Hvilken krig venter så, nu hvor den kolde krig er slut. Bliver det en varm krig, en lunken krig, eller har krigene nu fået smag i form af bitre krige, søde krige eller krydrede krige...

'Den kolde krig er slut. Færdig. Kaput'! Det var det - nu må vi så se at komme videre. Det var meldingen fra den britiske udenrigsminister Jack Straw da NATO's udenrigsministre mødtes i tirsdags med deres russiske kollega Igor Ivanov. Alle var de enige om, at sådan var det - den kolde krig er slut. Hvad er det så for en krig, der nu skal til at begynde?
Den kolde krig tidsættes til afslutningen af 2. verdenskrig. Det var en periode, hvor 'den frie verden' var under USA's altdominerende førerskab, mens Sovjetunionen var støttet af en række socialistiske lande og lande, der netop havde frigjort sig fra koloniherredømmet.
Grundlæggende set var det to systemer - eller to udviklingsretninger - der stod over for hinanden.
Det var en opslidende rivalisering eller kamp for overlevelse, som tappede begge sider for ressourcer. Det var netop strategien fra USA's side, at undergrave den socialistiske lejr via et rustningskapløb og en økonomisk krigsførelse.
Ufattelige summer blev hældt ind i opbygning af krigsapparaterne. De eneste der fik glæde af det var krigsindustrien, som fik et svimlende milliardbeløb lempet op af lommerne på den jævne befolkning. Gradvist blev også vore militærbudgetter skruet i vejret.
Argumentet for dette tyveri der også blev brugt til utallige krige mod små lande og deres folk der kæmpede for deres frigørelse, var sikkerhed og bevarelsen af den frie verden - intet mindre. Og hvis man ikke frivilligt ville lade sig indrullere i denne frie verden, havde Pentagon styrker parat.
Og hvilken krig venter så, nu hvor den kolde krig er slut. Bliver det en varm krig, en lunken krig, eller har krigene nu fået smag i form af bitre krige, søde krige eller krydrede krige? Har de fået lyde i form af klingende krige, stille krige eller harmonisk vellydende krige? Den bliver sikkert kemisk, informativ, eksplosiv, fængslende og metallisk.
Vi har ikke længere store hære og fronter over for hinanden i Europa. Faktisk aner vi ikke, hvor fronten er. Derfor skal vi have langt mere fleksible muligheder for at svare igen', sagde den danske udenrigsminister Per Stig Møller. Ja, hvor fanden er fronten?
Man kan jo kun give Per Stig Møller ret i den skarpsinde konstatering af, at der ikke findes en dyb og mudret skyttegrav ned gennem det Europa, som i det forrige århundrede lod millioner af unge og gamle forbløde. At det stort set var til ingen verdens nytte bliver mere og mere klart.
Per Stig Møllers og NATO's hovedpine er nu - hvordan får vi den gamle verdens imperialistisk set nødvendige projekt overført til de nye vilkår i det 21. århundrede?
Det magiske ord kunne være 'den integrerede slagmark'. Den globale elite lukker luften ud af nationalstaterne. Det nationale forsvar erstattes af et militært apparat, der passer til den nye verdensorden - den frie verdens frie markeds orden.
Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell beskrev det efter mødet på denne måde: 'Vi har brug for mobile enheder med moderne slagkraft - styrker, der kan gå i kamp, hvor i verden det skal være, og gennemføre en mission med effektivitet og præcision.'
Og det bliver dyrt. NATO beder om flere penge, og EU beder om flere penge til Europa-hæren. Den nye krig kræver sine ressourcer. Faktisk var den ekstremt kostbare kolde krig en billig krig set i forhold til, hvad der nu er i støbeskeen. Det er ret bemærkelsesværdigt - og det siger ikke så lidt om, hvad der er gang i.
Der tegner sig også et andet mønster. Mens den kolde krig udspillede sig mellem USA og Sovjetunionen, så har EU lagt sig i selen for at matche USA. USA har et stort forspring og kan på den måde diktere verden sine løsninger. På grund af sine forholdsvis små muskler skubbes EU gang på gang til side, når storebror sætter dagsordenen.
USA bruger NATO når det passer Washington. For EU er strategien klar, rivaliseringen med USA skal ske gennem en gradvis styrkelse af sit militær. Og det koster knapper. Mange flere end nogen tør sige.
Samtidig sættes nye principper sættes i søen. Bush-regeringen tilsidesætter i stigende grad alle internationale spilleregler og konventioner breder sig. Et nybrud - formelt set - i forhold til NATO er, at alliancen kun kan gå i krig uden varsel.
'Vi skal ikke sidde og vente på, at for eksempel undergrundsbanen i Paris bliver sprængt i luften. Hvis vi bliver angrebet eller er sikre på at vi vil blive det, så skal vi kunne angribe forebyggende', sagde Per Stig Møller.
Velkomment til den integrerede slagmark! Den fri verdens frie marked har fået sit afgørende magtredskab - en ekstremt militærapparat, som ikke er underlagt nationalstaternes langsomhed og urimelige forbehold. Nej, på den integrerede slagmark handler det om at slå til mod markedets fjender. Og hvem, det er, defineres løbende - ligesom det er sket med det kraftige angreb mod de demokratiske rettigheder via USA's terrorpolitik.
Et sådant militær i hænderne på en overnational magt skal naturligvis have nogle loyale styrker. Derfor foreslog NATO's generalsekretær George Robertsson, at den frivillige værnepligt bliver afskaffet. Det skal være slut med de uniformerede fummelfingrede og brokkende civilister, når NATO rykker ud. De værnepligtige dur ikke på den integrerede slagmark, mener Robertson.
Værnepligtige er af stigende irrelevans i den moderne verden. Hvad kan vi bruge dem til, spørger Robertson, hvis vi ikke kan sende dem til Kosovo eller Afghanistan for at gøre, hvad vi beder dem om.
Dét forslag har udløst en mindre debat herhjemme. Blandt Robertsons varmeste støtter er såmænd det Radikale Venstre! Hverken Venstre eller Konservative har meldt begejstret ud. De mener, at værnepligten er en frugtbar periode i unge mænds forvandling til rigtige voksne mænd.
Deres egentlige forbehold skyldes nok også hensynet til den kommende afstemning om forsvarsforbeholdet i EU. At gå til afstemning med en ren professionel EU-hær i hånden er ikke attraktivt for dem.
Og hvad skal man så mene om dét? Tiden i forsvaret er ikke specielt gavnlig for rekrutterne. Og der er bestemt ikke noget progressivt over det danske militær. Men når det skal være, så er det langt at foretrække frem for en professionel hær. 'Frivillighedsprincippet', som de radikale mener burde håndhæves, vil blot være med til at styrke den overnationale militærmagt.
En afgørende kvalitet ved et værnepligtigt militær, sammensat af jævne folk, er jo, at moral, følelser og tanker fra hverdagslivet er intakte. Muligheden for ustabilitet og vaklende loyalitet over for systemet vil være tilstede. På den integrerede slagmark kan det være af stor betydning. For de missioner der er tiltænkt disse styrker, sendt i aktion af en overstatslig magt, vil i stor grad være uden folkelig støtte. Her er nye kampvilkår for verdensborgerne på den integrerede slagmark.