Regeringens ´frihedspakke´ er arbejdsgivernes frihed for fagforeninger, så den enkelte lønmodtager er forsvarsløs over for arbejdsgiveren
af bestyrelsen i SiD Bryggeriarbejdernes Fagforening København
Næppe var den forhadte deltidslov vedtaget, førend statsministeren bebudede et nyt indgreb i gældende overenskomster: Et forbud mod eksklusivaftaler.
Selvfølgelig skal fagforeningerne hverve medlemmer på grundlag af et godt stykke fagligt arbejde, og ikke på tvang. Det er da også på den baggrund, at 85 procent af de danske lønmodtagere har valgt at melde sig ind i en fagforening.
Men både blandt arbejdsgivere og lønmodtagere er der 'brodne kar', som gerne vil nyde frugterne af et velfungerende aftalesystem, men som ikke selv vil bidrage - eller som ligefrem er parat til at forringe aftalte vilkår. Derfor har arbejdsgivere og fagforeninger gennem generationer brugt den grundlovssikrede forhandlingsret til at indgå eksklusivaftaler.
Statsministeren lægger ikke skjul på, at han vil hjælpe Kristelig Fagforening. Derfor vil regeringen også støtte forslaget om forbud mod blokade og konflikt imod arbejdsgivere, der har indgået overenskomst med Kristelig Fagforening. Det er et klart indgreb i konfliktretten, og der er ingen konfliktret i de 'overenskomster', som indgås af Kristelig Fagforening.
Det reelle indhold i regeringens 'frihedspakke' er arbejdsgivernes frihed for fagforeninger, så den enkelte lønmodtager er forsvarsløs over for arbejdsgiveren.
På et enkelt punkt har regeringen brug for fagbevægelsen. Den har inviteret til forhandlinger med det erklærede formål at få ca. 80.000 flere i arbejde. Men regeringens oplæg indeholder ikke én eneste ny arbejdsplads. Det handler i virkeligheden om, at ledige, flygtninge og indvandrere i endnu højere grad skal tvinges til at fungere som løntrykkere.
Det er ikke i fagbevægelsens interesse at forhandle på det grundlag. Første betingelse må være, at regeringen trækker angrebene på den frie forhandlingsret og forringelserne af uddannelse og arbejdsmiljø tilbage. Næste betingelse er, at der ikke sker den mindste forringelse af de lediges rettigheder - hvad LO i øvrigt har vedtaget på sin kongres. Forlig på ethvert andet grundlag vil forlænge regeringens levetid - der er brug for det stik modsatte!
Arbejdsgiverne skal også have at vide, at de holder på den forkerte hest. Vi tilslutter os meldingerne fra tillidsmandsmøderne den 16. maj: Hvis regeringen sidder der i år 2004 - hvad vi vil gøre alt for at forhindre - vil vi kræve et-årige overenskomster. Medlemmer, der tvinges på deltid skal have fuld lønkompensation. Vi skal have legale muligheder for at forsvare os imod regeringer og arbejdsgivere, der på den måde angriber vores rettigheder.
Når regeringen griber ind i overenskomsterne, forsvinder grundlaget for fredspligten. Vores konklusion er, at forbundene må se at komme i arbejdstøjet, og kræve ændringer af hovedaftalen.
Vedtaget i bestyrelsen i SiD Bryggeriarbejdernes Fagforening København den 6. juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278