Staten Israels brutale fremfærd overfor Palæstina er et angreb på fundamentale menneskerettigheder
Udtalelse fra Lager & Handelsarbejdernes Forbunds generalforsamling den 6. maj 2002.
Staten Israel har i 35 år besat Palæstina på Vestbredden og i Gazastriben, og de har nægtet at anerkende det palæstinensiske folks ret til en selvstændig stat. Dette er en grundlæggende hindring for, at der kan skabes grobund for fred.
Den israelske stats regering har støttet, at ekstreme bosættere har slået sig ned på palæstinensisk område. Bosætternes tilstedeværelse og fremfærd har været hovedårsagen til de mange konfrontationer, der har været mellem parterne. Intet folk vil stiltiende finde sig i, at andre folkeslag bosætter sig i deres land, og dermed fratager dem deres rettigheder.
Det faktum at flere religioner har religiøse steder inden for samme område, giver ingen af parterne ret til at fordrive den anden part fra det land, hvor de har levet i århundreder. Det giver ingen af parterne ret til at begå overgreb mod civile.
Det terrorangreb, vi var vidner til den 11. september 2001, har givet USA's præsident Bush en mulighed for at angribe anderledes tænkende under påberåbelse af, at de er terrorrister, der skal bekæmpes med alle midler.
USA er den eneste stat, der effektivt kan tvinge Israel til at føre en anderledes politik, men den zionistiske lobby i USA er så magtfuld, at den kan presse USA's regering til at bakke op omkring Sharons aggressive politik overfor palæstinenserne.
EU er splittet, og har ikke været i stand til at formulere en fælles politik. De har derfor valgt at bakke op omkring USA.
Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen er en af de regeringsledere, der er mest loyal overfor præsident Bush's Mellemøsten-politik. Den danske regering taler hele tiden om terrorepisoder for at retfærdiggøre staten Israels brutale fremfærd i stedet for at kræve, at de øjeblikkelig standser denne massakre mod Palæstina. Regeringen vil hellere bakke op om USA's Mellem-østenpolitik end tage humanitære hensyn.
Lager og Handelsarbejdernes Forbund bakker fuldt ud op omkring Specialarbejderforbundets opfordring til boykot af Israel, såvel hvad angår køb af varer som samkvem med staten Israel.
Vi har før set, at boykot er en effektiv måde, hvor undertrykkende styrer bliver tvunget til at ændre deres politik.
Derfor opfordrer generalforsamlingen til at alle tilslutter sig en boykot af Israel.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278