03 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Racisme og politisk islam er to sider af samme sag

Racisme og politisk islam er to sider af samme sag

Torsdag, 30. maj, 2002, 00:00:00

Om bogen ´Islam i Vesten - Koranens vej´ og hvad den nu bruges til

Kronik af Nahid Riazi, koordinator for kvindeorganisationen IKIR

Som en af medforfatterne til bogen 'Islam i Vesten - På Koranernes vej' har jeg fulgt anmeldelserne af bogen, samt de interview som Helle Merete Brix - der er en af de to hovedpersoner, som har redigeret og medforfattet bogen - har givet i de forskellige aviser.
Jeg har endnu ikke modtaget selve bogen, men de forskellige citater fra nogle af bogens indlæg samt Helle M. Brix' udtalelser i interviewet i Kristeligt Dagblad har skræmt mig meget.
Det er usmageligt, at hovedforfatteren til bogen udtrykker sig så hadefuldt overfor millioner mennesker i Mellemøsten under påberåbelse af bekæmpelse af politisk islam, og på den måde opdeler verdens befolkningen i to grupper, alt efter hvor de kommer fra.
Det er forkasteligt, at man i ly af bekæmpelse af den religiøse fanatisme, optræder med nogle nationalekstremistiske holdninger, som ikke fører til andet end mere racisme og diskrimination imod samtlige mennesker, der tilfældigvis er blevet født i de såkaldte 'muslimske lande'.
Det er som om politisk islam og de islamiske grupper alene er en fare for den vestlige verden og dens befolkning, og at hvad denne bevægelse foretager sig og gør i Mellemøsten - og det ansvar, som de vestlige regeringer havde i forbindelse med denne bevægelses udbredelse i Mellemøsten - ikke spiller noget rolle.

De gode og onde
For Helle Brix (og flere af bogens andre forfattere) er folk fra den 'onde del af verden' - uanset, hvad de forskellige grupper inden for denne del af verden tænker eller tror på, og uanset hvad de stræber efter og kæmper for - farlige for den gode del af verden, altså Vesten. I hendes verden kan ekstremismen, og de reaktionære kræfter kun eksporteres fra den onde del af verden, og kun med det formål at ødelægge den gode del.
Denne logik er netop de ultra-nationalistiske gruppers logik. Denne logik skaber kun had og splittelse mellem almindelige mennesker. Denne logik gavner kun nationalekstremisterne fra den ene side og de religiøse ekstremister fra den anden side.
Desuden betragter man i bogen samtlige indbyggere i Mellemøsten som en uadskillelig del af politisk islam, og påstår, at i fremtiden vil muslimerne udgøre tre milliarder af verdensbefolkningen. Det giver et skræmmende og forkert billede af befolkningerne i disse lande og deres kamp og krav om frihed og menneskerettigheder, hvilken man delvis har opnået i Vesten.
Politisk islam er efter min mening, og trods Helle Brix' og en del andre medforfatteres mening, ikke alene en fare for Vesten, men for hele menneskesamfundet overalt i verden. Politisk islam har først og fremmest slagtet mennesker i Mellemøsten, og især i de lande, hvor den kom til magten. Politisk islam har frarøvet kvinder og andre samfundsborgeres basale menneskerettigheder, der, hvor den har fået magten.

Vesten har støttet fundamentalister
Politisk islam blev hjulpet og støttet af de vestlige landes regeringer i sin tid, der hvor man frygtede, at folkets oprør ville være ude af de vestlige landes kontrol. Det var højrekræfter i de vestlige landes regeringer, der bragte Khomeini fra Paris til Bagdad, og fra Bagdad til Teheran, og præsenterede ham som folkets leder. Det var også Vesten, der hjalp de islamiske grupper og herunder Al Qaida i Afghanistan under den kolde krig for at begrænse Sovjets magtindflydelse. Politisk islam var fra starten en fare og et problem for folkene i Mellemøsten.
Helle Merete Brix udtaler i sit interview til Kristeligt Dagblad den 16. maj, at det var meget uretfærdigt, at der under valgkampen blev langet gevaldigt ud efter Venstres udlændingeordfører, Birthe Rønn Hornbech, da hun kom for skade at foreslå, at reglerne for familiesammenføring primært blev strammet for indvandrere fra Somalia, Pakistan og Tyrkiet. Hun siger, at ord som 'racisme og diskrimination blev hevet frem, og Venstres ledelse skyndte sig at forklare, at Birthe Rønn Hornbechs udtalelser skulle forstås på en helt anden måde'.
Helle Brix mener, at man burde lytte til Birthe Rønn Hornbech, hvis man vil varetage demokratiets interesser! Hun siger samtidig, at grænserne i højere grad skal lukkes for den muslimske indvandring, og at Birthe Rønn Hornbech med sit forslag ønskede at tage fat i problemernes rødder. At sprede had og fordomme imod en gruppe af samfundsborgere alene på baggrund af deres nationalitet, er jo lig med racisme og diskrimination, og har overhovedet ikke noget med 'varetagelse af demokratiets interesser' at gøre. Om Helle Brix vil kalde det det, er op til hende selv.

Alle skæres over en kam
Det, som både Birthe Rønn Hornbech, Pia Kjærsgaard, og desværre Helle Brix gør, er at beskylde en hel befolkningsgruppe for at være farlig og ødelæggende for de vestlige værdier, fordi de kommer fra et bestemt sted, og fordi de per definition er muslimer, og derfor har en kompetence til at udbrede politisk islam.
Det er en virkelig usmagelig påstand imod samtlige indvandrere og flygtninge. Helle Brix og Torben Hansen prøver en gang imellem at adskille de 'liberale muslimer' fra resten af muslimerne. Men den tone, som man hører i interviewene eller læser i citaterne fra bogen, understreger mere en ensidig og ubehagelig beskyldning rettet imod mennesker med en indvandrer- eller muslimsk baggrund i stedet for mod politisk islam.
Det er som om man i stedet for at holde fast i menneskerettigheder og principper som frihed og ytringsfrihed, sætter fokus på, hvad der er vestligt, og hvad der ikke er vestligt. Det er som om, det som kommer udefra, er farligt, og derfor skal holdes væk, og at det kun er Vesten, som er ofre for den islamiske undertrykkelse. Man glemmer fuldstændigt, at den progressive menneskelige kultur også er mange af de mellemøstlige befolkningers kultur, og at mange af dem også lider under de religiøse kræfters magt.
Af et citat fra et andet indlæg i bogen, skrevet af Poul Erik Andersen, kan man igen fornemme en grim tone imod samtlige indvandrere, som han kalder for 'det mindretal muslimer, der kræver respekt i enhver dialog med danskere, og selv har svært ved at udvise respekt overfor deres nye samfund'. Lars Hedegaard, en anden forfatter til bogen, betragter problemet som mangel på respekt for kristendommen!

Ikke kamp mod alle muslimer
Med disse holdninger, trods nogle gode indlæg i bogen, vil hele problematikken om politisk islam blive til en mere fordomsfuld og racistisk holdning overfor samtlige indvandrere fra de mellemøstlige lande. Kampen imod politisk islam, og imod de religiøse kræfters magt og indflydelse på borgernes liv og på kvinder og børnenes rettigheder, er ikke en kamp imod en gruppe af samfundsborgere.
Kampen imod den undertrykkende religion er ikke en kamp imod de almindelige muslimer, og overhovedet ikke en kamp imod enhver borger med indvandrerbaggrund. Men det som man fornemmer af de hidtidige citater fra nogle af indlæggene, og de udtalelser som er kommet frem i aviserne fra bogens hovedforfatter, viser et helt anden formål end det, som jeg troede.
Jeg, som er medforfatter af bogen 'Islam i Vesten - Koranens vej' tager kraftig afstand fra de hadefulde og diskriminerende holdninger, som Helle M. Brix har givet udtryk for i anledning af bogens udgivelse. Disse holdninger skader bare kampen imod politisk islam og forstærker nationalismen.

Modtaget på Dagbladet Arbejderen den 17. maj - mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. maj. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp