikke Palæstina, fordi nogle af palæstinenserne tilfældigvis er muslimer.
Det handler ikke om, at forhindre en bestemt religiøs eller etnisk gruppe i at deltage i demonstrationer. Det handler om at bede dem om at gøre det i respekt for parolerne og gemme deres derfra afvigende holdninger til deres egne demonstrationer.
Vi må som venstrefløj blive bedre til at vise, at der er en tredje vej. En som hverken er vestlig imperialisme eller religiøs fanatisme. Ellers er det ikke så underligt, at de mennesker jeg så og hørte til demonstrationen, føler sig nødsaget til at vælge det ene i modstand mod det andet.