Beskæftigelsesministeren ved, at enhedsfagbevægelsen - alle fejl og mangler til trods - er den største stopklods imod den borgerlige regerings langsigtede strategi om at rulle velfærd og demokrati tilbage, og give arbejdsgiverne og markedskræfterne endnu friere spil end de har i forvejen

Kronik af Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening, København
Regeringens - og nu også Dansk Folkepartis - omsorg for lønmodtagerne og deres familier er rørende - deres fantasi er grænseløs, når de skal beskrive de positive muligheder i lovforslaget.
De har slået på de ældre lønmodtageres muligheder for en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, på børnefamiliernes muligheder for at blive hjemme og passe handicappede børn eller gamle forældre, der ikke kan klare sig selv. Seneste påskud er muligheden for bedre at kunne tage sig af pubertetsungerne, hvis de er kommet i dårligt selskab.
Vi kommer sikkert til at høre endnu flere hjerteskærende eksempler i den nærmeste fremtid.

Ingen ret til lønmodtageren
Det er da også udmærkede formål alt sammen.
Det har bare ikke noget på sig, heller ikke efter de ændringer, der er foretaget på baggrund af forslagene fra Dansk Folkeparti.
Der er stadig intet retskrav til lønmodtagerne om at kunne gå på deltid - det har vi ministerens egne ord for. Arbejdsgiveren kan stadig sige nej, som det passer ham, uden at det får konsekvenser. Der er ikke noget frit valg for lønmodtageren dér.
Men det kan i allerhøjeste grad få konsekvenser for lønmodtageren at sige nej. Man kan nemlig blive fyret - med eller uden en begrundelse om, at man har sagt nej til en deltidsstilling.
Hvis man bliver fyret med den begrundelse, at man har sagt nej til deltid, så skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse - og det er jo en ringe trøst.
Hvis han begrunder fyringen i ordrenedgang eller andre for virksomheden tvingende årsager, så skal han som udgangspunkt ikke betale nogen godtgørelse.
De fleste arbejdsgivere er kvikke nok til at finde den begrundelse, der er billigst for dem.
Skulle man så nødtvungent sige ja til deltidsstillingen, kommer det jo heller ikke børnefamilien til gode. For hvem kan leve af en halv løn? Nej vel, så må man ud og have en eller to deltidsstillinger oven i - med tilsvarende mere stress og længere transporttider.
Og hvad bliver der så af hensynet til de handicappede børn, til de gamle forældre, eller til de utilpassede unge, der skal have særlig omsorg?

Dansk Folkepartis ændringer
Men har Dansk Folkeparti da ikke lavet en redningsaktion, og forbedret loven?
En redningsaktion har de lavet, jo. Men det er den forkerte, de har reddet!
I en pressemeddelelse fra i fredags med titlen 'Lønmodtagerne kan være meget tilfredse med deltid' påstår Dansk Folkeparti, at de er blevet enige med Beskæftigelsesministeren om følgende:
- Det skal ikke ensidigt være lønmodtageren, der har bevisbyrden. I stedet bliver der såkaldt 'delt bevisbyrde'.
- Arbejdsgiveren skal ikke ensidigt kunne ændre en stor del af virksomhedens stillinger til deltid.
- Arbejdsgiveren skal ikke kunne bruge deltidsreglerne til afskedigelser i forbindelse med ordrenedgang.
Det første er rigtigt.
Af ministerens ændringsforslag kan man se, at bevisbyrden ikke længere ensidigt ligger hos lønmodtageren. I stedet er der såkaldt 'delt bevisbyrde'.
Det betyder, at lønmodtageren skal sandsynliggøre, at den reelle årsag til afskedigelsen er hans eller hendes nej til tilbuddet om en deltidsstilling.
Hvis lønmodtageren er i stand til det, skal arbejdsgiveren bevise det modsatte. Det er selvfølgelig en forbedring rent juridisk.
Men de fleste arbejdsgivere er smarte nok til at formulere en fyreseddel, der holder i afskedigelsesnævn eller i byretten.
Skulle de endelig kvaje sig, vil den nye formulering højst betyde, at lidt flere vil få en godtgørelse - nogen garanti imod at blive tvunget ned i tid, er der ikke tale om.

Skadevirkninger fjernes ikke
De to andre krav fra Dansk Folkeparti bliver ikke indfriet.
Det fremgår klart af ministerens ændringsforslag:
- 'Under ansættelsen har en lønmodtager og en arbejdsgiver ret til at aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, uanset direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger af denne ret, for eksempel i medfør af kollektive overenskomster, sædvane eller praksis. Krav om en timegrænse på ikke over 15 timer ugentligt kan dog opretholdes'.
Og det bliver skåret ud i pap i bemærkningerne til ændringsforslaget:
- 'Hvis en allerede ansat lønmodtager ønsker at gå på deltid - herunder yderligere ned i tid - er det en følge af lovforslaget, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale dette, uanset en kollektiv overenskomsts bestemmelser om for eksempel maksimale antal deltidsstillinger, at antallet af fuldtidsstillinger ikke må reduceres, eller at spørgsmålet skal forhandles med tillidsrepræsentanten. Det samme gælder arbejdsgiverens adgang til at foreslå en allerede ansat deltidsansættelse'.
Ændringen består altså i, at arbejdsgiveren ikke frit kan nyansætte folk på deltid, men skal her respektere de begrænsninger, der måtte være i en kollektiv overenskomst.
Men der står ikke noget om begrænsninger af, hvor mange af de eksisterende fuldtidsstillinger, der må laves om til deltidsstillinger. Og der står heller ikke noget om, at fuldtidsstillinger ikke må ændres til deltidsstillinger i en situation med ordrenedgang.
Det er selvfølgelig heller ikke nogen reel begrænsning af lovens skadevirkninger, at der ikke må oprettes deltidsstillinger i forbindelse med nyansættelser. Arbejdsgiveren kan jo bare ansætte folk på fuld tid, og så tvinge dem på deltid bagefter.
Sandheden om Dansk Folkepartis redningsaktion er altså, at de kun har fået én indrømmelse - 'delt bevisbyrde' -. Det er et fremskridt, men ikke af den store praktiske betydning ude i det pulveriserende liv, og nogen hindring imod at blive tvunget på deltid er det ikke. Juridisk set, retter det blot op på den forringelse af lovforslaget, der skete, efter at Dansk Folkeparti havde været inddraget første gang, hvor bevisbyrden ensidigt blev lagt på lønmodtageren.

Angreb på aftalefriheden
For dette lille figenblad - 'delt bevisbyrde' - har Dansk Folkeparti solgt sig til at hjælpe Beskæftigelsesministeren i hans felttog mod lønmodtagernes kollektive beskyttelsesregler. 'Frihedspakken for arbejdsmarkedet' kalder han det - og mener arbejdsgivernes frihed for fagforeninger og kollektive aftaler.
Selvom Dansk Folkeparti var kommet igennem med de to andre krav også, så havde det stadig ikke været godt nok. Der er nu engang kun én sikring imod arbejdsgiverens vilkårligheder med hensyn til arbejdstidens længde og placering, og det er en kollektiv aftale. Men det er netop disse indskrænkninger i arbejdsgivernes ledelsesret, som beskæftigelsesministeren vil til livs.
Det er ikke underligt, at han var oprigtig glad efter mødet med Dansk Folkeparti:
- 'For regeringen har det været afgørende, at vi giver den enkelte borger en ret til at aftale deltidsbeskæftigelse, på trods af hvad overenskomster og lokalaftaler måtte sige'.
Den kritik, der hele tiden har været fremført fra samtlige arbejderpartiers og en samlet fagbevægelses side står derfor stadig ved magt.
Der er tale om et uhørt groft indgreb i den frie forhandlingsret.
Når loven får praktisk virkning ved udløbet af de gældende overenskomster, vil der samtidig være tale om et permanent indgreb, der gør det ulovligt for fagforeninger og tillidsrepræsentanter at aftale andre begrænsninger for indførelse af deltid end minimumsgrænsen på 15 timer, og forbud på deltid ved nyansættelser.
Det er samtidig et uhørt ensidigt indgreb, til arbejdsgivernes fordel. Uden at give den mindste smule til gengæld, har de på forhånd fået opfyldt deres hedeste ønsker til fleksibel arbejdstid.
Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at vi ikke har hørt noget til Hans Skov Christensen siden han i februar - sammen med Max Bæhring - skrev til alle folketingsmedlemmer, og bad dem om at lade være med at blande sig i overenskomsterne.

Lovens konsekvenser
Jeg har allerede været inde på konsekvenserne for den enkelte lønmodtager, der mister sin ret til fuldtidsarbejde.
Hvis man tvinges på deltid, så har det jo også andre konsekvenser, nemlig for arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, optjening af arbejdsmarkedspension og så videre, og så videre.
Ikke desto mindre kalder beskæftigelsesministeren det for en 'lille sag'. De forstår ikke alt det postyr.
Men på det private arbejdsmarked rammer loven hundredtusindvis af mennesker, der med et får forringet deres overenskomstmæssige ret til fuldtidsarbejde.
Jeg kender ikke deltidsbestemmelserne i alle private overenskomster. Men alene på den store Industrioverenskomsts område, vil ca. 200.000 mennesker blive omfattet.
Industrioverenskomsten siger nemlig i dag, at der kan aftales deltid under forudsætning af, at de pågældende ikke i forvejen har beskæftigelse på fuld tid i den pågældende, eller en anden virksomhed.
Det er en klar garanti mod, at eksisterende fuldtidsstillinger bliver konverteret til deltidsstillinger. Men denne garanti forsvinder. Der må ikke være nogen hindringer eller begrænsninger for, at allerede ansatte kan komme på deltid.
Hertil kommer de helt uoverskuelige virkninger for de mange lokalaftaler om arbejdstider der er indgået rundt om på industriarbejdspladserne, ofte vævet sammen med aftaler om bemanding og lønforhold.
Det har kostet mange års møjsommelige forhandlinger - og ofte lokale kampe - at få dette finmaskede net af aftaler op at stå. Men hvad skal arbejdsgiveren dog med dem, når han bare kan tvinge folk til at acceptere deltidsansættelse, uden at spørge hverken tillidsrepræsentant eller fagforening?

Protesterne
Siden lovforslaget blev lagt frem er protesterne vokset.
En samlet fagbevægelse tager afstand fra loven, også efter de seneste ændringer. Det samme gør alle arbejderpartier.
75 deputationer - der repræsenterer hundredvis af arbejdspladser - har haft foretræde for arbejdsmarkedsudvalget for at protestere mod loven. De har leveret utallige konkrete eksempler på lovens skadelige virkninger.
Selv mange arbejdsgivere har ytret sig imod loven. Uafhængige arbejdsmarkedsforskere og juridiske eksperter - herunder regeringens egne! - har vendt tommelfingeren nedad.
Men beskæftigelsesministeren vender det døve øre til. Det er jo blot betonhovederne i arbejderbevægelsen, der vil knægte det frie individ, eller også er der tale om højtbetalte smagsdommere.
Hvorfor er han så stædig, hvis det - som han selv siger - blot er en 'lille sag'?
Fordi han ved, at denne lov er et helt afgørende led i hans felttog mod fagbevægelsen. Et felttog, der består af mange elementer:
- Forslaget om forbud mod eksklusivaftaler, sigter til at svække fagbevægelsen rent medlemsmæssigt.
- Forbuddet mod blokader, der skal svække vores muligheder for at indgå ordentlige overenskomster.
- Loven om tværfaglige A-kasser, der skal få os til at slås endnu mere om medlemmerne end vi gør i forvejen.
- Ændringerne af arbejdsmarkedspolitikken, hvor ikke kun flygtninge og indvandrere, men alle kontanthjælpsmodtagere skal kunne sendes ud på arbejdspladserne som gratis arbejdskraft, og løntrykkere.

At svække fagbevægelsen
Hvorfor er det så vigtigt at svække de faglige organisationer?
Fordi beskæftigelsesministeren ved, at enhedsfagbevægelsen - alle fejl og mangler til trods - er den største stopklods imod den borgerlige regerings langsigtede strategi om at rulle velfærd og demokrati tilbage og give arbejdsgiverne og markedskræfterne endnu friere spil, end de har i forvejen.
Næste styrkeprøve i den kamp bliver ændringerne af arbejdsmarkedspolitikken og finanslovsforslaget for 2003, hvor alene fastholdelsen af skattestoppet vil medføre yderligere nedskæringer på mere end fire milliarder kroner.
Det er denne strategi Dansk Folkeparti nu gør sig til redskab for ved at tilsige deltidsloven deres støtte.
Vi kan derfor kun håbe på og opfordre til, at fagbevægelsens medlemmer nu kommer på banen og forklarer regeringen og Dansk Folkeparti, så det ikke er til at misforstå, at denne lov skal tages af bordet.
Det skal samtidig være et signal til arbejdsgiverne om, at det vil være som at lade vandet i bukserne, hvis de hælder deres hoved til regeringen i denne sag for ikke at tale om, hvis de skulle drømme om at gøre brug af loven fuldt ud.
Det vil lægge gift for alle kommende overenskomstforhandlinger og være en kilde til utallige konflikter på de enkelte arbejdspladser.
Regeringen og Dansk Folkeparti må simpelt hen have en kraftig advarsel: Kom nu til besindelse. Hold fingrene fra vores overenskomster.

Ovenstående indlæg blev holdt på et tillidsmandsmøde i Århus den 7. maj.