Om ti-året for nej´et til Maastricht-traktaten

Kommentar af Hanne Dahl, JuniBevægelsen
I går (2. juni, red. ) kunne vi fejre, at danskerne for ti år siden stemte nej til Maastricht-traktaten. Det har affødt et sandt stormløb på de fire forbehold. Man kan i aviserne læse, at danskerne har fortrudt de fire forbehold, og dermed deres nej-stemme den 2. juni '92.
Her må man i en parentes indskyde, at danskerne må have fortrudt deres ja til Edinburgh aftalen i '93 og ikke deres nej i '92. Danskerne stemte som bekendt om unionstilhængernes forslag til nogle undtagelser fra Maastricht-traktaten, og det er jo noget andet end unionsmodstandernes nej til Maastricht.
Dette kan jo lede tankerne hen på, at der ligger en stor del retoriske overvejelser til grund for, hvorledes man spørger. Jeg tror nemlig, at der ligger en del psykologi i, at man hellere vil have fortrudt et nej, end et ja.

Lykke Friis i national-romantisk stil
I det hele taget må man undre sig over de nye retoriske vinde, der blæser over landet i disse dage. Lykke Friis opfordrer i MetroXpress danskerne til at tage fodboldstøvlerne på, og mener derved, at vi skal spille os selv på banen ved at afskaffe forbeholdene. Hvem vil ikke gerne spille fodbold i disse VM-tider.
Nu har ja-siden åbenbart skiftet kurs i forhold til, hvordan man ønsker at argumentere i forhold til EU. Nu har ja-siden boret hænderne ned i lommerne og fundet lidt national-romantisk lommeuld til at smide på bålet. Vi på nej-siden plejer jo at lægge ryg til mange stryg, fordi man mener at vide, at vi udelukkende vinder folkeafstemninger på national-romantiske argumenter.
Men nu er selv en 'ekspert' som Lykke Friis åbenbart blevet så grebet af fodboldfeber, at hun lader syv og fem være lige, og taler til danskernes følelser som fodboldnation.

Som man spørger får man svar
Man har stillet befolkningen spørgsmålet om, hvorvidt vi ønsker at deltage fuldt ud i EU-samarbejdet. Det spørgsmål er for mig at se et ledende spørgsmål. For som sagt: Hvem vil ikke gerne være med? Den nye meningsmåling fra Gallup viser da også en overvældende tilslutning til at afskaffe Danmarks forbehold.
Til spørgsmålet om euroen kunne man for eksempel have spurgt: Om danskerne ønsker at afskaffe deres selvstændighed i forhold til at føre økonomisk politik.
Til spørgsmålet om forsvarsforbeholdet kunne man have spurgt, om Danmark ønsker at bidrage til at EU omdannes til en militær stormagt.
Spørgsmålet om det retlige forbehold har man behændigt undgået. Der kunne man have spurgt, om hvorvidt danskerne ønsker, at danske statsborgere skal kunne udleveres til retsforfølgelse i de andre EU-lande.
Som man spørger får man svar.

At feje ind under tæppet
Regeringspartierne afviser at gå ind i en diskussion om en afstemningsdato for en afskaffelse af forbeholdene. Idet hele taget mener regeringen ikke ret meget om fremtidens EU. Påfaldende lidt, må man sige, i en tid hvor et konvent forbereder den traktat, der skal afløse alle tidligere traktater.
Regeringen forventer vel ikke at befolkningen skal udskrive en blanko-check. Hvorfor skulle vi afskaffe forbeholdene, når vi intet ved om, i hvilken retning regeringen ønsker, at Danmark og fremtidens EU-samarbejde skal gå?