Der er næppe nogen tvivl om, at nej´et den 2. juni i Danmark fødte den europæiske EU-modstand

af Niels Eriksen, politisk sagsbehandler for Folkebevægelsen mod EU

Der er næppe nogen tvivl om, at nej'et den 2. juni i Danmark fødte den europæiske EU-modstand
Den 2. juni for ti år var en milepæl - i ikke bare den danske EU-modstands historie - men i hele den europæiske EU-modstands historie - for første gang var der et lands borgere, der stemte nej til EU.
I dag er det ved at blive en ren selvfølge at det sker, dansk nej til euroen og irsk nej til Nicetraktaten.
For mig står den 2. juni 1992 som noget helt specielt, og der er ingen tvivl om, at jeg til min dødsdag vil kunne huske, hvad jeg lavede den aften da de første prognoser begyndte at komme frem på skærmen.
Jeg sad hjemme og skrev en eksamensopgave i Aalborg sammen med et par af mine studiekammerater, vi skulle aflevere et par dage efter.
Den ene studiekammerat gik på hænder ude på min altan i 7. sals højde af glæde over resultatet, mens den anden gik i seng med bemærkningen om, 'at vi havde ødelagt Danmark', der er intet så fornøjeligt som en dårlig taber.

Uskyldens tid
Når jeg tænker tilbage på 2. juni 1992 og på selve kampagnen op til, står perioden for mig som en 'uskyldens' tid. Vi havde ført en flot og aktiv kampagne i Nordjylland, og inderst inde var det nok de færreste af os, der troede på at vi kunne vinde.
I dag har vi 'mistet' den uskyld som det giver, at man på forhånd er dømt som taber.
Hvad der også er med til at sætte den periode i et gyldent skær for mig, er, at den kampagne var den første Folkebevægelseskampagne jeg deltog i.
Det var samtidig også den første og sidste kampagne, hvor jeg ikke var bevidst om de spændinger, der var internt mellem EU-modstanderne. I realiteten var det først efter den 2. juni, at jeg fik øjnene op for betydningen af den splittelse af Folkebevægelsen, der førte til skabelsen af Junibevægelsen.
Det havde heldigvis været sådan, at de politiske spændinger, der havde eksisteret i Folkebevægelsen i mange år, ikke var noget man mærkede noget videre til som ganske almindelig aktivist i Aalborg op til 2. juni.

De positive politiske følger af den 2. juni
Der er næppe nogen tvivl om, at nej'et den 2. juni i Danmark fødte den europæiske EU-modstand. Ved den franske folkeafstemning om Maastricht, efter den danske afstemning, var det eksempelvis tæt ved også at blive et nej.
EU-modstand er i dag ikke noget, der begrænser sig til de nordiske lande og til dels Storbritannien, nu er EU-modstand en europæisk sag, sådan som TEAM's (EU- og EU-skeptikernes europæiske organisation) medlemssammensætning også viser.
Som en følge af den udvikling er EU-modstandere også i stigende grad begyndt at tale sammen på tværs af grænserne, fordi erkendelsen er, at den politiske udvikling (eksempelvis et nej ved en EU-afstemning) i et land meget vel kan få indflydelse de politiske konjunkturer i de øvrige EU-lande og EU-ansøgerlande.
Nej'et den 2. juni var givet også en øjenåbner for EU-tilhængerne i ind- og udland, specielt også når man inddrager det franske valgresultat. Det politiske establishment oplevede, at vælgerne to af de tre steder, hvor vælgerne blev spurgt, enten sagde nej til deres traktat eller næsten nej.
Man kan sige, at den 2. juni skabte en erkendelse i EU, at EU-projektet ikke er særligt populært blandt EU's borgere. Man kan også sige, at den 2. juni har medført, at medier, politikere og så videre efterfølgende er begyndt at tale om EU-skepsisen.
Men man kan ikke sige, at EU-modstanden/-skepsisen blandt EU's borgere er blevet mere legitim på toppen af bjerget, eller at den 2. juni har fået nogen egentlig indflydelse på EU's institutionelle og politiske udvikling, det er stadig EU's forenede stater vi bevæger os i retning af.
På den anden side kan man hævde, at den 2. juni var med til at manifestere den europæiske EU-modstand som en konstant og blivende kraft i forhold til EU's udvikling - eller rettere sagt som en modkraft i forhold til EU-integrationen - som EU-tilhængerne hele tiden må forholde sig til som en politisk realitet.

De negative politiske følger af den 2. juni
På mange måder var den politiske udvikling på flere planer efter den 2. juni 1992 noget af en politisk nedtur.
Folkebevægelsen oplevede, at den latente splittelse, som havde præget Bevægelsen, blev virkeliggjort, i og med at et mindretal, der nu kaldte sig skeptikere frem for modstandere, forlod Folkebevægelsen.
Ligeledes oplevede vi, at nej'et ikke var mange uger gammelt, før tilhængerne, med hjælp fra blandt andet SF, begyndte at planlægge en omgåelse af afstemningsresultatet, via det der siden hen blev til Edinburgh-erklæringen.
Resultatet af den politiske øvelse betød, at vi tabte afstemningen i 28. maj 1993, og at Danmark kom med i Unionen minus de fire forbehold (euroen, EU-militær, retspolitik og EU-statsborgerskab).
Man kan selvfølgelig sige, at undtagelsen omkring euroen efterfølgende har vist sin værdi, men der er næppe nogen tvivl om, at gennemførelsen af det, der på trods af forbehold var en omafstemning om Maastricht-traktaten i 1993, var noget, der bedst kan beskrives som en falliterklæring for det danske demokrati.
Jeg er ikke i tvivl om, at den afstemning i allerhøjeste grad har været med til siden at forpeste den danske EU-debat, i og med at EU-tilhængernes politikere sendte et klart signal til de danske vælgere om, at de ikke i realiteten respekterer dem og deres stemme, hvis de stemmer nej. En trist udvikling der kun kan beklages.

De fremtidige politiske opgaver
Den alt afgørende politiske udfordring der spøger ude i fremtiden for Folkebevægelsen, er uden nogen tvivl EU-forfatningen, der formodentlig kommer i år 2004 eller 2005.
Vejen frem mod Forfatningen kan meget vel være præget af en række hurdler bestående af en eller flere afstemninger om de danske EU-undtagelser. Kommer disse afstemninger må vi jo kaste os ud i kampen for at vinde dem - andet er der ikke at sige til det.
Folkeafstemningen om EU-forfatningen kan meget vel gå hen og blive præsenteret som en alt eller intet afstemningen. Forstået på den måde at de danske vælgere vil blive 'præsenteret' for det 'fait accompli', at enten siger de ja til EU-forfatningen, eller også er det ud af EU. Det er klart, at det scenario repræsenterer en udfordring for EU-modstanden.
Vores mål må være, at få et flertal af vælgerne til at betragte føromtalte 'fait accompli' som et løfte frem for som en trussel.
Folkebevægelsen er allerede begyndt at forberede de øvelser, der skal være med til at sikre, at befolkningen får øjnene op for de muligheder, en frigørelse fra EU vil medføre for Danmark.
Det sker blandt andet via Folkebevægelsens nye alternativoplæg 'Delstat i EU eller Danmark og EU som gode naboer'.
EU-modstandernes arbejdsproces frem mod den EU-forfatningsafstemning, der forhåbentlig kommer, kan meget vel blive hjulpet på vej af udefra kommende faktorer - meget tyder på, at Irland for anden gang vil stemme nej til Nice-traktaten.
I Storbritannien vil det formode nej til euroen, som vil komme ved en folkeafstemning, betyde, at Landets regering også vil være nød til at sætte EU-forfatningen til folkeafstemning.
Endelig er EU-modstanden voksende i de fleste EU-ansøgerlande - allerede nu ser det ud til, at det meget vel kan ende med, at befolkningerne i Estland, Letland, Polen og Malta kan finde på at takke nej til EU-medlemskabet.
Den europæiske politiske situation belyser netop vigtigheden af, at den danske EU-modstand fastholder og styrker sin europæiske fokus, både så vi kan drage nytte af vores europæiske samarbejdspartneres indsats og erfaringer, men også for at vi på bedst mulige måde kan støtte op om deres arbejde.

Det europæiske perspektiv
Det at EU-modstanden i dag efterhånden er udbredt til næsten alle EU's medlemslande og ansøgerlande, betyder, sammen med det politiske pres for stadigt stigende EU-integration, at vi kan komme til at opleve, at befolkninger i flere EU-lande og i flere EU-ansøgerlande vil sige nej til, at deres lande skal deltage i den stadigt stigende EU-integration.
Spørgsmålet om EU-forfatningen kan meget vel være den faktor, der udløser den situation.
En sådan situation, hvor flere landes befolkninger aktivt afviser EU-integrationsprocessen, kan betyde, at EU vil blive splittet - hvor en gruppe af EU-lande vil fortsætte i retning af Europas forenede stater, mens en anden gruppe lande, heriblandt Danmark, skal til at have sine relationer til EU ændret.
Her kunne en mulighed være, at 'EU-udbryderlandene', sammen med andre europæiske lande der heller ikke ønsker at være en del af EU, vælger at revitalisere det gamle EFTA-samarbejde, og via det forstørret og styrket EFTA sikrer det nødvendige samarbejde der kræves både mellem de enkelte EFTA-lande men også i forhold til selve EU.
Det scenario for fremtidens Europa vil medføre, at vi vil få et Europa, der vil være præget af en blok lande, Europas forenede stater, der vil have globale økonomiske, politiske og militære supermagtsambitioner, og som vil være i en eller anden grad af konkurrence med USA om den globale dominans.
Vi vil ligeledes have en anden blok, en løsere blok, bestående af en gruppe af lande samlet i et mellemstatsligt økonomisk samarbejde (EFTA), hvor de enkelte lande i forskellige grader politisk og økonomisk vil balancere mellem de to supermagter, alt efter hvilke interesser de har.